James Blake åbnede elektronica-ballet

Søndag den 7. juli 2013, Orange Scene

På festivalens sidste dag gik biltrafikken helt amok. På Holbækmotorvejen fra København mod Roskilde skulle alle bilister partout bruge frakørselsvejen nr. 12. Det skabte kilometerlange køer på motorvejen og videre frem mod festivalpladsen. Da der var mange biler, påkørte nogle af bilerne selvfølgelig hinanden med yderligere forsinkelse på motorvejen til følge. Jeg kan klart anbefale frakørselsvejen nr. 13. Jeg kom derfor desværre ti minutter for sent til min koncert med James Blake.

Jeg blev mødt med infernalske høje, skæve og forvredne toner, der mindede mig om de værste lyde hos min tandlæge. Jeg vil straks undskylde for min lidt uforskammede sammenligning. Velkommen til James Blakes soul-, folk- og R&B-inspirerede elektronica - dubstep - post-dubstep -univers (blot for at nævne nogle få af de mange musikalske genrer, han anvender i sin musik!) Blake (også kaldt Harmonimix) og de to øvrige musikere sad gennem hele koncerten fastklistret bag deres elektroniske udstyr. Blakes fingre bevægede tangenterne på bl.a. en Prophet ’08 (polyfonisk analog synthesizer) ; Rob McAndrews (guitar + keyboards) skabte på et tidspunkt lyde ved at trykke tommelfingrene ned på en lillebitte elektronisk boks på ca. 10x10 cm’s størrelse med fire drejeknapper og et skiveformet armatur ; trommeslageren Ben Assiter spillede på et minimalistisk trommesæt, hvor stortrommen pga. sin elektroniske natur var skrumpet adskillige gange. 24-årige James Blake lignede og lød som en kirkesanger fra et britisk drengekor. Som Kris Kristofferson dagen før, måtte nu James Blake og de to andre musikere lide under den direkte sol, der faldt på Orange Scene. På storskærmene kunne man i nærbilleder tydeligt se, hvordan svedperlerne løb ned fra hans pande. Det lod Blake sig nu ikke genere af. Han sagde søde ord til både publikum og festivalen, og der var vild jubel blandt publikum. Kl. 14.50 (20 minutter inde i koncerten) var pladsen foran scenen bestemt ikke overfyldt. Det er et utaknemmeligt tidspunkt for en koncert! Hele sidste nat frem til den tidlige morgen havde der været koncerter på festivalområdet, og flere festivaldeltagere lå sikkert stadigvæk og sov.

Bandet frembragte de mest utrolige lyde. Det var et meget smukt klangunivers, der udløste mange associationer hos mig. Romantiske og melankolske balladeagtige sange, der fik mig til at tænke på folkesange fra Det skotske højland og andre gange på gregoriansk kirkesang. Blake sang på en stille måde til de lange ensformige klange og lod sin smukke høje tenorstemme med vilje knække over med nasale lyde. Jeg hørte meget smukke harmonier, som var gennemsyret af kraftige dybe og tunge elektroniske lyde, hvor de tre musikere spillede både med og mod hinanden. Jeg lyttede til drømmemusik, som konstant blev afbrudt af ekstremt lavfrekvente og stærkt hamrende lyde fra Orange Scenes store højtalere. Som f.eks. den blide og drømmende ”The Wilhelm Scream”, der senere blev efterfulgt af mere ekstreme lyde. Meget passende (eller faktisk upassende) fløj en helikopter tæt over Orange Scene, mens vi lyttede til en stille passage. Musikken fik hele min krop inkl. næsebor, trommehinder og lunger at vibrere så voldsomt, at det faktisk virkede lidt ubehageligt. Jeg ved selvfølgelig ikke, om jeg stod et forkert sted eller stod for tæt på, var for gammel (eller for træt efter tre dages festival), havde en fysisk defekt (jeg ikke kendte til før nu), måske var allergisk over for disse specielle frekvenser eller måske blot havde fint sansende ører. Nogle gange fornemmede jeg sfæriske lyde og et overstyret kirkeorgel (hvor Blakes stemme kun lige netop kunne anes), andre gange lød det som knas i radioen, og der var tidspunkter, hvor jeg troede helvede var brudt løs! Musikken var ikke kun stille, men kunne også være hurtig og dynamisk. Selv James Blakes stemme fik ikke lov til at være i fred for elektronikken. På et tidspunkt miksede han f.eks. sin stemme, så den lød som et flerstemmigt kor med forskellige forvrængede stemmer i en smuk unison forening (ikke så mærkeligt siden det kun var Blakes stemme). En anden gang lød hans stemme som en robot, og da han ville takke publikum, havde han glemt at slukke for ekkomaskinen, så hans ”Thank you” blev gentaget adskillige gange. Publikum jublede og klappede i takt med musikken. Elektronica-fans fik meget for pengene! Der var elementer i musikken, som mindede mig om Kraftwerks musik. James Blake var en fin indledning til en dag, hvor den elektroniske musik ville blive afsluttet af ”the grand old masters”: Kraftwerk! Jeg må indrømme, at jeg var ved at få hovedpine (selvom jeg godt kan lide den slags musik)!