Juliet, naked

Hvis man godt kan lide klassisk rockmusik, og hvis man kan lide at læse sjove romaner, er der en vis sandsynlighed for, at man på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med Nick Hornbys succesroman fra 1995: ”High fidelity”. Historien om den 35-årige Rob og hans hensygnende pladebutik i London fortæller både noget om mænd og om deres forhold til det andet køn (og om musik), og bogen fik mig dengang til også at læse Hornbys efterfølgende romaner – frem til beretningen ”A long way down”, som jeg ikke fandt særlig interessant. Derefter tabte jeg Hornby lidt af syne, indtil jeg for nylig faldt over hans ”Juliet, naked” (2009) i et bogskab. Den så ganske interessant ud, syntes jeg, med sin tilsyneladende genoptagelse af diskussionen om mænd, kvinder og musik fra ”High fidelity”.

Jeg blev ikke skuffet over gensynet med Hornbys vittigt-indfølte dissekering af midaldrende mænds og kvinders forsøg på at finde ud af det med kærligheden, tilsat en passende mængde rockmusik som underlægning til begivenhederne. I modsætning til situationen i ”High fidelity” er det denne gang en kvinde, der er historiens hovedperson, nemlig den 36-årige Annie, som for længst er vokset ud af sit forhold med den nørdede musikfan Duncan, men som alligevel bliver boende sammen med ham af mangel på gode alternativer. Indtil der en dag dumper et brev med en cd ind ad brevsprækken, og derefter bliver ingenting det samme mere. Bogen kan lånes på biblioteket.

I 2018 blev Hornbys roman omsat til en film med samme titel som bogen og med Rose Byrne og Ethan Hawke i hovedrollerne. Efter at have læst bogen måtte jeg naturligvis også se filmen, og heller ikke denne gang blev jeg skuffet; måske jeg ligefrem skulle gense ”High fidelity”-filmen fra 2000? Under alle omstændigheder var det sjovt at få sat ansigter på Hornbys personer, ikke mindst den stilfærdigt charmerende Annie, som man(d) vist må være gjort af sten for ikke at blive lidt forelsket i. Filmen er en kongenial fortolkning af Hornbys bittersøde historie, og selv om den rummer en række småændringer i forhold til romanen, rammer den efter denne betragters mening bogens ånd og atmosfære fint. Filmen kan ses på Filmstriben.

Fra roman til film
Indholdsmæssige ændringer som at omskrive Annies kollega på arbejdet, Ros, til at være hendes søster, eller at gøre bipersonen Lizzies dødfødte barn til en levende baby kan forekomme unødvendige, men har måske det formål at gøre indholdet mere passende til en romantisk komedie. Hvorfor byen Gooleness, hvor begivenhederne udspilles, ændrer navn til Sandhill i filmen får stå hen i det uvisse; men til gengæld er der – efter min mening – ingen tvivl om, at filmen lykkes bedre end romanen med at formidle en af historiens helt centrale scener, nemlig den, hvor hovedpersonen Tucker Crowe forklarer, hvorfor han i 1986 trak sig totalt fra musikken og fra offentlighedens søgelys. Den forklaring anskueliggøres og argumenteres i min optik bedre i filmen end i den tilsvarende episode i romanen, og det giver filmen et par vigtige point i forhold til bogen.

Den helt store forskel mellem bog og film drejer sig imidlertid ikke om enkeltscener eller om bestemte indslag i handlingen. Hovedforskellen mellem de to præsentationsformer finder man i den omstændighed, at filmen rummer en masse (god) musik, mens romanen lider af det indlysende problem, at det er svært at formidle musikalske oplevelser i ord. Filmskaberne diskuterede efter eget udsagn, om de kunne lave filmen uden musik, men blev hurtigt enige om, at det ikke gik. Musikken spiller en dominerende rolle i historien, og musikreferencerne løber i en lind strøm gennem hele handlingen. Det kan man slippe af sted med at skildre i ord i en roman, hvor selve genren sætter naturlige grænser for formidlingsformen; men i en film om musik ville det virke underligt ikke at arbejde med lyd og toner.

Derfor måtte folkene bag filmprojektet i gang med at skabe et helt musikunivers, som man måske nok kan få en fornemmelse af ved at læse Nick Hornbys roman, men som befinder sig på et helt andet plan end det sproglige. Musikopgaven blev overladt til Nathan Larson (gift med svenske Nina Persson fra The Cardigans), som tidligere havde stået bag musikken til en lang række film, og som også selv havde en fortid som musiker og producer. Larson løste den vanskelige musikopgave så flot, at man efter at have set filmen godt kunne tænke sig at genopleve musikken via dens soundtrack. Det kan også godt lade sig gøre – bare ikke via de danske folkebiblioteker, som ikke ligger inde med materialet. Men man kan jo også bare vælge at se filmen igen for musikkens skyld.

Selv om det som nævnt er svært at beskrive musik med ord, vil jeg gøre et kort forsøg på det her. I romanen beskrives hovedpersonen Tucker Crowes musik som ”indie”, men det siger jo ingenting om, hvordan musikken lyder. Desuden strør Hornby om sig med musiknavne, som skal give et indtryk af musikkens karakter: Dylan, Springsteen, Cohen, The Kinks, osv. Men heller ikke det er til megen hjælp, hvis man gerne vil vide, hvordan Tucker Crowes musik egentlig lyder.

