Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk og Højskolerne fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge. I 16 uger - fra uge 35 og frem til uge 50 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.
Jeg’ i live
Tekst: Thomas Helmig
Musik: Jens Rugsted
Det er meget aldersbetonet, om du for dit indre øre hører Burhan G eller Sanne Salomonsens stemme, når man taler om ugens sang "Jeg’ i live". Nedenstående beskæftiger sig dog kun med sidstnævnte - Sanne Salomonsens udgave.
"Jeg’ i live" udkom på albummet "Sanne" fra 1989. Musikken til alle numre står Rugsted/Kreutzfeldt for, mens Anne Linnet og Thomas Helmig står for de fleste tekster.
Sammen med en håndfuld andre (aarhusianere) var Helmig og Linnet garanter for tekst med (nogen gange banal), hverdagskærlighedspoesi og inderlighed på jysk. De stod dog mest af alt for succes, og deres tekster dominerede den danske musikscene igennem det meste af årtiet. Sanne skrev ikke tekster selv, men havde til gengæld dobbelt så meget stemme som alle aarhusianerne tilsammen.
Teksten handler i al sin enkelthed om en kærlighed, der aldrig ruster. Om at vente og længes, og så vente lidt mere gennem en hel livstid på at blive set og elsket tilbage.
Salomonsen blev dog straks elsket. Albummet Sanne solgte mere end 600.000 eksemplarer i hele Skandinavien. Albummet er stadig et af de bedst sælgende danske album nogensinde, og den første danske plade til at gå nummer et i Sverige.