dummy

Juleklassikeren: Vaske op sangen

22-12-2017
Peter Elmelund

Opfinderfar Alfred ka’ li’ at vaske op. Moderen Carla er udearbejdende.

Velkommen til de skønne 1970’ere, hvor monopolgiganten Danmarks Radio lod fantasien blomstre. Dukkeføreren og -instruktøren Per Nielsen stod for julekalenderne ’Vinterbyøster’, ’Jullerup Færgeby’ og denne her ’Alle dem i Kikkebakkeboligby’, hvor fru Vivaldi lavede spaghetti og opfinderfaderen opfandt. Eller prøvede i hvert fald på det.
Danmarks førende skuespillere lagde stemmer til dukkerne: Susse Vold, Lily Broberg, Gotha Andersen, Jesper Klein og Frits Helmuth, som sang ”Vaske op sangen”.

Manuskript? Mine damer og herrer: Ole Lund Kirkegaard.
Forfatteren med den krøllede hjerne, som udtænkte de udødelige Gummi-Tarzan, næsehornet Otto, Lille Virgil, Hodja og alle de andre skæverter. Inden sin alt for tidlige død i en snedrive; kun to år efter Kikkebakkeboligby.
Lasse Lunderskov komponerede julekalenderens sange.

45 sekunder

45 sekunder. Det er, hvad det tager opfinderfar at synge mesterværket ”Vaske op sangen”. Sangen har en begyndelse og slutning i F-dur, men den når i mellemstykket at have en kvintskridtssekvens startende i c-mol, jo jo.
Sangen er med stor patos sunget i vores familie til opvasken i juledagene i barndomshjemmet på Sydfyn, hvor der ikke var opvaskemaskine.
Vi ku’ også li’ at vaske op. Eller.

Det hjalp i hvert fald at synge ”Vaske op sangen”.

"Vaske op sangen"
Fra julekalenderen "Alle dem i Kikkebakkeboligby"
(Danmarks Radio 1977)