Klog som en krage

I mytologien og folketroen er det som regel uglen, der forbindes med lærdom og klogskab. Den romerske gudinde for lærdom og poesi, Minerva, gengives ofte sammen med en ugle, og en ugleart bærer ligefrem navnet minervaugle. Men faktisk burde det slet ikke være uglen, der i folketroen forbindes med visdom.

I virkelighedens verden er det snarere kragefuglene, der burde have denne status, for medlemmerne af kragefamilien er nogle af verdens klogeste fugle, hvilket bl.a. giver sig udtryk derved, at de kan bruge redskaber og løse opgaver. Kragefugle er lige så kloge som aber, og i den nordiske mytologi var det da også to medlemmer af kragefamilien, to ravne, der sad ved Odins side og hjalp ham med at styre verden. Trods – eller måske på grund af – kragernes århundredlange samliv med menneskene har de ingen tillid til os, men holder sig altid lige uden for rækkevidde. Det er uhyre sjældent at se en trafikdræbt krage.

Selv om kragefuglene er nogle af de mest intelligente dyr i verden, er det ikke klogskab og visdom, de forbindes med i folketroen og i symbolikkens verden. Krager og ravne kobles derimod oftest sammen med død, ulykke, krig, ondskab eller lignende, og det skyldes først og fremmest deres ildevarslende sorte farver og måske også deres uharmoniske stemmer, som bestemt ikke hører til blandt de smukkeste i fugleverdenen. Desuden er krager altædende og ses ofte ved ådsler, ligesom de ikke viger tilbage for at plyndre mindre fugles reder. I daglig tale opfattes kragefuglene som ulykkesfugle, og i folketroen kan deres tilstedeværelse varsle snarlig død. I en af Hitchcocks mest symbolladede film, ”Fuglene”, er det især kragefuglene (og mågerne), der truer menneskene på livet.

Ulykkesfugle
Det er især de sorte fugles mørke side, der kommer til udtryk i en række af de sange, hvori kragefuglene optræder. Det er f.eks. tilfældet i Sydney Carters antikrigssang ”The crow on the cradle” (1963), der siden sin tilblivelse er blevet indspillet af et utal af musikere (Pete Seeger, Judy Collins, Jackson Browne, osv.). Sangen fortæller om kragen, der sidder på det nyfødte barns vugge og spår død og ulykke for barnet, når det vokser op og bliver sendt i krig: ”The white and the black/ somebody´s baby is not coming back/ sang the crow on the cradle”. I denne sang er kragens funktion udelukkende den at være en ulykkesbebuder, der er ingen forsonende momenter ved den sorte fugl. Heller ikke, selv om det bare er sandheden, den fortæller.

I Paul McCartneys ”I don´t know” (2018) forbindes kragen ligeledes med problemer og med livets negative sider: ”I got crows at my window/ dogs at my door/ I don´t think I can take anymore/ What am I doing wrong? I don´t know”. Krager uden for vinduet er aldrig noget godt tegn, og i McCartneys sang bliver kragerne et symbolsk udtryk for jeg-personens triste sindstilstand. Noget tilsvarende gælder for Bob Dylans ”Black crow blues” (1964), hvor kragerne på marken symboliserer jeg-personens utilpassede situation og skiftende sindstilstande: ”Black crows in the meadow/ across a broad highway/ though it´s funny, Honey/ I just don´t feel much like a/ scarecrow today”. Sprogkunstneren Dylan udnytter her fint, at et fugleskræmsel faktisk hedder et “krageskræmsel” på engelsk.

Når Joni Mitchell synger om en krage i sangen ”Black crow” (1976), bliver kragen en personifikation af hendes jeg-persons egen livssituation: ”I´m like a black crow flying/ in a blue, blue sky/ in search of love and music/ - /diving down to pick up every shining thing/ just like that black crow flying/ in a blue sky”. Ligesom kragen – eller måske snarere skaden – samler jeg-personen i sangen på de små øjeblikke af lykke (”every shining thing”), tilværelsen trods alt byder på; men desværre er der ofte langt imellem lykkestunderne.
Det sker dog, at krager ikke automatisk forbindes med de mørke og dystre sider af livet. I Neil Youngs sang til Moder Jord, ”Woolf moon” (2015), er kragerne bare krager og som sådan en del af livets og naturens store kredsløb – i opposition til menneskenes verden, der kun satser på at udnytte naturressourcerne mest muligt: ”Big crows still flying in your sky/ herds of elk roam across your meadows/ and your eagle soars across my eyes/ while you withstand the thoughtless plundering”. I sangen ”As the crow flies” (1972) af Tony Joe White er kragen også bare en krage, hvilket i dette tilfælde vil sige en fugl, der i kraft af sine vinger er i stand til at komme hurtigt frem: ”As the crow flies/ that´s how I´m on my way/ as the crow flies, baby/ I´m on my way”.

