Genrer
Kjartan Stolberg runder de første 100 albums
Så er der jubilæum! I knap et års tid har vi præsenteret Kjartan F. Stolbergs mammut-projekt med at anmelde samtlige albums på Rolling Stones liste over "De 500 bedste albums i verden". Et album om mandagen og et nyt om fredagen. Med dagens anmeldelse af Lynyrd Skynyrd har Kjartan nu gennemgået de første 100 titler på listen. Eller mere korrekt: de sidste 100, for Kjartan gemmer det bedste til sidst og er begyndt med plads nr. 500.
Det er ikke alle beskåret at kunne gabe over det spektrum af genrer, som Rolling Stones liste byder på. Fra pop og mainstream-rock over jazz, blues og country til hip hop og electronica. Men Kjartan skriver løs om det hele - med indsigt, humor og smittende begejstring.
Man tror det er løgn, men manden begyndte på sit 500-projekt, da han var 17 år, og i dag er han 18! En almindelig ung københavner - i hvert fald set udefra - som er under uddannelse og til daglig arbejder som radiovært på DAB+/netstationen Rockkanalen.
Vi syntes, jubilæet var en passende anledning til at høre lidt mere om Kjartan Freyr Stolberg - eller "Mr. 500", som vi kalder ham på Bibzoom-redaktionen.
Kommer du fra et hjem med keyboard?
Ja, jeg har haft et utal af keyboards som lille, men jeg fik aldrig lært at spille på dem. Jeg havde mere sjov med at rode rundt med indstillingerne. Jeg kan huske, at jeg øvede mig i at spille "Do-re-mi" fra Sound of music, men jeg formåede aldrig at lære det hele. Det har nok noget at gøre med, at jeg prøvede mig frem. I tredje klasse begyndte jeg at blive betaget af dansk 80'er-musik: TV-2, Gnags, MC Einar, alt det der. Efter det havde jeg ikke et særlig nært forhold til musik, indtil jeg en dag opdagede en blog ved navn ToddInTheShadows, der på morsom vis kommenterer moderne popmusik. Den er også god til at referere til ældre musik, og den fik min interesse i gang igen. Jeg blev meget glad for navne som Rolling Stones, David Bowie, Genesis og Nirvana - meget varieret. Og derfra udviklede det sig bare, og jeg begyndte at følge flere blogs ... Hvad angår min egen musik, så har jeg efterhånden spillet guitar i et par år, og jeg har også skrevet en del sange. Jeg har især udforsket hardcore punk, og min musik er ret Black Flag-inspireret, men jeg føler selv, at jeg får sat nogle gode twists på genren. Her i sommerferien bliver cirklen fuldendt - da anskaffer jeg mig et ordentligt keyboard, og jeg vil tage mig tid til at lære at spille på det.
Hvordan holder du dig orienteret i musikken?
Jeg abonnerer på Gaffa, det har jeg gjort i et par måneder, men derudover kommer de fleste af mine nyheder fra internettet. Fra danske sider som Gaffas og Soundvenues internetudgaver. Jeg er dog ofte på internationale sider, bl.a. Pitchfork, Consequence of Sound og af og til Rolling Stone, men mest af alt holder jeg mig opdateret gennem YouTube-blogs. Personligt kan jeg især anbefale Velocities in Music og The Needle Drop, der foruden at informere mig om meget ny musik også har haft stor indflydelse på hvordan jeg anmelder albums. Gennem dem har jeg opdaget b.la. Kvelertak, Melt-Banana, Lost in the Trees, Wild Beasts, Death Grips og Deafheaven, som alle er grupper, jeg holder meget af i dag.
Hvordan fik du ideen til at anmelde hele listen med Rolling Stones 500 bedste?
Jeg var en overgang glad for at spille Minecraft, og hvis Minecraft er notorisk for andet end sin simple grafik, så er det det begrænsede soundtrack. I stedet for at finde en tilfældig playliste fik jeg den ide at høre de 500 bedste sange ifølge Rolling Stone, mens jeg spillede. Jeg fandt den på Wikipedia. Det var en sjov oplevelse, men den var relativt hurtigt overstået. Det næste logiske skridt var så at lytte til listen over de 500 bedste albums fra samme blad. Det blev hurtigt til en sjov beskæftigelse, og jeg begyndte at skrive små anmeldelser til min facebook-væg, så jeg kunne dele det hele med mine venner. Det udviklede sig til større anmeldelser, og mange af mine venner opfordrede mig til at lave en blog. Det blev endelig en realitet i januar 2013, og siden har jeg skrevet der. I foråret skulle jeg så i en uges erhvervspraktik, og det blev hos Rockkanalen, der tilbød at jeg kunne lave mit projekt til en radioserie. Men de ældste anmeldelser var forfærdelig korte, så jeg måtte skrive alle anmeldelserne om igen. Og det er udelukkende de nye anmeldelser, man kan finde på min blog og Bibzoom.
Hvilke formater samler du på - lp, cd, download eller det hele?
Jeg køber mange cd'er, og de fylder en hel del herhjemme. Det meste lytter jeg dog til over Spotify eller via bibliotekslån. Jeg har en pladespiller, og jeg har snakket længe om at få den sat op, men lidt doven er man vel. Det har så resulteret i, at jeg ikke har købt nogen vinyler nogensinde, men man har jo heldigvis arvet en masse. Heriblandt rigtig mange lækre Beatles-skiver. Ved siden af cd'erne samler jeg på t-shirts, og jeg køber en til så mange koncerter som muligt.
Nævn dine fem yndlingsplader.
I denne rækkefølge (med den bedste først): Kid A af Radiohead, The downward spiral af Nine Inch Nails, Loveless af My Bloody Valentine, Low af David Bowie, The Velvet Underground & Nico af The Velvet Underground.
Og de fem bedste koncertoplevelser.
Jeg har ikke været koncertgænger længe, faktisk kun rigtig siden slutningen af 2012, men siden da har det været Iron Maiden i Malmö, Of Montreal i Bremen-teateret, Koorpiklaani i Pumpehuset, David Byrne og St. Vincent i Falconer Salen, Haim i Store Vega.
Alle der har fulgt med i dine første 100 anmeldelser ved, at du har det svært med country, selv om du altid lytter med åbent sind og prøver at pege på de gode sider. Er der andre slags musik, du helst ikke vil høre?
Jeg har også et meget anspændt forhold til eurodance-bølgen fra slutningen af 90'erne, og jeg er blandt de mange, der ikke kan udholde dansktop. Den allerhårdeste, mindst melodiske norske black metal kan også være lidt for meget, og i lidt samme båd finder jeg nu-metal virkelig utiltalende, mens deathcore normalt bare er den rene larm for mig. Til trods for nogle få fine musikere som EaggerStunn og Shaka Loveless kan jeg heller ikke vente på, at den danske dancehall-scene uddør, for langt det meste er idiotisk uden at være den mindste smule morsomt. Hvis vi er ved en højlydt fest, har jeg ikke noget imod at man sætter noget dubstep på, jeg synes det er rart, at så eksperimentel musik er blevet populær, men meget hardcore techno er lige til at blive skør af. Til sidst er der post-grunge-bølgen med bands som Creed, Nickelback og Puddle of Mudd. Jeg kan virkelig ikke komme på en eneste gruppe udover Foo Fighters, der formår at stikke ud blandt mængden.
Tak - og til lykke med dit Bibzoom-jubilæum! Vi glæder os til at bringe de næste 100 anmeldelser!