Jefferson Airplane lettede for 60 år siden

For de fleste yndere af klassisk rockmusik er det succesrige San Francisco-band Jefferson Airplane nok ensbetydende med de 6 musikere, der i starten af 1967 udsendte pladen ”Surrealistic pillow”, som i dag regnes for et af de banebrydende værker inden for den psykedeliske rockmusik. Men faktisk startede bandet allerede i 1965-66 med et lidt andet mandskab en det, der i 1996 blev indvalgt i Rock and Roll Hall of Fame.

Gruppens uofficielle leder, Marty Balin, indledte i 1964 sin søgen efter de musikere, som kunne være med til at tage udfordringen fra den britiske invasion op, og som kunne sprænge rammerne for den folk-rock, der dominerede den amerikanske vestkyst midt i 1960´erne. I sommeren 1965 havde Balin sit band klar til en debutkoncert i San Francisco-området; men der skulle lige et par udskiftninger mere til, før bandet også var parat til at indspille sin første plade. 

Da gruppen udsendte debutsinglen omkring årsskiftet 1965-66, bestod den af Marty Balin selv, Paul Kantner, Jorma Kaukonen, Jack Casady, Skip Spence og sangerinden Signe Toly Anderson. Det var den samme besætning, der i foråret 1966 indspillede gruppens debut-LP, ”Jefferson Airplane takes off”; men det var først et par måneder efter debutudspillet, at gruppen omsider fik sit mere kendte udseende, med en ny trommeslager i stedet for Skip Spence og med Grace Slick som forgrundsfigur i stedet for Signe Anderson.

I dag er det ikke mindst Grace Slick og hendes store stemme, rockpublikummet forbinder med den højtflyvende vestkystgruppes navn. Men det er værd at huske på, at Jefferson Airplane faktisk allerede rådede over en sangerinde med en stor stemme, da gruppen indspillede debut-LP´en, og historien om bandet kunne have set meget anderledes ud, end den gør, hvis ikke Signe Toly Anderson havde valgt at trække sig fra gruppen og dens omfattende koncertprogram, fordi hun i sommeren 1966 var blevet mor. Beslutningen gav plads til Grace Slick, som ved samme lejlighed forlod sin egen gruppe, Great Society, og samtidig betød Andersons beslutning, at hendes vokale udfoldelser stort set kun foreligger og kan høres på albummet ”Jefferson Airplane takes off”.

Jefferson Airplane takes off
I løbet af foråret og sommeren 1966 havde Jefferson Airplane skabt sig et stort og hengivent publikum i San Francisco-området i kraft af et utal af udendørs og indendørs koncerter. Gruppen var på dette tidspunkt det førende band i det såkaldte ”Bay Area”, hvilket også var grunden til, at det store pladeselskab RCA Victor i november 1965 tilbød gruppen og dens manager en pladekontrakt med et ekstraordinært stort forskud for den kommende LP. 

Debutpladen blev udsendt d. 15. august 1966 og blev en øjeblikkelig succes – i San Francisco og omegn. På landsplan gik det derimod noget mere trægt med pladesalget, og selv om det høje salgstal i lokalområdet havde betydet, at RCA havde arrangeret et hurtigt genoptryk af pladen, blev ”Jefferson Airplane takes off” aldrig nogen landsdækkende storsælger. Den fornøjelse måtte gruppen vente med til det næste udspil i foråret 1967, ”Surrealistic pillow”.

På grund af omstændighederne omkring udsendelsen af debut-LP´en i flere etaper, eksisterer pladen i flere forskellige versioner: én version med 12 sange og 2 versioner med kun 11 sange. Sangen ”Runnin´ around this world” blev pga. tekstens upassende brug af ordet ”trip” udelukket fra de to senere udgaver af pladen, mens sangteksterne til to af pladens andre sange måtte ændres let, fordi de ifølge pladeselskabets mening indeholdt linjer med et stødende indhold.

Sangene ”Let me in” og ”Run around” rummer således tekster, der pga. deres seksuelt ladede indhold ansås for at kunne virke stødende på nogle lyttere, hvorfor teksterne måtte omformuleres til nogle mindre provokerende udsagn (husk, at vi befinder os i USA midt i 1960´erne, så der skulle ikke meget til for at fremstå seksuelt stødende). Jefferson Airplane-medlemmerne syntes naturligvis, at censurindgrebet var noget pjat; men eftersom de gerne ville have deres musik ud i pladebutikkerne, indvilgede de i at fjerne de farlige formuleringer og erstatte dem med nogle mindre uartige udsagn. Og så kunne eventyret omsider begynde.

Trods gode anmeldelser i musikpressen og trods et forrygende salg i lokalområdet blev LP´en dog som nævnt ikke den helt store salgssucces. Det kan der være mange grunde til; hvis jeg selv skal give et bud, tror jeg, at den beherskede succes skyldtes, at de 6 gruppemedlemmer i deres udvalg af sange ikke helt havde sluppet den folk-rock, som de fleste af musikerne udsprang af, og som musikalsk snarere pegede bagud end fremad. Ganske vist havde gruppen tilsat musikken de obligatoriske elektriske instrumenter, så man måske kunne tale om en form for dynamisk folk-rock eller power-folk-rock. Men stadig manglede det element af psykedeliske oplevelser og stoffer, som prægede det senere Jefferson Airplane (og en række andre grupper i San Francisco-området), og som mere end noget andet indvarslede en ny tid. 

