Jens Vejmand

Jeppe Aakjær skrev digtet i 1905, og et par år senere skulle Carl Nielsen sætte musik til. Men det var en hård nød at knække. “Melodien til “Jens Vejmand” kostede mig mange - vist over 50 - forgæves forsøg gennem 3-4 måneder ... Men så en skøn dag meldte melodien sig ganske af sig selv,” fortæller Carl Nielsen. “Og så var den nedskrevet i løbet af få minutter.”

Dette øjebliks inspiration gav os et af Nielsens bedste værker. Jovist, han skrev mest klassisk musik; men det, de fleste kender og elsker ham for, er melodierne til enkle, folkelige sange. Med “Jens Vejmand” leverede han et pletskud. Alle kan synge med på den rytmiske, let triste melodi og ordene om en rigtig trist skæbne.

Jeppe Aakjær var en lun og naturglad digter. Men han havde også en skarp, samfundskritisk side; i sine unge år kom han i fængsel for at holde revolutionære foredrag. Hans vrede over de svagestes kår dukker jævnligt op i forfatterskabet. Og få steder sker det mere gribende end i beretningen om Jens Vejmand.

Vi præsenteres for en gammel mand, der for at holde sulten fra døren må arbejde som skærvehugger. I begyndelsen af 1900-tallet var hovedparten af de danske landeveje ikke dækket af asfalt, men af skærver. Mænd sad fra tidlig morgen til sen aften og slog store marksten til små skærver. Det var dårligt lønnet. Til ly for blæsten var der kun en skærm af brædder eller kviste. Kroppen blev nedbrudt af frosten og det ensformige arbejde; en stensplint kunne ramme øjet, sådan som det sikkert er sket for Jens, der har læderlap for øjet.

Selv om Jens Vejmand i visen er skildret udefra, som kørende folk på landevejen oplever ham, så gør Aakjærs smukke og præcise sprog, at man alligevel rykker tæt på  og sammen med ham oplever kulde, udmattelse og ensomhed. Hans sammenbrud er skildret næsten som i en film:

... det var såmænd Jens Vejmand,
han tabte ham’ren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.

I døden får uligheden sit stærkeste udtryk. Jens, der har brugt sit liv på sten for at lette vejen for de kørende, bliver ikke mindet med en sten på graven. Der står et usselt bræt.

“Jens Vejmand” er et enestående, socialrealistisk udsagn i vores nationale sangskat.