Jones, Dylan og Elvis

Poul Krebs satte engang Morrison, Dylan og Elvis sammen i en sang og påstod, at de sang ”Always on my mind”… Det har jeg dog ikke kunnet dokumentere, at de alle tre har gjort – uanset om det er Van eller Jim Morrison, der i spil.  Han kunne istedet have nævnt Jones, Dylan og Elvis, for der er visse sammenfald mellem disse tre aldrende – og nåja, en enkelt afdød – herrer – om end det heller ikke er ”Always on my mind”... Inspireret af, at både Dylan og Tom Jones er rundet de 70 og netop har givet koncerter i Danmark, og at vi har fået et Graceland Randers, vil jeg prøve at skitsere noget af det, der knytter dem sammen.

Umiddelbart vil nogen måske have svært ved at tro det, men der er rent faktisk sammenfald. Både i valg af numre de har indspillet, genrer og musikere.

Bob Dylan er den af de tre herrer der så afgjort har markeret sig mest som komponist og tekstforfatter – og det er måske derfor mest oplagt, at kigge lidt på, hvad de to andre herrer har taget til sig af hans materiale.

Dylan og Elvis

Elvis legede med Dylan-ting ved flere lejligheder, men desværre forblev det mest som hjemmeoptagelser og studiejams.  I 1966 prøvede han f.eks. kræfter med Blowin' in the Wind. Der findes to forskellige optagelser, hvor han noget utraditionelt synger bas. Senere, i 1970’erne, prøvede han kræfter med ”Don’t think twice, it’s all right” og ”I shall be released”. Der var mest tale om improviserede studiejams, omend ”Don’t think twice …” fik et par forsøg og udviklede sig til et langt take på over 11 minutter. Først efter Elvis’s død er de lange takes dukket op – oprindeligt blev de udsendt i redigeret, forkortet form. Den nok mest kendte Elvis–fortolkning af en Dylan-sang er Tomorrow is a long time. Det er en regulær studieindspilning fra 1966 og Dylan er flere steder citeret for at have udtalt om netop denne sang: ” The highlight of my career? That's easy, Elvis recording one of my songs”

På sin egen måde sendte Elvis en hilsen til Dylan, da han under en koncert i Las Vegas kommenterede, at ”it feels like Bob Dylan slept in my mouth”.

Men der er andre sammenfald. Tom Jones udsendte albummet Praise & blame i 2010. På det album er både Dylan og Elvis repræsenteret så at sige. Forstået på den måde, at åbningsnummeret, What good am I? er skrevet af Dylan.

Tom Jones og Elvis

På samme album giver Jones sit bud på gospel-/folknummeret ”Run on”(også kendt som ”God’s gonna cut you down”). Dette nummer indspillede Elvis til sit album How great Thou art. Det er to meget forskellige versioner. Jones synger alene, kun med rytmegruppe, mens Elvis bruger et klassisk gospelarrangement med kor.

I forbindelse med lanceringen af Praise & blame udtalte Jones flere gange, at hans inspiration til albummet stammede fra hans møder med Elvis. Fra midten af ’60erne og frem opbyggede Jones og Elvis et venskab, og ofte mødtes de i Las Vegas i en hotelsuite efter aftenens show og sang gospelsange. “[Elvis and I] would stay up all night talking about music. He was surprised I knew gospel songs and wanted to know when I’d record a gospel album. I said I would and this is it.” 

De samme sange

Igennem årene har der været flere eksempler på sange, som både Elvis og Tom Jones har haft på repertoiret. Der er ikke decideret tale om ”hijacking hits” jf. Smith-Sivertsens artikel her på Bibzoom. Der er snarere tale om, at begge har villet givet deres bud på de i tiden populære, kendte sange, som faldt naturligt i deres repertoire. Der kan nævnes titler som ”You’ve lost that loving feeling”, ”You don’t have to say you love me”, ”I’ll never fall in love again”, Unchained melody” og ”Green, green grass of home”.

Da Dylan udgav et album med julesange var der også sammenfald mellem sange han og Elvis havde indspillet. Her kan nævnes titler som Here comes Santa Claus, Winter wonderland og Silver bells. Det er måske ikke så bemærkesesværdigt, da der er tale om den fællesamerikanske julesangskat. Det mest bemærkelsesværdige er måske, at Dylan kastede sig over julemusikken i det hele taget.

Musikerne – de medvirkende

Men der er flere sammenfald mellem Elvis og Dylan. Gennem tiden har de benyttet nogle af de samme musikere på deres indspilninger. Her kan nævnes navne som bassisten Bob Moore, som medvirkede på en lang række Elvisindspilninger og på Dylans Self portrait og mundharpespilleren Charlie McCoy, der var med på Nashville skyline fra Dylan og flere af Elvis’ indspilninger i 1960’erne og ’70’erne. Og for nu at knytte tråden til Graceland Randers, skal Billy Cross også nævnes. Han spillede med Dylan i årene 1977-1979, og senere i år skal han give koncert på Graceland Randers. Men hvad blev der af Morrison? Vi kan vende blikket mod Jim Morrison og The Doors og dér konstatere at bassisten Jerry Scheff medvirkede på deres albums Strange days og L.A. woman og fra 1969, da Elvis igen begyndte at optræde live, var han en fast del af Elvis’ backingband – ”the TCB-band”.

På den måde fik Poul Krebs alligevel ret … sådan da. Måske sang Morrison, Dylan og Elvis ikke ”Always on my mind”, med ad snørklede omveje er der alligevel interessante sammentræf.