På omslaget af debut-LP´en kunne man ganske vist med store bogstaver læse karakteristikken ”A jet age sound” (hvad det så ellers er); men selve musikken på pladen var endnu ikke helt ankommet til jetalderen.

Sangene på pladen
Selv om musikpublikummet i San Francisco-området altså købte et pænt antal eksemplarer af den nye plade, havde det måske nok forventet noget lidt mere eksperimenterende fra den nye yndlingsgruppe, som jo ellers udmærket kunne trykke den af på en scene, men som altså havde valgt en lidt mere traditionel indfaldsvinkel til musikken på debutalbummet. Til gengæld betød folk-rock-tilgangen til såvel melodier som sangkonstruktion, at den nye plade kom til at indeholde en stribe ualmindeligt vellydende kompositioner – ikke helt ulig Gene Clarks mange dejlige sange til den tidlige udgave af The Byrds. Melodierne er i højsædet på ”Jefferson Airplane takes off”, og det betyder, at pladen fortsat sagtens kan nydes – i modsætning til nogle af gruppens mere flippede udgivelser fra sentresserne, som i dag lyder stærkt tidstypiske og dermed måske lidt forældede (hvis man ellers kan tale om forældet musik).

”Jefferson Airplane takes off” er langt hen ad vejen Marty Balins plade: Balin havde udvalgt medlemmerne til gruppen, han havde skrevet de fleste af sangene, og han var selv forsanger på hovedpartens af pladens numre. Denne situation ændrede sig noget på de følgende udgivelser, hvor gruppen både havde fået en ny sangskriver og et nyt markant blikfang på scenen i form af Grace Slick, og hvor de øvrige gruppemedlemmer bidrog med mere materiale – selv om Balin også i det videre forløb var en flittig bidragyder til Jefferson Airplanes sangkatalog.

Som det var normalt på den tid havde de fleste numre på debutpladen en længde på ca. 2½ minut, hvilket også var rigeligt til at formidle de fine sange om lykkelig og ulykkelig kærlighed, som regel set fra et lidt mere modent synspunkt, end hvad der ellers var gængs i popmusikken i midten af 1960´erne. Tre sange adskilte sig imidlertid fra dette billede, nemlig de to bluesnumre ”Tobacco Road” og ”Chauffeur Blues” (hvor Signe Andersons kraftfulde stemme især kom til sin ret) og generationshymnen ”Let´s get together” (skrevet af Dino Valenti), som senere blev et hit for gruppen The Youngbloods, og som passede som fod i hose til Jefferson Airplanes ønske om at være et band for tidens unge. 

Der var ingen fyldnumre blandt de 11 (eller 12) sange på pladen – selvskrevne som lånte – som alle havde en iørefaldende melodi, og som alle blev afleveret af en håndfuld dygtige musikere. Resultatet kunne næsten ikke undgå at være værd at lægge ører til – og det var da også tilfældet.

Efter udgivelsen
Udskiftningen af medlemmer i Jefferson Airplane i starten betød, at gruppens første levetid blev temmelig hektisk, og det er også grunden til, at en del af gruppens indspilninger ikke nåede at blive udsendt på plade, før en ny konstellation af Jefferson Airplane var på vej mod nye projekter. Den situation blev der imidlertid rådet delvis bod på i 1974, hvor opsamlingspladen ”Early flight: a collection of songs never before released on album” blev udgivet. Den nye plade indeholdt bl.a. 3 optagelser med Signe Toly Anderson som forsanger, og her blev der mulighed for at uddybe bekendtskabet med den fremragende sangerinde. Ikke mindst hendes vokale udfoldelser på nummeret ”High flying bird” gjorde denne tilføjelse til Jefferson Airplane-kataloget uomgængelig for fans af gruppen.

Hvis man gerne vil høre endnu mere til Marty Balin, Signe Anderson og de øvrige medlemmer af den tidligste Jefferson Airplane-konstellation, er der en yderligere mulighed for det. I 2003 blev debutalbummet udsendt på cd med en stribe ekstranumre, og blandt disse ekstranumre var de 3 ovennævnte sange, men også de oprindelige, ”ucensorede versioner” af de sange, der kun slap med på et begrænset oplag af ”Jefferson Airplane takes off”. 

Desuden indeholder cd-udgaven af debutalbummet et par alternative versioner af et par af sangene på albummet, samt sidst men ikke mindst: en live-udgave af sangen ”Go to her” med Marty Balin og Signe Anderson i front. Denne sang blev senere et af Grace Slicks glansnumre; men den kan altså også høres med Signe Anderson som forsanger på cd-udgaven af debut-LP´en. Cd´en fås som enkeltstående udgivelse, men den indgår også som en af 5 cd´er i boksen ”Jefferson Airplane” i serien ”Original Album Classics” (2008), hvor store musiknavnes udgivelser sælges til en særdeles favorabel pris. 

Hvis man interesserer sig for vestkystrockens første år, er der ikke noget at betænke sig på her.