dummy

Kill-Town Death Fest 2025 – en kulsort triumf

8-09-2025
Niels Mark

Søndag aften lukkede og slukkede Kill-Town Death Fest efter fire dages uafbrudt intensitet. Lørdag og søndag holdt som altid festivalen et tårnhøjt niveau med stærke navne fra den metalliske undergrund.

Lørdag aften satte HAR barren højt på Black Stage med et energisk og kompromisløst show, inden amerikanske Caustic Wound fulgte trop med en brutal omgang goregrind, der med sin punkede energi ramte publikum som et knytnæveslag. Deres blot 30 minutters koncert føltes helt logisk – intensiteten kunne næppe have været holdt længere.

Herefter tog norske Abhorration scenen med en koncert, der vækkede minder om Morbid Angels storhedstid, båret af en stærk vokal og et imponerende samspil for et band, der kun har eksisteret siden 2021. 

Lige så unge, men på en helt anden fløj, stod italienske Miscreance, hvis teknisk avancerede og prog-inspirerede death metal skabte stor begejstring blandt publikum. Virkelig stærk performance!

Søndag begyndte i et tungere tempo. Svenske Moondark leverede klassisk death metal tilsat doom-elementer, inden spanske Trollcave trak publikum ind i en nærmest tranceagtig, ultra-mørk doom death. Den hypnotiske stemning var perfekt placeret denne søndag aften sent på festivalprogrammet, hvor mange var mærkede efter fire dages metalmaraton. Det er godt tænkt af arrangørerne at have et doom-orienteret line-up mod festivalens afslutning. 

Aftenens højdepunkt blev uden tvivl, da legendariske Cancer fra England indtog hovedscenen. Frontmand John Walker, eneste tilbageværende originale medlem, viste med sin rå vokal, at han næsten 40 år efter debutalbummet To the Gory End stadig bærer arven med autoritet.

Et væld af fantastiske koncertoplevelser fyldte endnu en fremragende weekend i lyset af Kill-Town Death Fest. Programmet bugnede af stærke navne, og festivalen viste endnu engang sin evne til at sammensætte et bredt, men konsekvent, udvalg af undergrundens mest interessante bands.

Med sit 15-års jubilæum cementerede Kill-Town Death Fest endnu engang sin status som en af landets mest interessante festivaler. For fans af ekstrem metal er det naturligvis et mekka – men oplevelsen rækker længere end musikken.

Byhaven omkring det gamle pumpehus sydede af liv med boder, cocktails, merchandise og et internationalt publikum, der skabte en helt særlig stemning. Når man bevæger sig fra Byhaven ind i Pumpehusets dunkle sale, forvandles København til et kulsort univers, hvor fællesskabet omkring musikken er altoverskyggende.

Det er en festival, der ikke kun hylder ekstrem metal, men også byen og dens evne til at samle mennesker fra hele verden. Man kan som københavner ikke lade være med at føle en snert af stolthed, når så mange rejsende gæster er kommet for netop dette – en kompromisløs fejring af undergrunden.

At Kill-Town Death Fest i år modtog prisen som Årets Festival føles derfor mere end fortjent. 2025-udgaven viste, hvorfor Kill-Town stadig står som en af Europas stærkeste platforme for den ekstreme musikscene – og hvorfor København endnu engang cementerer sin plads på metalverdenskortet.

Billede
KTDF 2026
Billede
KTDF 2026
Billede
KTDF 2025
Billede
KTDF 2025
Billede
KTDF 2025



 

Foto: Claus Thurøe