Genrer
J.S. Bach: Messe i h-mol
Ekstrem messe
I den accelererende reaktion mod tidligere tiders monumentale Bach-opførelsespraksis har udviklingen kun gået i én retning. Brug af originalinstrumenter har muliggjort stadig mere intim og gennemsigtig klang; tempoet er blevet stadig hurtigere, så værker som Matthæuspassionen og h-mol-messen varer mellem en halv og en hel time kortere, end de gjorde engang; tidligere tiders operasolister er erstattet med, hvad man dengang ville have betragtet som dygtige korsangere, og korstørrelserne er blevet konstant reduceret. Hvad det sidste angår, må Lars Ulrik Mortensens udgave af h-mol-messen betegnes som det absolut mest ekstreme. Han bruger kun én sanger på hver stemme, såvel i solo- som korsatserne. Kun i de mest fyldige satser træder en ekstra sanger til som forstærkning.
Konceptet er ikke nyt. En skole indenfor barokopførelsespraksis med oprindelse i USA har igennem en del år sværget til denne one part-one singer-praksis, som dog lige så lidt har basis i Bachs praktiske forhold i Thomaskirken i Leipzig som de store masseopførelser. Nu er konceptet så kommet til Danmark, og det kan da over lange stræk være forfriskende at høre denne kammermusikalske h-mol-messe, hvor det velspillende orkester dominerer, og sangstemmerne lægger sig oven på som glasur på kagen. Det er gode ensemblesangere, og især de mere intime satser har liv og nærvær, der er anderledes end den traditionelle med kor. Der er ingen problemer med at høre sangerne. når pauker og trompeter kommer på. Concerto Copenhagen spiller godt, de har gode instrumentalsolister, og der er liv og flugt over opførelsen.
Arierne og duetterne er derimod ikke altid den store ørenlyst. Størst vokalkarisma har kontratenoren Alex Potter. Bassen Peter Harvey har som mange andre før ham problemer med sin første arie med hornsolo, der ligger for dybt for hans stemme, hvorimod den anden arie lykkes fint.
Hovedsvagheden ved konceptet er i mine ører imidlertid, når sanger nummer to, "ripenio"-stemmerne, kommer til. Så sætter opførelsen sig mellem to stole. Det lyder ikke som soli og heller ikke som kor. Specielt de to bassangere lyder ret forskelligt, og stemmerne smelter ikke sammen. Men alt skal jo prøves, i det mindste én gang. Der er lagt mange gode kræfter i denne udgave, og Bachs musik er slidstærk.