Genrer
James Brown: Star time
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 79
“Mr. Dynamite”, “The hardest working man In show business”, “Soul brother no. 1”, “The godfather of soul”; det er både tilnavne for R&B-legenden James Brown og titlerne på de fire cd’er i hans ambitiøse boxset Star time fra 1991. Det er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at 20 all-time greatest hits, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med Star time. Den var ligefrem tænkt som et mere tilgængeligt alternativ til denne omfattende, næsten fem timer lange cd-box. 20 all-time greatest hits gav et afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen gav give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med Star time. Den er kronologisk opbygget, og der er dermed ikke så godt flow som på 20 all-time greatest hits, men Star time formår derimod at give et klart billede af hvordan Brown udviklede sig som kunstner. Det er spændende at følge med i hans udvikling i løbet af de fem timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og giver det en ny retning.
Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder "Mr. Dynamite", er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler det sig til soul og funk. "Mr. Dynamite"-disken slutter med nogle tidlige, rhythm & blues-orienterede versioner af "It’s a man’s man’s man’s world", "I got you (I feel good)"’ og "Papa’s got a brand new bag". De mere kendte soul- og funk-prægede udgaver får lov til at åbne den anden cd, der har titlen "The hardest working man In show business". Det er ret fedt at at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på 20 all-time greatest hits, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.
Jeg ved dog ikke helt hvordan man skal lytte til Star time. Selv hørte jeg de fire cd’er hurtigt efter hinanden, men fem timer med Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne fint sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man separerer sine lyttesessioner for meget. Alligevel kan alle fire cd’er faktisk fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. Gennem alle disse år har han fornyet og udviklet sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, pladen slutter på, nemlig med nummeret, "Unity, pt. 1", som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik bliver ved at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. Star time er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lovlig lang for de fleste.