Filmen, som jo ikke kan nøjes med bogens namedropping, er tvunget til at give musikken et konkret lydmæssigt udtryk, og det har den gjort ved at lade Ethan Hawke synge sine sange i en stil, der ligger tæt på Guy Clarks og Rodney Crowells musik, hvis man ellers kender de to navne. Andre ville måske vælge andre sammenligninger, men efter min mening er de to navne ikke helt ved siden af (og så rummer det sidste navn oven i købet en fin navnelighed med navnet på romanens hovedperson). Endnu en ledetråd til oplysning om karakteren af Tucker Crowes musik kan måske udledes af det forhold, at han angiveligt på et tidspunkt skulle have spillet sammen med steelguitaristen ”Sneaky” Pete Kleinow – med romanens eneste sammenblanding af den fiktive Tucker Crowes musik og den virkelige musikverden.

Det store titelmysterium
Herfra skal der altså lyde en uforbeholden anbefaling af såvel roman som film, hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med begge dele. Det eneste forbeholdne i min anbefaling angår de danske titler på både film og bog – sidstnævnte endda i to vidt forskellige versioner. Hvordan oversætterne kan ramme så meget ved siden af – endda hele 3 gange – går over min forstand.

Da ”Juliet, naked” blev udsendt på danske første gang i 2010, skete det under titlen ”Juliet, nøgen”. Det må jo siges at være en meget præcis oversættelse – og så alligevel slet ikke. Når man udsender et stykke musik med undertitlen ”naked”, betyder det, at musikken fremstår afskrællet og uden de ekstra finesser, man kan vælge at lægge på for at gøre det færdige resultat mere spændende: kor, blæsere, ekkoklang, osv. Det mest kendte eksempel på denne form for navngivning er nok The Beatles´ ”Let it be, naked”. At give en pladeudgivelse undertitlen ”naked” er en fast standard inden for musikverdenen, og den praksis kan man ikke ”oversætte” ved at kalde pladen for ”nøgen” på dansk. Man oversætter jo heller ikke engelsksprogede pladetitler til dansk, f.eks. Dylans ”Blod på sporene” eller Springsteens ”Født i USA”. For slet ikke at nævne Nick Hornbys roman ”Høj lydkvalitet”. At kalde en roman for ”Juliet, nøgen” er både misvisende og giver læseren nogle helt forkerte associationer om kvindelig nøgenhed. Det er en ommer.

Måske syntes oversætteren også selv, at han havde udstyret ”Juliet, naked” med en misvisende dansk titel, hvor ingen oversættelse havde været det korrekte. I hvert fald fik Hornbys roman en helt ny titel, da den i 2022 blev udsendt som e-bog og lydbog: ”Den svære toer” (ligesom Lone Aburas roman fra 2011). 

Udtrykket ”den svære toer” bruger man normalt i forbindelse med udgivelse af musik og anden kunst, hvor publikums store forventninger efter en succesrig debutudgivelse kan være svære at leve op til. Men det er der jo slet ikke tale om i Nick Hornbys roman, hvor udgivelsen af pladen ”Juliet, naked” på ingen måde kan kaldes en ”svær toer”. Tværtimod. Og hvis oversætteren har tænkt den nye titel metaforisk, som en beskrivelse af Annies og Tuckers forhold, er der heller ikke belæg for det i romanens handling. For Tucker er der absolut ikke tale om en svær toer i parforholdets verden, og for Annie er der heller ikke tale om, at hun skal leve op til noget efter det første, succesrige forhold – tværtimod. Den nye titel ”Den svære toer” er formentlig primært tænkt som en kommentar til romanhandlingens overraskende cd-udgivelse; men i så fald giver den ingen mening.

Da romanen i 2018 blev filmatiseret, fik den så endnu en titel – og heller ikke denne gang lykkedes navngivningen. Filmen fik den danske titel ”Bare Juliet”, som vel er synonymt med udtrykket ”Kun Juliet”; men indholdet i den titel refererer ikke til noget i hverken bogens eller filmens handling, hvor Juliet ikke er navnet på en person, men kun på en pladeudgivelse. Og hvorfor der skulle være grund til at fremhæve titlen på hovedpersonens oprindelige udgivelse, når hele handlingen drejer sig om den nye, afskrællede udgivelse, ”Juliet, naked”, er det svært at gennemskue. Det må vist kaldes en ommer, for tredje gang.

Navngivningen af Nick Hornbys sjove og samtidig eftertænksomme musikroman synes at være sket ud fra devisen: Hellere ramme ved siden af end slet ikke ramme. Men pyt med det. Man kan jo bare vælge at læse bogen på originalsproget, eller man kan se helt bort fra de besynderlige danske titler på bøger og film. Jeg kan i hvert fald give både roman og film min varmeste anbefaling – og nu skal jeg i gang med at læse Hornbys udgivelser efter ”Juliet, naked”. Måske jeg også skulle give romanen ”A long way down” en chance til?