Klimasange

De danske folkebiblioteker har udskrevet en konkurrence om at skrive ”Danmarks klimasang” – intet mindre! Sangen skal ”inspirere til fællesskab, håb og klimahandling” og kan være skrevet på en kendt melodi eller på en nyskrevet melodi. Desuden skal sangen kunne synges som fællessang. Fristen for at være med i konkurrencen er d. 28. marts, og vinderen af konkurrencen offentliggøres d. 27. april ved et landsdækkende fællesarrangement. Man kan læse mere om konkurrencen på hjemmesiden klimasang.dk.

Det vidner om et rimeligt højt ambitionsniveau at ville kåre ”Danmarks klimasang”, ikke mindst på baggrund af, at det ikke just skorter på klimasange her til lands. På Klimabevægelsens hjemmeside, klimabevaegelsen.dk, finder man således en lang række klimasange – 65 i alt! – som er skrevet på kendte melodier, og som er tænkt at kunne bruges ved ”demonstrationer, optog og happenings”. Sangtitlerne spænder fra ”Det er en hed tid” og ”Danmark du blunder” (man kan selv gætte sig til melodierne) til ”Kloden har brug for os nu” og ”IngenPlanetB”.

Her er sange til enhver lejlighed – og hvis de 65 klimasange ikke skulle være tilstrækkeligt, kan man finde flere klimasange på hjemmesiden klimasange.dk samt på siden bedsteforaeldrenesklimaaktion.dk, eller man kan forsøge sig med den cd med ”Klimasange”, som en stribe danske musikere (Peter Belli, Kaya Brüel, Jimmy Jørgensen, mv.) udsendte i 2009. Der er altså allerede skrevet ganske mange danske klimasange, så man skal nok stå tidligt op, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at skrive ”Danmarks klimasang”. Hvilket dog ikke betyder, at man skal afholde sig fra at prøve på det – bestemt ikke.

Neil Young og klimaet
Der er naturligvis også skrevet klimasange andre steder end i Danmark (selv om sangene måske ikke direkte er blevet præsenteret som netop ”klimasange”), og det er et lille udvalg af disse udenlandske sange om miljø og klimaforandringer, jeg i det følgende vil kaste et blik på. Klimaforkæmperen par excellence inden for rockmusikken er helt sikkert Neil Young, som i mere end en menneskealder har harceleret over magthavernes ødelæggelse af naturen for ussel mammons skyld. Samtidig er Young udmærket klar over, at man ikke ændrer på verden bare ved at skrive en klimasang, således som det kommer til udtryk i hans sang ”Just singing a song” (2009): ”You can sing about change/ while you´re making your own/ You can be what you try to say/ while the big wheels roll/ Just singing a song won´t change the world”. Men derfor skal man jo ikke afholde sig fra at give udtryk for sine holdninger og meninger.

Allerede i 1974 (og sikkert også før) var Neil Young ude med riven efter naturødelæggerne i sangen ”Vampire blues”, hvor han skælder ud på olieindustriens hæmningsløse udnyttelse af naturressourcerne: ”I´m a vampire, babe, suckin´ blood from the earth/ I´m a vampire, baby, suckin´ blood from the earth/ Well I´m a vampire, babe, sell you twenty barrels worth”. Sangen ”Peaceful Valley Boulevard” (2010) beretter i manende billeder om, hvordan USA´s historie er én lang historie om overgreb på naturen og ødelæggelse af miljøet: ”A polar bear was drifting on an ice floe/ sun beating down from the sky./ Politicians gathered for a summit/ and came away with nothing to decide”.

Endnu skarpere lyder det i Youngs heftige angreb på firmaet Monsanto, som han ser som hovedaktør i omfattende ødelæggelser af landbrugsjord og landbrugsafgrøder, bl.a. i kraft af genmanipulationer og biokemiske sprøjtemidler. Neil Young er virkelig vred på Monsanto, og det lyder således i hans ”Monsanto years” fra 2015: ”When these seeds rise they´re ready for the pesticide/ and Roundup comes and brings the poison tide of/ Monsanto, Monsanto”.

Young bryder sig ikke om udviklingen på miljø- og klimaområdet i USA, og det giver han udtryk for i flere sange end de her nævnte. Men der er mange andre sangskrivere, som har protesteret mod klimaødelæggelserne i verden. Jackson Browne har bidraget flere gange til kataloget over klimaprotestsange, bl.a. med sangen ”Downhill from everywhere” (2021): ”Do you think of the oceans as yours?/ Because you need the ocean to breathe/ every second breath you take/ is coming from the sea”. Paul McCartney er en smule mere indirekte i sin afstandtagen til den uheldige klimaudvikling i verden i sangen ”Despite repeated warnings” (2018), hvori han fremmaner billedet af en gal kaptajn, der er ved at styre sit skib ud i tilintetgørelsen: ”No brakes, the engineer cries/ the captain´s gonna leave us when the temperature rises/ the needle´s going up, the engine´s gonna blow/ and we are gonna be left down below”.

