Genrer


Italienske arier med Renée Fleming
På denne solist-cd med sopranen Renée Fleming er der både kendte og mindre kendte dejlige arier fra det italienske repertoire. F.eks. to arier fra Bohéme - vel og mærke Leoncavallos opera. Puccinis Boheme er dog også repræsenteret.
Renée Fleming synger også meget smukt den lille tjenstepige Lius arie "Tanto amore segreto ..." fra Pucinnis Turandot.
En anden lidt mindre kendt arie kommer fra Giordanos opera Siberia - og den er absolut værd at stifte bekendtskab med. Der er også den smukke arie med kor og orkester "Bevo al tuo fresco sorriso" fra Puccinis La rondine - her er der flere solister med: Jonas Kaufmann, Barbara Vignudelli og Paolo Cautoruccio.
Cd'ens titel henviser til repertoirets stil, og verisme er betegnelsen for den realismebetonede opera, navnlig i Italien, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af forrige århundrede.