It takes two

Sidst i maj læste jeg den kedelige nyhed i avisen, at ophavsmanden til hittet ”It takes two” var død. Det var en trist besked, for den måtte jo betyde, at enten var sangskriveren og produceren William ”Mickey” Stevenson eller den kvindelige duetstemme på nummeret, Kim Weston, ikke længere iblandt os. (At den mandlige del af duetten, Marvin Gaye, er død kan jo næppe kaldes en nyhed). Både Stevenson og Weston, som på indspilningstidspunktet for sangen var gift med hinanden, er oppe i årene – henholdsvis 89 og 86 år – så det kan ikke komme helt bag på nogen, at man i den alder er i overhængende risiko for at dø. 

Alligevel er det lidt trist, når et musikalsk fyrtårn afgår ved døden, fordi det samtidig ofte er en musikalsk epoke, der hermed forsvinder – omtrent som da den sidste overlevende tredjedel af pigegruppen The Ronettes, Nedra Talley Ross, for nylig forlod denne verden. Den begivenhed gav anledning til at lade hittet ”Be my baby” snurre en ekstra gang på pladespilleren.

Men hvem af de to stadig levende ophavsmænd til ”It takes two” var det så, der døde for nylig? Var det den legendariske sangskriver og producer William ”Mickey” Stevenson, som stod bag en lang række udødelige Tamla Motown-hits som ”Dancing in the street”, ”Ask the lonely” og ”My baby loves me? Eller var det Motown-sangerinden Kim Weston med en relativt lille sangkarriere bag sig, men til gengæld med et pænt antal Tamla Motown-klassikere på samvittigheden: ”Take me in your arms (rock me a little while)”, ”Love me all the way” samt altså giganthittet ”It takes two”?

Min læsning af avisens nekrolog afslørede dog snart, at det slet ikke var nogen af de to nævnte sangere fra min ungdom, der var døde, men derimod hip-hop-sangeren Rob Base, som sammen med kollegaen D.J. E-Z Rock havde haft et hit med sangen ”It takes two” i 1988. Py-ha! Da lettelsen over, at det ikke var et af mine idoler, der havde forladt denne verden, havde lagt sig, tænkte jeg, at jeg hellere måtte undersøge, hvad ”It takes two”, anno 1988, mon kunne være for en størrelse. For det kunne vel umuligt dreje sig om en opdateret version af den herligt livsbekræftende kærlighedssang, jeg huskede så godt fra min ungdom?

Det gjorde det ikke. Rob Base´s ”It takes two” viste sig at være en (i mine ører) typisk hip-hop-sang stort set uden melodi, men til gengæld med en tekst, der først og fremmest handler om at opremse sangskriverens mange fortræffeligheder: ”Ladies love me/ girls adore me/ I mean even the ones/ who never saw me/ like the way that I/ rhyme at a show” Osv. Muligvis ironisk ment, men gab, hvor uinteressant for alle andre end den unge mands nærmeste familie.

Hvad angår sangens omkvæd, der også har lagt navn til dens titel, kan man konstatere, at linjerne rimer, og det er jo en udmærket begyndelse: ”It takes two to make a thing go right/ it takes two to make it outta sight”. Men hvad skal man ellers mene om formuleringerne i teksten, hvis man sammenligner dem med de opfindsomme og fint turnerede verslinjer i ”Mickey” Stevensons klassiker? Tja, bekendtskabet med Rob Base´s sang fik mig i hvert fald til at ønske at genhøre den oprindelige ”It takes two”. Der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Sangerne
Hvad er det så, jeg får at høre, når jeg giver mig i lag med den ”rigtige” version af ”It takes two”, som senere i år kan fejre 60 års jubilæum, men som faktisk i dag lyder lige så frisk og nærværende, som da sangen første gang så dagens lys i 1966? Sangen indledes med et øjeblikkeligt fængende riff, serveret af Motowns karakteristiske blæsersektion, som straks angiver sangens energiske stemning og desuden fortæller, hvor vi befinder os rent musikalsk: i 1960´ernes Detroit.

