Jeg ved en lærkerede

Den sang, de fleste danskere kan udenad, er “Jeg ved en lærkerede”. Den er et levende barndomsminde. Gang på gang har man hørt den som godnatsang eller selv sunget den i skolens musiktimer. Det er en klassisk børnesang - men lige så meget en sang for voksne.

Harald Bergstedt skrev den i 1921, fem vers med fire linjer i hvert. Tre år senere havde Carl Nielsen sat en melodi til, og den var et lille mirakel, ganske som hans andet samarbejde med Bergstedt: “Solen er så rød, mor”. Enkel melodi, enkel tekst, som fortæller en enkel historie.

Synsvinklen i sangen er lagt hos et barn, der har opdaget en lærkerede ude på heden. Allerede i anden linje får vi at vide, at det er en hemmelighed og skal forblive en hemmelighed.

Jeg ved en lærkerede,
jeg siger ikke mer ...

Der er dunede, pippende unger i reden. De er hjælpeløse og skrøbelige. Barnet - om det nu er en dreng eller en pige - forstår instinktivt, at reden må beskyttes. Man skal være stille.

Jeg lurer bag en slåen.
Der står jeg ganske nær.
Jeg rækker mig på tåen
og holder på mit vejr.

For ræven han vil bide
og drengen samle bær.
Men ingen skal få vide,
hvor lærkereden er.

Det er mærkeligt at tænke på, at den simple og sangbare melodi er skrevet af Carl Nielsen - Danmarks nationalkomponist med de store armbevægelser, symfonier, koncerter og operaer. Men dette her kunne han altså også: folkelige melodier til folkelige ord. Og han gjorde det igen og igen, ikke mindst til Jeppe Aakjærs tekster.

“Jeg ved en lærkerede” er som sagt skrevet i 1921, mere end tyve år før Bergstedt begik sit livs fejltagelse og blev medlem af det danske nazistparti midt under besættelsen. Efter krigen kom han til at betale med to års fængsel og udelukkelse fra Danmarks Radio og det pæne selskab. “Jeg ved en lærkerede” blev først optaget i Højskolesangbogen i 2006 og “Solen er så rød, mor” så sent som i 2020.