dummy

Knivskarpe erindringer fra en tåget tid

1-09-2020
Peter Elmelund
Anmeldelse

I forbindelse med udstillingen 2012 i Den Gamle By i Aarhus ”BEAT mm – Jørgen Angels fotografier 1966-1983” udkom en flot coffee table-bog med samme titel. Jørgen Angel, som er autodidakt fotograf, var særdeles aktiv som musikfotograf i årene 1966 til 1983. Hans billeder er siden blevet brugt verden over i blandt andet tidsskrifterne Mojo, Cut, Q, Classic Rock og Rolling Stone.

I 2001 stiftede musikjournalisten og musikeren Martin Blom Hansen bekendtskab med Jørgen Angel og hans billeder – og så straks, at her var materiale til mere end en enkelt artikel. For Jørgen Angel har været en yderst flittig fotograf, der har været de rigtige steder på de rigtige tidspunktet OG har haft den ubeskrivelige sans for timing, som giver trykket på udløseren i det helt rigtige sekund. Bogens godt 500 billeder er angiveligt kun én procentdel af Angels billeder!

Rockhistorie med anekdoter

Her er et vægtigt stykke musikhistorie, som helt fortjent ved udgivelsen fik sendetid i alle medier; kulturministeren talte ved receptionen i Den Gamle By, og Skousen og Ingemann spillede (naturligvis) ”Herfra hvor vi står”.

I 2008 kom en lignende bog, Midt i en beattid med Jan Perssons billeder og Torben Billes tekst, som blev anmeldt på Bibzoom. Den beskrevne tid er den samme, men bøgerne er forskellige. Midt i en beattid har store fotos af verdens største rockstjerner med Torben Billes personlige betragtninger ind over. BEAT mm er umiddelbart mere nøgternt registrerende; billederne står knivskarpt med enkle billedtekster og med præcise faktabokse, der giver en kort biografi over den pågældende gruppe. Og så har forfatteren nænsomt redigeret Jørgen Angels egne historier om billederne. Her får vi skønne anekdotiske fortællinger, hvor Angel uimponeret fortæller om møderne med de store rocknavne, som tit udmøntede sig til venskaber i en gensidig respekt musiker og fotograf imellem.  Så side-om-side med en flyvende Pete Townshend fra The Who på scenen i Falkoner Teatret i 1970 får vi billeder fra The Whos bassist John Entwistles villa i London med Angel på hyggebesøg i hjemmebaren.

Kanel og skidt …

Det er netop Angels uimponerethed, der gør denne bog speciel. Og hans udeblivende snobberi, som ellers opleves i miljøet. Så det er ikke kun toppen af rocken, der fotograferes. Også navne, som blev gevaldigt rynket på næsen af, er med. Vi får billeder af den engelske puddelpopgruppe Bay City Rollers, af danske Walkers og af Mabel. Jørgen Angel solgte sine billeder primært til bladet GO, som jeg husker som en lidt frækkere udgave af Vi Unge. Her var læserne ofte mere interesseret i at læse om Walkers end om eksempelvis Jethro Tull.

Dette gør bogen yderst varieret, idet de fremragende portrætter, som i dag udstilles på gallerier og museer verden over, ledsages af ”hyggelige fredagsfestbilleder med vennerne”. Imellem de 111 portrætterede navne får vi fem dobbeltopslag med temaerne HAIR, CROWD, GUITAR HERO, ROCK SINGER og OG DER ER MEGET MERE. En snes fotografier sat op tematisk; eksempelvis er GUITAR HERO femten guitarister i skønne soloscener. Oplagt til en lille hyggequiz: Hvem Er Det? Her er også et godt eksempel på forfatterens kompetente tekster, som er præcise og velskrevne.

I bogens titel er et ”mm”. Det plejer at betyde ”med mere”, men er her også ”meget mere” – for der er mange flere billeder. Og der er også billeder, der ikke decideret er BEAT: Side 108 er kulturminister Kristen Helveg-Petersen knipset på vej til et hemmeligt møde i Projekt Hus i Magstræde i 1971. Det er da ”mm”, der vil noget!

Nyd billederne! Et fantastisk billede af Anisette 1968 foran spejlet i garderoben, David Bowie på scenen i 1976, Gasolin’s sidste koncert i 1978, hvor gruppens opløsning virkelig læses i billedet. Og så videre og så videre.

Et sæt billeder af verden i går, som vi gerne vil huske som enkel, uskyldig og naiv. Hvad den måske ikke var, men ét er sikkert: Det var lettere for en fotograf at få lov til at tage billeder. Angel fortæller entusiastisk om sin legende lette adgang til musikerne, som gradvist blev indsnævret indtil 1983, hvor han definitivt lagde sit professionelle udstyr på hylden. ”Det var ikke sjovt længere." Og det havde det været indtil nu, hvilket man ikke kan være i tvivl om efter at have læst og set denne skønne bog. Et lille, personligt suk: Et navneregister ville øge brugsværdien.

Tak til Jørgen Angel for de fine billeder med historie og til Martin Blom Hansen for den diskrete, forbilledlige redaktion. Bogen kan lånes på dit lokale bibliotek.

Først bragt på Bibzoom 31.10. 2012