dummy

Kim Langer: Julestjerner – en kalenderhistorie

5-12-2019
Peter Elmelund
Anmeldelse

Nu kan vi alle synge og spille Wikke & Rasmussens herlige julestjerner


Kim Langer: Julestjerner – en kalenderhistorie. Carlsen i samarbejde med DR, 2019

I julen 2012 blændede Danmarks Radio op for en ny julekalender fra det herlige makkerpar Wikke & Rasmussen. Julestjerner havde 12-årige Sus i centrum, men her var sandelig underholdning for hele familien. Wikke & Rasmussens underfundige humor og næstekærlighed gennemstrømmede afsnittene, som sluttede hver dag med formaningen ”Og husk, at julen er hjerternes fest”. Og så var der ny musik, teksten skrevet af parret og med musik af guitaristen Poul Halberg. Desuden var nummeret ”Holbæk” koblet på – genbrug fra et af de herlige Tonny Toupe Show fra 1985.

Nu som kalenderbog

I år genudsendes Julestjerner i bedste sendetid på DR, og nu kan man også få historien som kalenderbog, hvor den produktive børnebogsforfatter Kim Langer i lige præcis 24 afsnit genfortæller historien. Og nu er alle sangene blevet trykt med tekster og noder med becifring, så vi nu kan spille ”Stjernestøv” og de andre fem sange samt det herlige countrynummer om Holbæk ”for enden af Holbæk motorvej”.

De 24 kapitler er forkortede udgaver af tv-afsnittene, og de fylder alle 5-6 sider og kan læses – gerne højt! – på få minutter. Og jeg vil naturligvis ikke afsløre handlingen her før jul…

Ind i mellen er der faktabokse, som her kaldes ”stjernebokse”, og som alle giver leksikonagtige opslag om ”hvid dværg”, ”Geminiderne”, ”Ormehuller” og andre astronomiske begreber.

Efter de 24 kapitler er der nogle sider med ”Stjerneleg med Brorfelde Observatorium” samt oplysninger om observatoriet. Et observatorium som også findes i virkeligheden, og det gør byen Brorfelde minsandten også. En typisk Wikke/Rasmussen, hvor virkeligheden kan overgå fantasien.

Nu med noder

Endelig, bagerst i bogen, kommer sangene fra Julestjerner. Der er desværre ikke indholdsfortegnelse i bogen, så jeg må gå på opdagelse på de sidste 15 sider.

”Stjernestøv” er julekalenderens gennemgående nummer. Det synges af Jimmy Jørgensen og Annika Aakjær, som begge har en birolle i Julestjerner. Sangen er noteret i den rigtige toneart G-dur og med modulationen en tone op til A-dur i sidste vers. Sådan skal det være; vi spiller bare med fra starten.

”Soul jul” er et gospelnummer, som Troels Lyby crooner sig igennem. Han har rollen som Bob’s far Big J – en kombineret forsamlingshusbestyrer, soulsanger og hammondorgelbetvinger. Her er det ikke ”Vær velkommen, herrens år”, men ”Vær velkommen til soul jul”. Igen noteret i samme toneart som indspilningen. Dog mangler der nogle tomme takter før omkvædet knalder ud – der må vi så lige vente lidt.

Den smukke, langsomme popballade ”Se en stjerne” starter i indspilningen med Caroline Henderson i G-dur og modulerer til A-dur. I noden får vi kun A-dur, så vi må vente med at spille med til sidste omkvæd. Jeg havde nu nok foretrukket, at sangen var noteret i G, så samspillet var muligt fra start.

Til gengæld er rock-shuffle-nummeret “On the road to jul” noteret en tone under den indspillede, nemlig i D-moll. Og så modulerer denne sang i øvrigt senere, så der skal lige noteres nye akkorder, hvis man vil spille med pladen, hvor sangen er både med Rasmus Bjerg og Szhirley (som er Sus’ forældre i Julestjerner) og med den hammond-croonende Lyby. I sidstnævnte udgaver lægges der oven i købet ud i Eb-moll.

Rappen ”Hey do” hører i Julestjerner til i storbyens BMX-univers, som hovedpersonen Sus kommer fra. Her ligger det sungne, repeterende omkvæd ”Vi er shooting star crew” under rapperen Chappers mange ord. Her kan man så øve noget rytmeguitar med en masse F-moll’er under rappen.

”Jul hele året” er et skønt go-happy nummer, som næsten kapper over i lalleglad sing-along, men vi tror faktisk på Wikke & Rasmussens uskyldsrene ord, så vi skråler gladelig ”Vi sagde jul hele året i dag. / Vi sagde jul hele året med lys rundt i håret”. Af en eller anden grund er sangen noteret i C-dur, men er indspillet en hel kvint over – i G-dur. Okay, måske lige i overkanten, men det kan gå, når der skråles igennem. Og det opfordrer sangen til.

Og så blev det Holbæk

Som en slags appendiks har vi ”Holbæk”, som er det fødte dansktopnummer. Var det ikke Peter Belli, der sang den oprindeligt i 1985? Dén sang er de garanteret glade for i Holbæk. Men av; den er noteret i C-dur, men klinger på pladen i den guitar-egnede A-dur.

Generelt er det dejligt, når der bliver udgivet rigtige noder, så der umiddelbart kan spilles med rundt omkring i de små hjem. Men for nybegyndere kan det nok være en smule frustrerende, hvis det bare ikke klinger sammen. Her kunne man, som set andre steder, skrive ”originalt i G-dur” etc. Men med lidt flid og tålmod er der jo så her mulighed for noget anvendt musikteori – ”den lille transponør”.

Men stor tak til udgiverne for at vi nu kan få rigtige noder. Og så kan kalenderhistorien bruges år efter år - og sangen om Holbæk kan snildt spilles hele året. Ja, melodien kan måske ligefrem bruges til den næste lejlighedssang?

Lån bogen fra dit nærmeste bibliotek