Derefter tager Gaye og Weston over i en duet, hvor det kan være svært at høre, hvem der synger hvilke linjer, fordi de to sangeres stemmer ligner hinanden så meget og passer så perfekt til hinanden. Faktisk lyder sangen i mellemstykkerne næsten lige så meget som et solonummer, som den lyder som en duet; men i omkvædet, hvor de to stemmer synger i kor, hører man for alvor, at der er tale om to sangere – og det lyder bare formidabelt. Gaye og Weston lægger hele deres sjæl i fremførelsen, hvilket jo også er en medvirkende faktor til, at nummeret har opnået klassikerstatus og i øvrigt er så godt, som det er.

Marvin Gaye fejrede senere større succeser på hitlisterne med sangerinden Tammi Terrell; men i 1966 var ”It takes two” sangerens hidtil mest succesrige duet, og sangen er da også i denne lytters ører noget nær det perfekte dansehit fra Tamla Motown-studierne. På hitlisterne nåede singlen ”It takes two” kun en 14.-plads i USA og en 16.-plads i England. Men i den folkelige bevidsthed fik nummeret et meget langt efterliv, bl.a. hjulpet på vej af filmen ”It takes two” (1995), hvori Gaye´s og Westons hit bliver spillet under de afsluttende rulletekster.

Desuden fik sangen et efterliv på den måde, at den i 1990 blev indspillet som duet af Rod Stewart og Tina Turner. Det celebre par formåede at tage sangen endnu højere op på hitlisterne i Europa end det oprindelige duetpar havde gjort (i Danmark blev den nr. 1 på hitlisten!), mens den nye version ikke slog igennem i USA. Stewarts og Turners livtag med Tamla Motown-nummeret er bestemt ikke dårligt; men når man kender originalversionen, skal der meget til for at overgå den, og det lykkes da heller ikke for det britisk-amerikanske par. De to tilfører sangen en masse energi og dynamik; men de savner efter undertegnedes mening helt den underliggende sødme og charme, som Gaye og Weston fik frem i deres fremførelse af Stevensons tekst.

Teksten
Indholdet i sangens omkvæd adskiller sig ikke voldsomt fra indholdet i Rob Base´s ovenfor citerede sang-omkvæd: ”It takes two, baby/ to make a dream come true/ it just takes two”, lyder det i ”Mickey” Stevensons gamle hit. Men i sangtekstens eksemplificering af, hvorfor det er så godt at være to frem for én, viser forskellen mellem et sangskrivermæssigt venstrehåndsarbejde og et gennemarbejdet sangprodukt sig for alvor – selv om det måske kan synes urimeligt at sammenligne Base´s orddiarré om hans egen fortræffelighed med et håndværksmæssigt seriøst bud på en langtidsholdbar kærlighedssang. Men Base er lidt ude om det selv, når han lader en sang, der udelukkende handler om ham selv, hedde ”It takes two”. Er det mig og mit ego, der her tænkes på?

Stevensons sangtekst fortæller om alle de situationer, hvor der er en verden til forskel på at være alene og at være sammen med en, man elsker: ”One can wish upon a star/ two can make that wish come true/ One can stand alone in the dark/ two can make the light shine through/ (-) / One can be alone in a bar, on a night like this, all alone/ two can make just any place seem just like being at home”. Osv. Man kan gå i biografen for at få en god oplevelse; men hvis man er to, bliver filmen automatisk noget helt særligt. Eller man kan gå en tur alene for at nyde måneskinnet; men hvis man samtidig har nogen at holde i hånden, får oplevelsen mere fylde og nærvær. Konstateringerne kan næppe kaldes raketvidenskab; men som enhver, der har været forelsket, kan bevidne, gør det dem ikke mindre sande eller mindre vigtige at få genopfrisket.

Marvin Gaye´s og Kim Westons hitsang skal primært høres for sine medrivende rytmer, sin fængende melodi og sin formidable udnyttelse af duetsangens muligheder. Men det skader da ikke, at sangteksten (der i øvrigt har Sylvia Moy som medforfatter) handler om et universelt emne, som angår alle sangens lyttere: kærlighed. Der findes som bekendt mange sange om kærlighed; men i det store ocean af kærlighedssange hævder ”It takes two” sig flot, og sangen er som nævnt i indledningen fortsat spillevende her 60 år efter sin tilblivelse. 

God fornøjelse med lytningen!