dummy

Julia Lee: en swingende bakkesangerinde

3-01-2014
Niels Mark

Sangerinden og pianisten Julia Lee (1902-58) var en typisk repræsentant for den jazztradition, der igennem første halvdel af 1900-tallet udviklede sig i de amerikanske midtvest-stater generelt og specielt i Kansas City. Det var en tradition, der også var udgangspunkt for så betydelige jazzkunstnere som Count Basie, Lester Young, Charlie Parker og Ben Webster, og en tradition, der skabte en musik med stærke rødder i blues og boogie-woogie og med en uimodståeligt swingende rytme.

Julia Lee, der i hele sit liv sjældent og kun nødigt bevægede sig uden for Kansas City var en glimrende pianist, men huskes navnlig for sit bramfri repertoire, hvor hun med smittende humør bevægede sig ud over grænsen til det, der dengang blev anset for vovet. Men udsendelsen viser også, at hun kunne være en bevægende blues- og balladesangerinde.

Udsendelsen koncentrerer sig om den periode i sidste halvdel af 1940ne, som var højdepunktet i Julia Lees musikalske løbebane, og hvor hun på mange af sine indspilninger blev akkompagneret af nogle af tidens bedste musikere som saxofonisten Benny Carter og basunisten Vic Dickenson.

Radiovært Tom Buhmann tegner et portræt af den berømte sangerinde.