The Beach Boys er - de måske lidt uventede - ophavsmænd til en tidlig protest mod miljøødelæggelserne i rockregi, nemlig sangen ”Don´t go near the water” (1971), hvor Al Jardine og Mike Love til en smuk og indsmigrende melodi protesterer over forgiftningen af havene og floderne: ”Don´t go near the water/ don´t you think it´s sad/ what´s happened to the water/ our water´s going bad”.

The Eagles og klimaet
Hvis der er én rockgruppe, som har brugt miljøødelæggelses-temaet ofte i sine sange, må det dog nok være The Eagles. I sangen ”The last resort” (1976) gengiver Don Henley og Glen Frey således den amerikanske vestkysts historie med disse ord: “Some rich men came and raped the land/ nobody caught ´em/ put up a bunch of ugly boxes/ and Jesus people bought ´em”. I sangen “Long road out of Eden” (2007) er der heller ikke mange pæne ord til overs for det, der i Eagles-terminologi bedst kan beskrives som “Hotel California”, altså det moderne, forurenede og forurenende overflodssamfund: ”Weaving down the American highway/ through the litter and the wreckage and the cultural junk”. Osv.

Specielt ét af medlemmerne i the Eagles, Don Henley, har i sin sangskrivning jævnligt beskæftiget sig med temaerne miljø og klima. I sangen ”Goodbye to a river” (2000) begræder han således den udvikling, der har ødelagt hans barndoms vildt strømmende flod, som nu er dæmmet op og tæmmet til ukendelighed: ”The dirty water washes down/ poisoning the common ground/ taking sins of farm and town/ and bearing them away./ The captains of industry/ and their tools on the hill/ they´re killing everyone divine/ what will I tell this child of mine”.
Men først og fremmest er det nok i den indtrængende og insisterende “Praying for rain” (2015) – med mindelser om Woody Guthries “Dust bowl ballads” (1940) – man for alvor stifter bekendtskab med klimaforkæmperen Don Henleys evner til at formidle et budskab, så det trænger igennem til lytteren. Her er tale om en eminent klimasang, som næppe er hørt bedre eller mere overbevisende hos andre sangskrivere: ”I´m praying for rain/ I´m praying for rain/ Lord, I ain´t never asked for much/ and I don´t mean to complain/ I´m praying for rain”. En enkel, men samtidig gruopvækkende skildring af en stor fælles ulykke, set gennem øjnene på et af ofrene for klimakatastrofen. Hvis denne sang om klimaforandringernes ødelæggende virkninger i form af tørke og misvækst var blevet indleveret til konkurrencen om ”Danmarks klimasang”, ville den helt sikkert have haft gode chancer for at vinde.

Håb og klimahandling
Og dog. Don Henleys ”Praying for rain” har - ligesom de øvrige anførte klimasange fra udlandet - det problem, at sangen hverken inspirerer til håb eller til klimahandling. Tværtimod fokuserer den på en specifik klimakatastrofe og beskriver den så suggestivt og så indfølt, at lytteren næppe kan undgå at blive følelsesmæssigt berørt af beskrivelsen (hvormed den måske meget indirekte kan siges at ”inspirere til klimahandling”); men meget håb for fremtiden er der nu ikke at hente i sangteksten. Det er så (efter min mening) heller ikke kunstnerens opgave at indgyde håb eller at anvise løsninger – det må politikerne gøre, efter at de er blevet gjort opmærksomme på et givet problem. En klimasang kan påpege og beskrive – men klimahandlingen må komme et andet sted fra. Der er naturligvis ikke noget galt i, hvis sangskriveren kommer med gode forslag til løsninger og handlemåder i sin tekst; men hans/hendes vigtigste opgave må være at fremlægge og påpege, og forhåbentlig gøre det så overbevisende, at beslutningstagerne bliver påvirkede til at skride til handling.

Hvis jeg selv skulle deltage i bibliotekernes konkurrence om at skrive ”Danmarks klimasang”, ville jeg nok tage udgangspunkt i den stærkt faldende biodiversitet i landet – og først og fremmest ville jeg nok fokusere på tilbagegangen i bestanden af danske fugle. Det er der desværre ikke meget inspiration til håb eller klimahandling i, så mit bidrag ville ikke vinde konkurrencen. Men intentionen er god nok, og den melodi, jeg ville vælge til teksten, er der heller ikke noget i vejen med. Hør blot:

En lærke letted og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
For ingen fugl skulle dengang sulte,
da alt var frodigt – der var engang,
hvor marker blomstred i gult og grønt,
når det var forår og Danmark skønt,
og Danmark skønt.

Engang da havde vi svalehaler,
og sommerfugle af mange slags.
I dag er dyreantallet dalet,
tilbage er kun det halve – maks!
Og nattergalen er sjældent hørt,
for fuglesangen er løbet kørt,
er løbet kørt.

Osv.