Jeg vil have støjen for mig selv!

Jeg kommer alene på Odense Musikbibliotek. Det gjorde jeg sidste år til Cherry Music Festival og det gjorde jeg i fredags igen.

Fem japanske kunstnere skulle underholde med støj fra undergrunden inde i musikbiblioteket. Jeg kendte kun den ene genganger fra sidste år, Yuko Araki, som jeg så frem til at genhøre. Derudover vidste jeg kun, at musikken ville være ekstrem!

Hele begivenheden var anderledes end andre musikoplevelser. Det foregik inde i biblioteket, og der var ikke gjort forsøg på at afskærme koncertområdet fra de gængse omgivelser. Publikum sad derfor blandt bøgerne og nød musikken. Stedet forstærkede følelsen af, at vi var der for at studere. Vi var der for at opleve noget, vi ikke før havde prøvet, for at høre noget, ganske få før har hørt.

Fuldt hus
Der var næsten fyldt i salen. Foran var der puder, så man kunne lægge sig ned og nyde musikken. Det gjorde jeg. Jeg bemærkede, at der blandt publikum var at finde en børnefamilie. Det overraskede mig, at der også var børn til stede.

Det er ikke en type musik, jeg forbinder med børn. Men det er heller ikke en type musik, jeg forbinder med nogen andre. Musikken lyder ikke som anden musik. Hvis man ikke ved bedre, kunne man tro, at der er noget galt med teknikken.

Genren hedder Noise, og det er det, det er. På magisk vis bliver det til musik, som man kan nyde. Jeg tror ikke, der er ret mange, der kan nyde det. Jeg kan kun nyde det alene. Jeg vil ikke tale med nogen. Jeg vil ikke være tvunget til at være opmærksom på nogen.

Jeg vil have støjen for mig selv!

Shoko live!
Shoko var den første som gik på scenen. Hendes acid folk-orienterede sæt mindede om islandske Björk med hendes udstråling og musikalske frigjorthed. Musikken var en blanding af guitar og vokal med forvrængninger. Men musikken var forholdsvis afdæmpet i forhold til det som ventede efter!

MAKOTO SAKAMOTO live!
Jeg lå og kiggede op på MAKOTO SAKAMOTO, som han stod bag pulten og støjede. Det var ikke voldsomt, han stod bare og drejede på nogle knapper. Bag ham skabtes en visualisering af musikken på et lærred.
Musikken tvang min hjerne til at slappe af. Langsomt begyndte jeg at lægge tankerne væk. Jeg var ikke interesseret i noget, af det der skete udenfor. Jeg var ikke interesseret i, hvad jeg skulle i morgen. Jeg ville bare være der og høre denne lyd.

Shikaku live!
Shikaku gik på som den næste. Han støjede højere. Jeg var nødt til at bruge ørepropper for at kunne være oppe foran i så intens en larmen. Han stod også og drejede på små knapper, men derudover havde han noget, der lignede et instrument i den ene hånd. Han svingede det rundt på uforudsigelig vis, og det skabte støj. Jeg forstod det ikke, men det gjorde ikke noget.
Jeg fandt en stol lidt længere fra scenen. Her kunne jeg være uden hørepropper.

Blackphone666 live!
Blackphone666 spillede det næste set. Han havde en maske på ansigtet og knugede en gammel sort telefon i den ene hånd. Han rystede på mærkelig vis med telefonen og det skabte også støj. Andre gange brugte han telefonen som mikrofon og syntes at skrige ind i den. Ellers stod han ligesom de andre og drejede på de støjende knapper. Jeg sank dybere ned i det meditative stadie. Jeg havde slet ikke tanker om noget længere. Jeg bemærkede ikke, hvem der ellers var til stede. Jeg kunne kun akkurat koncentrere mig om den dystre seance der udspillede sig på scenen.

Yuko Araki live!
Yuko Araki afsluttede aftenen. Hun larmede med det samme alle tanker ud af min hjerne. Hendes feminine og beskedne fremtoning syntes kontrasterende til den støj hun drejede frem med knapperne. Jeg sansede næsten ingen bevægelse fra hendes side. Hun havde ingen mystiske instrumenter. Lyden var det eneste jeg kunne koncentrere mig om, synsindtrykkene blev lagt til side, kasseret. Halvvejs inde i koncerten var jeg hypnotiseret. Jeg sad fuldkommen stille, mens min hjerne brugte al min energi på at dechifrere lyden. Sådan fortsatte det, til hun sluttede.

Hun sluttede ikke abrupt, ikke skærende. Afslutningen lod intet håb om fortsættelse svæve i luften. Hendes afslutning var et blidt musikalsk puf, der flyttede mig svævende hele vejen tilbage, hvor jeg kom fra. Jeg gled nænsomt, men lynhurtigt ind i en vågen, udhvilet og ædruelig tilstand.
Vi klappede alle sammen. Jeg var nu fuldstændig klar i hovedet og måtte derfor cykle en omvej for at kunne fordøje oplevelsen, før jeg kom hjem.

Cherry Music Festival var igen en helt særlig type koncert, med en helt særlig type musik. Du kan ikke få det andre steder. Hvis du er blandt dem, der kunne synes, det er fedt, så snyd ikke dig selv for oplevelsen til næste år.