Jag trivs bäst i öppna landskap

Ca. hvert 15. år udkommer der en ny udgave af Højskolesangbogen (tidligere Folkehøjskolens sangbog). Til hver ny udgave nedsættes et sangbogsudvalg, udpeget af Folkehøjskolernes Forening i Danmark, og dette udvalg har ansvaret for indholdet i den aktuelle udgave af sangbogen. Udvalgets sammensætning afspejler den tid, sangbogen er blevet til i, så derfor er det ingen overraskelse, at kønskvoteringen har været et overordnet synspunkt bag sammensætningen af det nye sangbogsudvalg – på godt og ondt, som jeg skal komme tilbage til senere. Udvalgets opgave består først og fremmest i at udvælge og sortere fra, men også i at bidrage til at skabe nye sange til sangbogen via samarbejde med sangskrivere og komponister. Desuden er udvalget forpligtet til at sørge for, at der sker en vis udskiftning af indholdet i sangbogen fra udgave til udgave.

Udvalgsformanden bag den nyudgivne 19. udgave af sangbogen har beskrevet udvalgets arbejdsområde som øretævernes holdeplads, og det er sikkert en ret præcis karakteristik. Alle har en mening om, hvad der skal med i sangbogen og hvad, der kan udelades. Allerede inden den nye sangbogs udgivelse var der da også stor debat om sangbogens indhold, ikke mindst forårsaget af optagelsen af en ny sang om den muslimske ramadan. Men også optagelsen af en række andre sange – eller udeladelsen af samme – har sat sindene i kog hos diverse politikere, debattører og højskolefolk, som er kede af at måtte undvære denne eller hin sang i den nye udgave, eller som ryster på hovedet af nogle af de nytilkomne sange.

Den hidsige diskussion om indholdet i den nye sangbog er bl.a. blevet ført i aviser som Berlingske Tidende, Jyllands Posten, Information og Politiken, og sagen har i sidstnævnte avis givet anledning til en leder, hvori avisens redaktør opfordrer kritikerne til at klappe i og slappe af: ”Den 19. udgave af Højskolesangbogen er hverken farlig eller forkastelig, men en smuk opdatering af en sangbog, der forener og forstærker vores fineste kunst, poesien, med en bredt favnende og folkelig røst”. Det lyder jo smukt; men er det virkelig rigtigt, at sangbogsudvalget er hævet over kritik, og at brugerne af Højskolesangbogen bare skal holde mund og være glade for det udvalg af sange, der nu i de kommende 15 år skal definere nationens forhold til det fælles liv og den fælles historie? Nej, naturligvis ikke; sangbogsudvalget må være indstillet på, at der sættes spørgsmålstegn ved dets arbejde – selv om indvendingerne altså ikke kan få nogen effekt før om tidligst 15 år!

Hvis man ikke som Politikens redaktør blot er tilfreds med at holde kæft og synge med, er der mange mulige indfaldsvinkler til et kritisk serviceeftersyn af indholdet i den nye sangbog. Man kan f.eks. gennemgå de fravalgte sange i forhold til det øvrige indhold i den nye sangbog, eller man kan kaste et samlet blik på de nye sange og se, om der er noget, der karakteriserer dem. Man kan se på sammensætningen af sange i sangbogens tematiske inddelinger af de udvalgte sange, eller man kan f.eks. se på udvalget af sange på engelsk i den nye udgave af sangbogen. Man kan se på arten og antallet af salmer i sangbogen før og nu. Osv. osv.

I denne artikel har jeg valgt at betragte udvalget af sange fra vores nordiske nabolande – eller mere præcist: udvalget af svenske sange, som antalmæssigt er klart dominerende i sangbogen i forhold til antallet af sange fra Norge (for slet ikke at nævne antallet af sange fra Island og Finland). Antallet af svenske sange har været støt faldende i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, men den nye udgave rummer dog stadig 22 sange på svensk, hvilket må betyde, at det aktuelle sangbogsudvalg fortsat synes, at det giver mening at synge sange på et af nabosprogene – heldigvis. De 22 sange er færre end de ca. 38 svenske sange i 1989-udgaven af sangbogen og også færre end de ca. 26 svenske sange i 2006-udgaven af Højskolesangbogen – men dog langt flere end de ca. 10 norske sange i den nye udgave af sangbogen.

Inden jeg fortsætter med at kaste et nærmere blik på udvalget af svenske sange i den nye sangbog, vil jeg lige kommentere ovenstående cirka-angivelser i optællingen af sange i de forskellige sangbogs-udgaver. Til trods for at jeg har gennemført mine optællinger så omhyggeligt som muligt, kan jeg ikke garantere for tallenes nøjagtighed, og det skyldes de noget upræcise og inkonsekvente registre i sangbøgerne. I de tidligere udgaver er der eksempler på, at en sang både er opført under sin titel og under sin førstelinje (”Idas sommarvisa”), hvilket kan give anledning til fejltælling. Og i den nye udgave, som jeg kun har haft adgang til elektronisk, er der eksempler på, at en sang er opført i oversigten over ”Nye sange i 19. udgave”, men ikke er anført i listen over samtlige sange i bogen (”En sång till modet”). Og omvendt: at en sang optræder i oversigten over samtlige sange i 19. udgave, men ikke er medtaget i listen over nye sange til denne udgave, selv om den ikke har været med i de tidligere udgaver (”En strimma hav”). Dertil kommer, at det er en ulempe, at der (endnu?) ikke findes noget forfatter- og komponist-register til den nye sangbog; men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at den lille usikkerhed i forbindelse med sangoptællingen ikke betyder noget i forhold til en overordnet udpegning af tendenser bag udvalget af svenske sange til sangbogen.

