dummy

Joe Cocker har varmet stemmen op igen

27-11-2012
Kenth Kjeldgård Nielsen

Joe Cocker har fået hjælp fra nogle venner og endnu engang udsendt et nyt album, Fire It Up.

I en alder af 68 kan Cocker stadig levere den hæse, men samtidige fyldige og soulfulde stemme, der har været hans instrument gennem alle årene. Og det er særligt hans stemme, der bærer albummet. Bevares. der er bestemt tale om en endog ganske gedigen udgivelse, med en backing og en sound mange ville give formuer for at opnå. Men på sin vis er det alt sammen noget vi har hørt før. Der er flotte og swingende soularrangementer - men måske med en tendens til at være lidt for svulstige - alt efter temperament selvfølgelig. Albummet er helt sikkert stilmæssigt  i  familie med Unchain My Heart, som han hittede med i 1987.

Et par  numre udmærker sig især. Det ene er det afdæmpede You Don't Need a Million Dollars. Det er faktisk ganske befriende med dette næsten lidt countryagtige arrangement. Et andet nummer der er værd at fremhæve, er det bluesede, swingende The Letting Go.

På albummet har Cocker fået hjælp af bl.a. produceren Matt Serletic, der også producerede hans foregående album Hard Knocks fra 2010. På den musikalske side er det værd at nævne, at bl.a. medvirker Ray Parker, Jr. på guitar. Han vil blandt de lidt ældre lyttere især være kendt som manden bag 80'er-hittet Ghostbusters. Og som et andett kurisoum kan nævnes keyboardspilleren Jamie Muhoberac. Han er søn af en anden musiker, Larry Muhoberac, der bl.a. har spillet med Elvis Presley.

Joe Cocker har med Fire It Up begået et ganske gedigent album. Det får pæne, men ikke prangende anmeldelser, og man fornemmer måske heller ikke, at der er et nyt kæmpehit i stil med You Can Leave Your Hat On, Grammy-vinderen Up Where We Belong  (m. Jennifer Warnes)  eller hans gennmbrudsversion af With a Little Help From My Friends. Men han har et stort publikum og en stor fanskare og man er i godt selskab med Cocker på dette album.