dummy

Kender du Hardcore-punk?

12-08-2014
Redaktionen

Hardcore-punk er punk skruet op på 11 - ekstra vild, ekstra selvgjort, ekstra punk. Genren videreførte i så høj grad de klassiske punk-idealer, at mange betragter hardcore som indbegrebet af punk: korte og hurtige numre, sarkastiske og politiske tekster, provokerende og festlige koncertmiljøer.

Hardcore - en vigtig inspirationskilde for Thrash og Grunge

Musikalsk fokuserer hardcore-genren mere på rytme end melodi og mere på følelse end struktur. Mange numre klarer sig uden omkvæd og de lynhurtige numre varer tit omkring 1 minut. Forsangerne råber ofte i stedet for at synge, og guitarerne bruger forvrængning i stedet for efterklang. Selvom genren har stærke rødder i punkrevolutionen fra 1977, fik den et selvstændigt udtryk og et dedikeret omend begrænset publikum. Det er en undergenre, der har haft en enorm musikhistorisk indflydelse, og hardcore er bl.a. inspirationskilde for thrash-metal og grunge-rock.

Samfundskritiske og politisk orienterede

De fleste hardcore-grupper var politisk venstreorienterede og modstandere af den bestående samfundsorden. Genren er indholdsmæssigt konfliktsøgende med provokerende bandnavne som Bad Brains, Dead Kennedys og Suicidal Tendencies og voldsomme sangtitler som "Let's Have A War", "Kill The Poor", "Nazi Punks Fuck Off" og "I Don't Need Society". Derudover videreførte hardcore-punken de musikpolitiske idealer fra punken i opgøret med rockidoler og guitarsoloer. Musikken var uafhængig og hjemmelavet, og omkring scenen opstod en række af verdens første uafhængige pladeselskaber. Hardcore-punkens DIY-æstetik levede videre i alternativ rockmusik i 80erne og 90erne, og har senest fået en revival i det ny årtusindes selvudgivelser på internettet.