Genrer


Jonas Kaufmann - en kraftfuld stemme
"Nogle gange fordeler Vorherre sine gaver temmelig skævt. Tag nu Jonas Kaufmann, som har fået det hele: En imponerende sangstemme, medfødt musikalitet, et sundt helbred, godt humør, en flot profil, gnistrende øjne og lækkert hår. Kort sagt en oplagt operastjerne."
Sådan skrev DRs hjemmeside i anledning af Jonas Kaufmanns udspil Romantic arias - som i øvrigt blev "Ugens cd" i DR.
Jonas Kaufmann er født i München i 1969. Allerede mens han studerede i München, havde han små roller på de lokale scener. Han fik ansættelse i 1994 ved Staatstheater Saarbrücken og fik snart tilbud fra mange af de tyske scener og siden fra de internationale operahuse.
Kaufmann har sunget på de fleste store operahuses scener i Europa og USA. Han har optrådt i operaer som Carmen, La traviata, Tryllefløjten, Bortførelsen fra seraillet, Idomeneo, Rigoletto, Fidelio, Mestersangerne, Jægerbruden, Tosca m.fl. Han er også skattet som liedfortolker og har givet recitals med akkompagnatøren Helmut Deutsch i Europa og Japan.
Efter Romantic arias har Kaufmann udgivet flere plader i eget navn, bl.a. Sehnsucht i 2009 og Verismo arias i 2010.
Kaufmann bor tæt på München . Han har været gift to gange, først med mezzosopranen Margarete Joswig, som han har tre børn med. Efter skilsmisse blev han i 2018 gift med operainstruktøren Christiane Lutz, som han har et barn med.
Han har flere gange givet koncert i København, bl.a. i Glyptoteket og Tivolis Koncertsal.
Lån musik med Jonas Kaufmann fra dit nærmeste bibliotek