Genrer
John Coltrane: Giant steps
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 102
Jeg har vist ikke anmeldt en decideret jazzplade siden Ornette Colemans The shape of jazz to come, og det er over to år siden, jeg skrev den anmeldelse. Men nu er jeg tilbage med en af jazzmusikkens giganter, nemlig tenorsaxofonisten John Coltrane og hans klassiske plade Giant steps, den første plade, hvor Coltrane selv havde skrevet alle numre. Det første nummer, titelnummeret, er et helt igennem genialt stykke musik, hvor saxofonen bevæger sig så hurtigt op og ned, at det er forunderligt, at resten af akkompagnementet kan følge med uden selv at lyde så vilde som saxofonen. Nummeret serverer noget spændende hvert eneste sekund, og selv den mere afdæmpede klaversolo er dybt underholdende. "Giant steps" går gnidningsfrit over i "Cousin Mary", næsten så man ikke opdager, at en helt anderledes struktureret komposition begynder. Melodien er mere rolig her, men lige så uforudsigelig. Der kommer endda en bassolo, og den er dejligt spøjs, men den passer stadig godt til den diskret ondskabsfulde melodi.
"Countdown" starter med en trommesolo, og så begynder et af de mest nøgne og ukomfortable numre på hele albummet. Det er dels ukomfortabelt fordi Coltrane spiller så forbandet hurtigt, dels fordi der først halvvejs inde kommer andre instrumenter på end sax og trommer. "Countdown" er en meget passende titel, for nummeret er nervepirrende. "Spiral" er et af de mere melodiske og harmoniske numre på albummet, og i visse passager er det endda afslappende at høre på. Sammenspillet er lige i øjet, og man kan høre, at instrumentalisterne forstår hinandens musikalske tankegang. Coltrane mixer her virkelig flot sin evne til at være uforudsigelig og lyde naturlig i sin fremgangsmåde, og den dynamiske udvikling er skøn og holder nummeret konstant engagerende. Pladens længste sang er den smukke "Syeeda’s song flute", der åbner med en klassisk bækken-lyd og en helt igennem genial saxofon-figur. Måden nummeret bliver rundet af på er endda en skæg dekonstruktion af netop dette motiv. Der er ingen fløjte på nummeret, så jeg ved ikke hvorfor det har fået den titel, men der er så mange geniale små øjeblikke, heriblandt en fantastisk bassolo, så det stikker absolut ud som et højdepunkt på pladen.
På "Naima" tager Coltrane det for en gangs skyld ned i tempo, og nummeret er både behageligt og stemningsrigt. Det har en drømmende tone, og rent dynamisk er det tiltrængt blandt alle disse numre med så meget gang i den. Jeg må dog også sige, at der ikke er den store udvikling i nummeret. Den starter med hele bandet, så forsvinder saxofonen, og klaveret overtager melodistemmen, og så vender saxofonen tilbage, ikke meget mere end det. Vi havner i den modsatte grøft med "Mr. P.C.", en af pladens hurtigste og mest groovy kompositioner. Hvert eneste instrument får nogle ganske smukke øjeblikke her, og de opnår mere, end jeg egentlig vidste, man kunne gøre med en traditionel bluesstruktur. Især må jeg fremhæve bassist Paul Chambers, som er vildere på bassen end på noget andet nummer. Afslutningen er dramatisk, og nummeret runder pladen vældig flot af. Giant steps er med god grund en af de største jazzklassikere nogensinde. Den er underholdende, den er instrumentalt dybt imponerende fra start til slut, og så lyder det hele pivlækkert.