dummy

Kærlighed på Odeon i selskab med Christian Hjelm

5-07-2013
Helen Bruus

Det kan godt være Christian Hjelm tidligere har sunget i indierock bandet The Figurines. Men med sit 2012 soloalbum ”Før vi blev lette” er der ingen rest tilbage af en eventuel introvert ødipal inderlighedsmassage for indie-connassisseurer (for nu at bruge et Martin Hall´sk udtryk).  Torsdagens sene koncert på Odeon indbyder tværtimod kærestepar i alle aldre på en hamrende udadvendt og kærlig aften, hvor en veloplagt Christian Hjelm både duckwalker og poserer kækt som en anden Esben Pretzmann.

Repertoiret består af fængende popmelodier sunget på dansk i en musikalsk nationalskjalds-tradition der læner sig op af navne som Thomas Helmig, Kim Larsen, Peter Sommer, Niels Skousen og Sebastian. Man skulle tro at det ville være et problem at spille samtidigt med Slipknot og deres forrygende motorsavsmassakre-show på Orange scene. Men det generer tilsyneladende ikke det topprofessionelle og sammenspillede band som starter med en lille pianointro efterfulgt af 14 sange alle leveret med et charmerende drive, pop guitar med kant tilsat et poetisk tekstindhold, hvoraf skal fremhæves den poetiske ”Den som du elsker”, den tempofyldte ”Luk dine øjne”, den populære ”Før vi blev lette”, og den Anne Linnet agtige ”Alibi”.

Indimellem er der lovlig meget vibrato over den ellers så kraftfulde vokal og på hittet ”Lang vej igen”, er det som om trommerne dominerer for meget og tankerne går til Youtube videoen med ”Drummer at the wrong gig”. Når det så er sagt jammer de fem på scenen løs så det er en fryd og folk danser, synger, krammer og klapper det bedste de har lært.

”Det er en fornøjelse at spille for jer i aften” takker bandet af – men klappes tilbage til en forrygende ”Ha´det herligt” encore som næsten ingen ende vil tage.