Genrer
Jack of diamonds - gamle diamanter fra en stor rock-troubadur
Fra selskabet Varese Sarabande ligger en række cd-udgivelser med den fælles overtitel: Papa John Phillips presents. Det er musik, man altid bliver i godt humør af at høre. Prøv f.eks. at lytte til nummer to i serien, som aldrig har været udgivet før.
Den hedder Jack of diamonds, og det er samtidig titlen på et af cd'ens 18 numre. Der er næppe mange rockmusik-fans, der har hørt om eksistensen af et Phillips-nummer med denne titel. Men når man nævner, at sangens undertitel er "Me and my uncle", ringer der nok et par klokker hos en del musikelskere. Nummeret var i lange perioder en slags kendingsnummer for Grateful Dead i forbindelse med gruppens koncerter, og en lang række kunstnere har i tidens løb indspillet deres version af den iørefaldende countryrock-sang.
Der knytter sig en sjov historie til "Me and my uncle". John Phillips skrev oprindelig sangen i begyndelsen af tresserne under et tequilaparty med nogle folkemusikvenner. I 1964 indspillede Judy Collins nummeret på sin lpThe Judy Collins concert, og kort efter begyndte John Phillips at modtage royalty-beløb, som det er skik og brug i den slags sager. Phillips havde imidlertid glemt alt om sangen på dette tidspunkt, og han henvendte sig derfor til Judy Collins for at fortælle hende, at der måtte være sket en fejl.
Til Phillips' overraskelse kunne Collins berette, at der ikke var tale om nogen fejl. Hun havde fået sangen af Phillips, og derfor var det ham, der skulle modtage royalty-beløbene. Om det så også begyndte at dæmre for sangskriveren, at han havde noget med nummeret at gøre, melder historien ikke noget om. Men det siges, at John Phillips huskede sin komposition bedre og bedre i takt med, at der rullede flere penge ind på hans royalty-konto!
Solo-album nr. 2
Indspilningerne på Jack of diamonds består hovedsagelig af materialet til John Phillips' anden solo-lp, efter den kunstnerisk vellykkede men salgsmæssigt katastrofale The wolfking of L.A. Musikerne på album nr. 2 er til en vis grad de samme som på den første lp: Hal Blaine, Joe Osborn og Red Rhodes. Desuden medvirker en stribe andre fine navne på Jack of diamonds, bl.a. Van Dyke Parks, Terry Melcher, Larry Carlton, Gary Coleman - samt ikke at forglemme: Phillips' tre tidligere kolleger fra Mamas & Papas-tiden: Denny Doherty, Michelle Phillips og Cass Elliot.
Det er ikke længere Phillips' gamle ven og kompagnon Lou Adler, der står for produktionen, og det er måske den væsentligste grund til, at lyden på pladen adskiller sig fra lyden på The wolfking of L.A. Der er ikke tale om revolutionerende nyskabelser, men overordnet kan man sige, at den meget harmoniske og ensartede, let melankolske stemning på den første soloudgivelse er afløst af et noget mere diffust lydbillede med flere forskellige musikalske genrer repræsenteret, heriblandt en kraftig inspiration fra jazzmusikken.
Der er dog grund til at understrege, at lighederne mellem de to solo-udspil fra John Phillips er langt flere end forskellene. Alle numrene på Jack of diamonds er skrevet af Phillips selv, og alle demonstrerer de en usædvanligt begavet sangskriver med et lige så stort talent for gode og iørefaldende melodier som for skarpe og vittige tekster. Hvis nogen skulle have været i tvivl om, at John Phillips hører til blandt USA's førende rockkunstnere, leverer denne 35 år forsinkede Jack of diamonds en stribe fine beviser for sangskriverens umiskendelige talent.
Ud over de 13 - oprindelige - numre, som skulle have udgjort Phillips' andet solo-udspil, indeholder Jack of diamonds fem bonus-numre. Mellem disse finder man to hidtil uudgivne sange med Mamas & Papas, bl.a. den pudsige "Fantastic Four", som ikke handler om den kendte superhelte-gruppe, men derimod om Mamas & Papas selv! Desuden rummer bonusdelen af cd'en en alternativ version af sangen "Me and my uncle", som adskiller sig temmelig meget fra den første version. Det er fint - og lidt bevægende - omsider at høre ophavsmandens udgave(r) af den sang, som nok er en af hans mest kendte (ved siden af Mamas & Papas-sangene, selvfølgelig).
Waiting for a song
I serien "Papa John Phillips presents" er der kommet flere perler fra arkiverne, bl.a. Many mamas, many papas. Skulle der være lyttere, som vil have endnu mere John Phillips eller bare noget, der smager af fisk, kan det anbefales at lytte til endnu en genudgivelse af materiale fra en af de oprindelige Mødre & Fædre: Denny Doherty.
Det var Dohertys stemme, som formidlede John Phillips' nu klassiske sange som "California dreaming" og "Monday, Monday", og det er svært at forestille sig gruppens karakteristiske lydbillede uden Dohertys fremtrædende tenor i forgrunden. Denny Doherty var en uundværlig del af Mamas & Papas-lyden, og selv om sangeren på mange måder stod i skyggen af gruppens ubestridte midtpunkt, Phillips, er både Doherty og de to kvindelige sangere i gruppen en integreret del af historien om Mamas & Papas - og dermed en del af den amerikanske musikhistorie.
Doherty har ikke Phillips' format som sangskriver, men hans formidling af andres værker er bestemt ikke til at kimse ad - og Doherty har da også kreeret et par sange selv i tidens løb. En af dem, "It can only happen in America", er med på et genudsendt album fra sangeren: Waiting for a song (oprindelig udsendt i 1974). Sangen viser en habil sangskriver med udmærket styr på sine virkemidler. Men hele cd'en viser meget mere end det. Waiting for a song rummer en stribe fine numre med et utal af dejlige harmonier, som bringer mindelser om de bedste Mamas & Papas-numre - og det er ikke så mærkværdigt: både Cass Elliot og Michelle Phillips medvirker på Dohertys soloudspil fra 1974, som på denne måde ligger smukt i forlængelse af den legendariske gruppes produktion.
Det eneste lidt triste forhold i forbindelse med Dohertys solo-album er, at indspilningerne på det er de sidste optagelser med Cass Elliot, inden hun døde i sommeren 1974. Man kan imidlertid i stedet for at fokusere på det sørgelige vælge at glæde sig over, at Cass Elliot trods alt nåede at være med ved indspilningen af Waiting for a song, som var lidt af et ønskeprojekt for sangerinden. Elliot skrev bagsideteksten til lp-coveret mindre end en måned, inden hun døde, og det giver ordene i teksten (som er aftrykt in extenso i cd-hæftet) en lidt bittersød tone.
Selv om sangerinden selv var død ved udgivelsen af Dohertys lp, er hendes ord fulde af liv og uforfalsket glæde over af få lov til at deltage i projektet: "Da jeg først hørte sporene til Dennys plade, kastede jeg mig ned for hans fødder på Sunset Boulevard og tiggede om at få lov til at synge kor på pladen." En anden fan af Denny, en smuk ung pige ved navn Michelle Phillips, bønfaldt ham også om at måtte være med. Og de fik begge lov, og resultatet blev særdeles vellykket. Prøv f.eks. at lytte til Dohertys version af det klassiske Everly Brothers-hit "You've lost that lovin' feelin'". Den nye tolkning overskygger næsten originalen, og det siger ikke så lidt! Denny Doherty, som desværre døde i 2007, var virkelig i besiddelse af en gylden stemme.