Ja, vi har jo ikke øvet den her sang ihjel…

…Småkonstaterer Allan Olsen tørt fra scenen. Han er én af utallige gæstekunstnere, der myldrer ind og ud fra scenen til gårsdagens koncert med Howe Gelb på Voxhall i Aarhus.

Og nej, der var virkelig ikke noget, der var øvet ihjel. Scenen var mere overrendt end en provinsbanegård i aftentimerne. Nogle gæstesolister mere forberedte end andre. Men det var okay, alt var egentlig okay. Stemningen på scenen syntes afslappet og rar. Det mindede mest om at være vidne til nogle gamle gutters timelange hyggetur i øveren med musik og røverhistorier.

Jeg var aldrig i tvivl om, at foran mig stod virkelig dygtige og erfarne musikere – denne aften var det dog ligegyldigt, det var fri leg, det var festuge, det var i og for sig underordnet at der var publikum, det var deres egen fest.

Når Howe Gelb selv var på, forsøgte han sig dog som inkluderende orkesterleder. Han krydrede jamsessionen med småhyggelige røverhistorier og lommefilosofier om livet.    

Mellem anekdoterne var der også musik. Det legende, prøvende udtryk syntes også at gå igen her. På sine tidspunkter kunne Gelb være småfilosoferende dyb som Leonard Cohen, andre steder apatisk underlig som Lou Reed eller fandenivoldsk som Johnny Cash. 

Alt i alt var jeg glad for, at ingen af de optrædende havde øvet noget som helst – og da slet ikke ihjel. Man kan ikke være andet end positiv og prise sig lykkelig over, at en kunstner i en alder af næsten tres stadig har leg, nysgerrighed og uforudsigelighed som sine fremmeste kvaliteter.