dummy

Japanske træsnit og kinesiske fløjter

15-09-2011
Gitte Lose

Der er digte og billeder fra Japan og Kina i dansk musik ved sopranen Signe Asmussen og pianisten Erik Kaltofts koncert på Kirsten Kjærs Museum i Thy søndag eftermiddag den 18. september kl. 16.

Det er to af Danmarks mest alsidige, vidtfavnende og aktive musikere som giver koncert på Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup søndag eftermiddag den 18. september kl. 16. Sopranen Signe Asmussen er modtager af bl.a. Aksel Schiøtz-prisen og optræder hyppigt på både den hjemlige og den internationale musikscene, blandt andet har hun givet koncerter i Londons berømte Wigmore Hall og Amsterdams Concertgebouw. Pianisten Erik Kaltoft er en af sværvægterne i dansk musikliv med over 200 uropførelser bag sig. Han har været professor ved Det Fynske Musikkonservatorium og er kendt fra talrige cd-indspilninger med dansk musik.

Digte og billeder fra Japan og Kina har gennem tiderne været til stor inspiration for danske komponister, og Signe Asmussen og Erik Kaltoft har bundet en buket med de ypperste sange af Poul Schierbeck, Gunnar Berg, Vagn Holmboe og Per Nørgård.

Poul Schierbecks Den kinesiske Fløjte fra 1918 er en af dansk musiks store sangskatte. De fire digte – Vaarregnen, De tre Prinsesser, Den trofaste Hustru og Sang til Floden – stammer fra Hans Bethges ekspressionistiske gendigtninger af klassiske kinesiske digte fra blandt andet 7. og 8. århundrede, der også ligger til grund for Gustav Mahlers sidste værk Das Lied von der Erde.

Gunnar Bergs Zehn japanische Holzschnitte er Bergs første større værk, komponeret i 1938 i Holte til ti af den japanske kunstner Hokusais berømte træsnit af Japans hellige bjerg Fuji. De tyske digte af Junyû Kitayama fra Japan Instituttet i Berlin blev i 1937 udgivet i Tyskland i en bog om Hokusais Fuji-træsnit, hvis naturpanoramaer omgående blev en stor inspiration for Gunnar Berg, der omsatte billederne i en særdeles virtuos, farverig og fortællende klaversats. Nogle af sangene rummer en stille, ubevægelig skønhed, andre har stor musikalsk dramatik med lyn og torden - også før Richterskalaens tid blev mennesker drevet på flugt, når landskaber blev revet i stykker, husene sitrede og de oprørte bølger rasede. I de senere år har Bergs sangcyklus fået en renæssance med flere opførelser både herhjemme og i udlandet, i Salzburg, Zürich og Sheffield, og den er et eksempel på, hvordan Berg allerede som ung forvaltede traditionen fra Schumann, Wolf og Debussy personligt og perspektivrigt.

Tre kinesiske digte fra det 6. og 8. århundrede ligger til grund for Per Nørgårds Nocturner (Fragment V11) for sang og klaver. Mellem de tre sange – Vårnat, Høstnat og Opvågnen – har Nørgård placeret to rent instrumentale mellemspil, således at værket er en suite i fem satser. Værket er komponeret i 1962, men Per Nørgård har udarbejdet en ny version, der er skrevet til Signe Asmussens stemme.

Vagn Holmboes Moya for sang og klaver er komponeret i 1952 til haiku-agtige digte af japanske forfattere fra forskellige århundreder. Moya er det japanske ord for tåge, og de syv sange kredser om temaer som tåge, sne, elskov, død, frihed.

Forud for koncerten er der gået et intenst indspilningsforløb i Kirsten Kjær museets fantastiske koncertsal, som skal resultere i en cd-udgivelse, hvortil Wilhelm Hansen Fonden har ydet tilskud.

Kilde: Arbejdsgruppe Gunnar Berg ved Erik Kaltoft - Agneta Mei Hytten - Jens Rossel