Genrer
Jonas Kaufmann: Dolce vita
Wagnertenor i italiensk jakkesæt
Den tyske tenor Jonas Kaufmann har mange fans og er en eftertragtet kunstner hos både operahuse og pladeselskaber. For nogle år siden skiftede han fra Decca til Sony, og det gik ikke stille af, da Kaufmann efter bruddet med Decca mente, at de malkede hans bagkatalog en smule for meget og ligefrem prøvede at sabotere salget af hans nye Puccini-album ved at udsende en cd med titlen The age of Puccini med tidligere udsendt materiale, hvoraf kun tre arier faktisk var af Puccini. Både Decca og Sony overlevede nu og har sikkert endda solgt ikke så få album ekstra på grund af den omtale, som sagen fik i medierne.
Kaufmanns nyeste soloudspil fra Sony kom på gaden med kirurgisk præcisionsplanlægning i netop rette tid til julehandelen – og den er netop beregnet på at sælge bredt i markedet for tenor-velklang med tydelige strejf af pasta, parmesan og Amaronevin. En menu af italienske sange af komponister som Bixio og de Curtis, gjort populære af fortidens italienske tenorer som Caruso, Gigli, di Stefano, Pavarotti - og faktisk også af Kaufmanns landsmand Fritz Wunderlich. Noget af en perlerække af sangere at skulle leve op til.
Og hvordan klarer Jonas Kaufmann sig så i konkurrencen med fortidens kæmper? Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk, da jeg satte cd'en i afspilleren. Ville en mørk og robust stemme som Kaufmanns have elegance og sødme nok til sange som grand prix-hittet "Volare" fra 1958, den napolitanske evergreen "Torna a Surriento" eller forglemmigej-sangen "Non ti scordar di me"?
Jeg blev positivt overrasket. Jonas Kaufmann har somme tider en tendens til at lægge stemmen så langt tilbage i munden, at dens mørke kvaliteter kommer til at dominere helt. Her lægger han heldigvis stemmen frem stort set hele vejen gennem de 18 sange.
Det man giver en smule køb på, i forhold til tenorer som Berniamino Gigli eller Fritz Wunderlich, er først og fremmet den elegance og variation af klang af udtryk, som Kaufmann simpelt hen ikke kan vride ud af stemmen på samme måde - selvom han flere steder viser sit tekniske overskud til også at insistere på det intime format, for eksempel i sangen "Rondine al nido" om svalen, der - i modsætning til kærligheden - hvert år vender tilbage til sin rede. Og så er det jo en fornøjelse at høre en sang som "Con te partiro", som ellers bliver skamredet af kommercielle semi-tenorer som Paul Potts og Andrea Bocelli, sunget af en ægte af slagsen.
Jonas Kaufmann er stadig en Wagnertenor, der forsøger at skrue sig ned i et vokalt jakkesæt, der er et enkelt nummer for småt, men for alle, der holder af Kaufmanns stemme, er der over en times sødt, italiensk liv på den nye cd.