Krager i Sverige
I 1981 udsendte Mikael Wiehe og hans orkester LP´en ”Kråksånger”, hvis titel vel skulle forstås på den måde, at her kunne man lytte til en samling uskønne og uheldsvarslende tekster, meget langt fra de traditionelle skønsange. En af sangene på pladen handler tilmed om en krage, ”Flickan och kråkan”, selv om den symbolske fugl i sangteksten nu lige så godt kunne have været en hvilken som helst anden art end netop en krage.

Mikael Wiehe har aldrig været bleg for at benytte sig af et temmelig bombastisk billedsprog af frygt for, at der skulle være nogen blandt lytterne, der ikke forstod meningen med symbolerne. Således også i dette tilfælde, hvor symbolindholdet i historien om pigen og kragen forklares så håndfast, at selv dem på bageste række kan være med: ”För mitt hopp är en skadskjutat kråka/ och jag är ett springande barn/ som tror det finns någon som kan hjälpa mig än/ som tror det finns nån som har svar”. Men i virkeligheden ved jeg-personen i sangen jo godt, barnet, at det er for sent – håbet og kragen er allerede så godt som døde.

Mikael Wiehes sang bruger udelukkende kragen som en metafor for noget helt andet, håbet, så man kan ikke med rimelighed just påstå, at hans sang rent faktisk handler om en krage. En anden svensk sanger, Ulf Lundell, knytter derimod direkte an til kragens traditionelle rolle som symbol for det mørke og kolde i tilværelsen i de af hans sange, der involverer krager – og det er ikke helt få. Sangen ”Pissväderspolska” (2008) indledes med ordene: ”Kråkorna i leren/ helvetesmoln på himlen/ altt grått och trist/ pissväderspolska”. Møgvejr, kragevejr. I sangen ”Skandinavien” (1996) forbindes kragerne med den frostkolde vinter: ”Kråkorna tumar i snön/ som drar ner ifrån norr”. Det samme er tilfældet i sangen ”Den här vägen” (2000), hvor kragerne ligeledes flyver rundt i det snetunge landskab: ””Se hur dom svarta molnen/ rullar upp över sjön/ se hur kråkorna kränger/ i den yrande snön”.

I sangen ”Vid sjön” (2018) er kragerne en del af det stillestående novemberlandskab, der kun venter på vinterens komme: ”Kråkor i träden/ dom ser allting/ dom kan konsten att vänta/ på egentligen ingenting”. Og i den smukke, men samtidig dybt vemodige ”Maria, kom tillbaka” (1993) er kragerne en del af en stærkt foruroligende situation, som til forveksling minder om krig: ”Det var kråkor vid ruinerna/ och jag hörde skrik och skott/ och alla dom där mänskorna/ som bara ville bort/ Och i dikena längs vägarna/ det låg kroppar slängda där/ hundar som grävde/ pojkar med gevär”. Her møder vi igen kragerne som deciderede ulykkesfugle, tæt forbundne med krig og ulykke.

Ordet ”krage” rimer lidt for ofte på ordet ”død”, som man også ser det i gruppen Eldkvarns ”Kråkor och konjak” (1989): ”Varför en urdrucken flaska konjak står på telefontrån/ och varför är det så många kråkor på kyrkegårn?” Det er tankevækkende, at de kloge kragefugle er så tæt forbundet med død og ulykke i folketroen og i sangteksterne. Er fænomenerne måske en uundgåelig følge af den høje intelligens? Og har mennesket i så fald udstyret kragefuglene med de negative associationer for at bortlede opmærksomheden fra sig selv? Har mennesket i kragen genkendt en beslægtet dyreart, som det kan projicere sine negative sider over på? Det er jo trods alt lidt mærkværdigt, at det ikke er blevet kragen, der i mytologien forbindes med lærdom og klogskab, når den nu er så intelligent.