Hvad vil vi med Norden?
Først og fremmest vil det være relevant at spørge om, hvad formålet overhovedet er med at synge svenske sange i Danmark. Der står ikke noget om sagen i selve Højskolesangbogen og heller ikke noget i kommentarerne til sangbogen på hjemmesiden hojskolesangbogen.dk. Det skulle måske heller ikke være nødvendigt, vil en oplagt indvending lyde. Betydningen af det nordiske samarbejde og den nordiske samhørighed har i mange år været selvindlysende i danske kultursammenhænge, og ikke mindst i forbindelse med et så kulturbærende fænomen som en højskolesangbog. Det er uden tvivl det danske kultursamfunds høje prioritering af kendskabet til og fællesskabet med det øvrige Norden (som det f.eks. kommer til udtryk i arbejdet i organisationer som Nordisk Råd og Foreningen Norden), der ligger bag Højskolesangbogens ønske om, at danskerne ud over de danske sange også skal synge sange på (især) svensk og norsk. Vi taler jo trods alt stort set samme sprog – og sproget skaber som bekendt vores virkelighed.

Det har altid været god latin, at danskere og svenskere forstod hinandens sprog og kulturbaggrund, og selv om denne konstatering i dag måske er en sandhed med visse modifikationer, opleves svenske sange trods alt ikke som et fremmedelement i en dansk højskolesangbog – tværtimod. Men de svenske sange har altså været under pres i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, hvor en række sange, der tidligere blev betragtet som en fast bestanddel af højskolernes almendannende pensum - og som var med til at definere og fremme det nordiske kulturfællesskab - nu er forsvundet fra sangbogen: ”Flickorna i Småland”, ”Sjösala vals”, ”Den blomstertid nu kommer”, mv. – samt diverse sange af svenske nationalkoryfæer som Dan Andersson og Nils Ferlin. Nogle – heriblandt undertegnede – vil mene, at det er et noget amputeret billede af den levende svenske sangskat, Højskolesangbogen præsenterer, når den på denne måde fjerner en række af de sange, enhver svensker kender og er parat til at synge ved diverse lejligheder (midsommeraften, Allsång på Skansen, osv.).

En speciel beklagelse vil jeg gerne udtrykke i anledning af, at sangbogsudvalget ikke har fundet mulighed for at inkludere en eneste sang af den svenske troubadour Olle Adolphson blandt denne udgaves udvalg af svenske sange. Ligesom sine to kendte kolleger inden for svensk visesang, Evert Taube og Cornelis Vreeswijk, har Adolphson en stribe nyklassiske, let sangbare, tankevækkende og ofte underfundige visetekster på samvittigheden, og det forhold, at danskerne nu afskæres fra dette overflødighedshorn af iørefaldende viser, er efter min mening synd for de sangglade danskere. Nogle af Adolphsons viser har fundet vej til Danmark i dansk oversættelse, men det er naturligvis på originalsproget, de burde have fundet plads i Højskolesangbogen. Sangbogens brugere har ganske vist stadig mulighed for at stifte bekendtskab med Adolphsons guldgrube af sange på anden vis end via Højskolesangbogen; men hvorfor dog besværliggøre adgangen til perler som ”Det gåtfulla folket”, ”Nu är det gott att leva”, ”Trubbel”, ”Min allra bästa tid”, ”Resan hem” osv. osv., når det ikke er nødvendigt?

Årets sangbogsudvalg har dog ikke bare luget ud i de svenske bidrag til sangbogen, men har også tilført bogen et (lille) antal nye sange, og det fortjener udvalget naturligvis ros for. Men – for der er et men. Björn Lindroths ”Visa från Utanmyra”, Bo Kaspers Orkesters ”Undantag” og Mikael Wiehes ”En sång till modet” er alle fine sange, som danskerne godt kan være tåle at lægge stemmebånd til. Finlandssvenske Edith Södergrans ”En strimma hav” er derimod så kort (6 korte linjer) og er så svær at synge på Anna Kruses melodi, at man nok kan være nogenlunde sikker på, at sangen kun er optaget i den nye sangbog, fordi sangbogsudvalget gerne ville have digteren repræsenteret i den nye udgave. Og her kan man måske få en mistanke om, at det især er sangbogsudvalgets kvindelige islæt, der har gjort sin indflydelse gældende ved udvælgelsen af sangen – uden at jeg dog på nogen måde kan dokumentere denne mistanke.

Endnu en nyoptaget svensk sang i den 19. udgave af Højskolesangbogen skal nævnes her til slut: ”Åbent landskab” af Ulf Lundell. Jamen hov, vil den opvakte læser måske udbryde: Ulf Lundell har aldrig skrevet en sang med denne titel – mens han derimod er ophavsmand til den særdeles kendte sang ”Öppna landskap”. Eller sagt på en anden måde: sangbogsudvalget har her gjort sig skyldig i den dødssynd, det efter min mening er at præsentere letforståelige svenske sange i dansk oversættelse! Jeg kan ikke se andet, end at en sådan praksis strider direkte mod hele formålet med at optage svenske sange i den danske sangbog – nemlig at give danskerne mulighed for at møde og prøve kræfter med et af vores nabosprog, som ikke er sværere, end at alle kan være med (evt. efter et par forsøg). At bringe den ”alternative svenske nationalsang” (som sangen kaldes i kommentarerne på hjemmesiden) i dansk oversættelse må karakteriseres som et forræderi mod de fællesnordiske bestræbelser på at mindske – og ikke øge – afstanden mellem landene og sprogene. Det kan kun betegnes som en ommer og en ærgerlig fadæse, som desværre helt overskygger den ellers gode ide at medtage sangen i den nye sangbog.