Genrer
John Mayall: Blues Breakers with Eric Clapton
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 195
Året er 1966. Bluesmusik havde i mange år været populært i USA, og især i 50’ernes Chicago var der en eksplosiv udvikling i genren med navne som Little Walter, Muddy Waters og Bo Diddley. Årtiet efter begyndte bluesfeberen i Storbritannien med navne som The Rolling Stones, John Mayall og Eric Clapton. Clapton gik i 60’erne rundt fra det ene band til det andet, og efter han forlod The Yardbirds sluttede han sig til John Mayalls gruppe Bluesbreakers. I denne gruppe var også en anden figur i britisk blueshistorie, nemlig John McVie, som senere dannede Fleetwood Mac. Disse tre udgav sammen med trommeslager Hughie Flint pladen Blues Breakers with Eric Clapton, også kaldet Beano, da coveret viser Clapton læse en tegneserie med den titel. På denne plade får man for alvor en definitiv, personlig britisk blueslyd, der adskiller sig fra tidligere forsøg på at genskabe det, amerikanerne havde lavet. Mens The Yardbirds og The Rolling Stones ganske vist gjorde numrene elektriske og satte tempoet op, så er de ikke blevet arrangeret meget mere om end det.
På Blues Breakers with Eric Clapton får man syv covers af klassiske amerikanske bluessange krydret med fem originale numre. De originale numre er ganske velskrevne. Min favorit er nok "Key to love", men "Double crossing time", som Mayall har skrevet sammen med Clapton, er også en god sang, der har et enormt fængslende groove. Man kan slet ikke sidde stille. Jeg må også rose den minimalistiske "Another man", der udelukkende er Mayalls stemme, hans mundharpe og nogle klappelyde. Den sang skaber en stemning, jeg ikke kan huske at have hørt magen til andre steder. Det er dog deres covers, der for alvor definerer pladen. De sætter liv og sjæl i hver eneste fortolkning, og de gør virkelig alle numrene til deres egne. Selv de numre, jeg kender bedst i originaludgaverne, "What’d I say" og "Ramblin’ on my mind" lyder helt anderledes i hænderne på Mayall og Clapton. Førstnævnte får endda interpoleret guitarriffet fra Beatles-sangen "Day tripper", og det lyder stadig fuldkommen skønt, måske endda lige så godt som Ray Charles’ original.
Når man lytter til et gammelt amerikansk bluesalbum, kan det tit ende med at lyde ret ensartet, selv på de bedste af dem. Blues Breakers with Eric Clapton er en virkelig varieret plade. Man får aldrig en sang, der ikke tilbyder noget nyt, og sangene fortsætter aldrig i for lang tid. Der er mange soloer, og de er alle interessante, føles friske og skaber dynamik i nummeret. De er også virkelig imponerende, da vi har at gøre med fire enormt dygtige musikere – selv den relativt ukendte trommeslager Hughie Flint brillerer på deres cover af "What’d I say". Der er også en blæsersektion, der spiller med på nogle få numre. Deres optræden på "Have you heard" er nok deres tekniske højdepunkt, og de tilføjer også mest til lyden der. Men de føles aldrig som en overflødig tilføjelse, hvert nummer med dem er en glædelig overraskelse. Jeg må erklære mig mere end tilfreds med denne plade. Jeg forventede selvfølgelig dygtige musikere, men dette er faktisk en god kandidat til mit yndlingsalbum med Clapton. Jeg er blevet gladere for denne plade for hver gennemlytning, og jeg kan ikke se, hvordan blues kan blive meget bedre end dette.
Lån Blues Breakers with Eric Clapton fra dit nærmeste bibliotek