Jeg ser de bøgelyse øer

Laurits Christian Nielsen, redaktør og litterær konsulent, skrev disse tolv linjer i 1901 som en status over det forrige århundrede og i håb om at give danskerne mod på fremtiden. Det kunne de også have brug for: Danmark havde aldrig været mindre.

I begyndelsen af 1800-tallet mistede Danmark Norge som resultat af Englænderkrigene. Senere fulgte et midlertidigt lyspunkt - sejren over Tyskland i 1848 - men tyskerne kom tilbage i 1864, og Jylland blev næsten skåret midt over med en ny grænse langs Kongeåen. Nielsen erkender i sangens første vers, at ved århundredskiftet er der kun så kort fra grænse og til grænse. Lige efter, i vers to, følger en historisk fejl, der er så grov, at der næppe findes noget lignende i den danske sangskat. Nielsen nævner 1800-tallets folk

... som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led ...

Kongedybet var den sejlrende ved København, som den dårligt forberedte danske flåde havde blokeret i 1801, da de topmoderne engelske krigsskibe nærmede sig. Udfaldet var givet på forhånd og kampen blev kort. Englænderne vandt. Hvad der i nogen grad kan tjene til Nielsens undskyldning er det paradoks, at mange i samtiden så kampen ved Kongedybet som en sejr for Danmark. Tænk, at holde stand mod overmagten i fire en halv time! Ja ja, men alligevel. Hundrede år efter, med et historisk perspektiv, burde man ikke lave sort om til hvidt.

Bortset fra dette fejlgreb er resten af sangen smuk; den er faktisk en af vore dejligste fædrelandssange. De bøgelyse øer. Hvilket rammende billede af et land, der omfatter mere end 400 øer, og hvor bøgen er nationaltræ. Læg også mærke til Nielsens karakteristik af 1800-tallets slægter, der begynder ydmygt, men ender med stolt identitet:

... de elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.

L.C. Nielsens digt havde næppe holdt sig til i dag, hvis ikke Danmarks visemager nr. 1 havde givet teksten en skøn melodi i 1931. Carl Nielsen, selvfølgelig. Melodien er i nær familie med “Solen er så rød, mor”, “Jens Vejmand”, “Som en rejselysten flåde”, “Den danske sang” og de mange andre, han har glædet os med. Fredsommelig, enkel, sangbar og med en lille skygge af stolthed bag tonerne.