Kaninens år

I den kinesiske dyrekalender startede der et nyt år d. 22. januar, hvor vi gik fra Tigerens år ind i Kaninens år. Der er al mulig grund til at håbe på, at kaninens temperament – omsorgsfuld, følsom, opmuntrende, konfliktsky – kommer til at præge året, så det ikke bliver lige så konfrontationsfyldt som 2022. Og der er især grund til at håbe på, at Kaninens år kan tilvejebringe lidt ro og hensynsfuldhed i verden, inden vi næste år går ind i Dragens år, der er kendetegnet ved råstyrke, magtstræben og utålmodighed.

Det er ikke lige de egenskaber, verden har brug for nu. Så lad os sætte vores lid til den fredsommelige kanin i det kommende år, f.eks. ved at lytte til sange, hvori der forekommer kaniner i sangteksterne.

Vilde kaniner og hvide kaniner
I Danmark kan man ikke undgå at tænke på Gnags´ sang ”Vilde kaniner” (1984), når talen falder på sange om de små gnavere med de lange ører. Og faktisk handler teksten til denne sang netop om, hvordan kaninerne optræder som personifikationer af viljen til at slutte fred mellem verdens krigsførende parter og ønsket om at bygge bro over kløfter og grænser. Eller rettere sagt, fordi det nu netop er kaniner, der drejer sig om: at undergrave grænser og derved udviske skellene mellem lande og folkeslag: ”Vi er de vilde kaniner/ vi undergraver grænserne og parrer os/ graver grøfter mellem øst og vest/ og vi forbinder søerne/ nord og syd og dig og mig/ og munden op til ørerne”.

Eller som det hedder senere i sangen: ”I kan gemme jer bag jerntæpper/ I kan lægge miner/ selv Det Hvide Hus bliver malet grønt/ af vilde kaniner”. Den sang har desværre ikke mistet sin aktualitet, selv om jerntæppet forsvandt 5 år efter dens tilblivelse.

En sang om kaniner, der tager udgangspunkt i kaninens fredelige og frygtsomme natur, er Woody Guthries herlige pendant til Kamma Laurents´ børnebog ”Spørge Jørgen”: ”Why, oh why” (1960). Sangteksten stiller en lang række spørgsmål og besvarer en del af dem selv med sjove, tankevækkende og snusfornuftige svar. Spørgsmålet om, hvorfor ørnen jager kaninen og ikke omvendt, besvares både vittigt og underfundigt – men samtidig temmelig nedslående for den lytter, der godt kunne tænke sig en anden verdensorden end den bestående: ”Why can´t a rabbit chase an eagle?/ Tell me, why, oh why?/ ´cause the last rabbit that took out/ and chased after an eagle/ didn´t come out so good/ and that´s why rabbits don´t chase after eagles”.

Ørne er og bliver ørne, ligesom kaniner er og bliver kaniner – hvilket dog næppe skal forstås på den måde, at man bare skal bøje nakken og finde sig I hvad som helst, men snarere således, at kaninen bør nære en sund og naturlig frygt for denne verdens ørne. Hvis man ellers overhovedet skal lægge en egentlig fortolkning ned over den fornøjelige børnesang.

En af de mest kendte kanin-sange er uden tvivl Grace Slicks ”White rabbit”, som hun selv var med til at gøre til et kæmpehit for gruppen Jefferson Airplane i 1967. Sangteksten er en slags parafrase over handlingen i Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, og sangtekstens hvide kanin er den kanin, Alice følger efter, da hun forvilder sig ind i Eventyrland. Der er dog på ingen måde tale om nogen stringent gennemspilning af indholdet i Carrolls eventyr i Grace Slicks tekst.

Men kaninen, som spiller en hovedrolle i eventyret, er også til stede i ”White rabbit”, nemlig i linjerne: ”And if you go chasing rabbits/ and you know you´re going to fall/ tell them a hookah-smoking caterpillar/ has given you the call”. Som ordene om den vandpiberygende kålorm imidlertid antyder, refererer sangteksten kun på skrømt til indholdet i Lewis Carrolls bog og er i bund og grund en fortælling om euforiserende stoffer og om deres effekt på det menneskelige sind og legeme – et emne, som var ret centralt i hippie-kulturen på den amerikanske vestkyst I 1960´erne.

Kaninfødder
Kaniner optræder relativt sporadisk i pop- og rocksangenes univers; men i én bestemt sammenhæng er der ingen mangel på kaniner i sangteksterne, nemlig hvor det handler om kaninfødder som lykkebringende amuletter. Historisk menes overtroen omkring de heldbringende kaninfødder at være opstået i den keltiske kultur og at være videreudviklet i Amerika i 1800-tallet, hvor også kaninens overvældende frugtbarhed kan have været med til at forstærke ideen om kaninfødder som symboler på held og fremgang. Hvorom alting er, optræder kaninfødder, ”rabbit´s feet”, ganske ofte i sangtekster sammen med firkløvere og andre kunstige hjælpemidler, som skal gøre det muligt for ejeren af disse symbolladede effekter at opnå held og lykke i livet. Desværre ser det ud til, at hjælpemidlerne kun sjældent har den ønskede effekt.

Jeg-personen i Cliff Richards superhit fra 1963, ”Lucky lips” (skrevet af Leiber og Stoller i 1956) har slet ikke brug for hverken kaninfødder eller firkløvere, for han er født med heldige læber: ”Don´t need a four-leaf clover/ rabbit´s foot or a good luck charm/ with lucky lips you´ll always have/ a baby in your arms”. Heller ikke jeg-personen i Elvis Presleys ”Good luck charm” (af Gold og Schroeder, 1961) synes at have brug for nogen form for hjælp til at blive lykkelig i den elskedes arme: ”Don´t want a silver dollar/ rabbit´s foot on a string/ the happiness in your caress/ no rabbit´s foot can bring”.

Men der er jo folk, som godt kunne bruge lidt medgang i livet, og for dem kunne en kaninfod måske være løsningen? Det virker desværre ikke sådan. Irving Berlins sang ”How can I change my luck?” (fra ca. 1930) fortæller om en mand, der har brug for held, men ikke ved, hvordan han skal finde det – hverken firkløvere, hestesko eller kaninfødder ser nemlig ud til at hjælpe: “The rabbit´s foot that I found one day/ was on a rabbit that ran away/ ooh ooh, what´ll I do?/ How can I change my luck?” (I parentes bemærket kan man dog her konstatere, at kaninfoden i hvert fald hjalp kaninen). Og i Bob Dylans sang ”Trouble” (1981) er der heller ikke megen hjælp eller trøst at hente i kaninfoden: ”Trouble in the city, trouble in the farm/ you got your rabbit´s foot, you got your good luck charm/ but they can help you none, when there´s trouble”.

Kort sagt: myten om kaninføddernes heldbringende virkning ser ikke ud til at holde – I hvert fald ikke, hvis man skal tro på, hvordan kaninfødderne optræder i pop- og rockmusikkens tekster. Kaninfødder sidder bedst på kaninerne selv, og det er ikke i form af amuletter eller overtro, man skal finde inspiration hos dyret i det kommende Kaninens år. Det skal man derimod ved at tage ved lære af kaninens fredelige og venlige karakter og forsøge at efterligne dens rolige temperament. Fik I den, Putin og alle andre magtmennesker?

PS: 
I den vietnamesiske dyrekalender er kaninen byttet ud med en kat, så hvis man foretrækker den kalender, kan man bruge det kommende år sammen med Al Stewarts fine klassiker ”Year of the cat” (1976) – eller sammen med en anden af de mange sange om katte.