København er vel en (plade)messe værd

Årets sidste plademesse er vel overstået, og der er to måneder til den næste. Ventetiden kan passende bruges til nogle overvejelser over, hvad der egentlig kendetegner en plademesse – samt naturligvis til at lytte til det musikalske udbytte fra messen i skikkelse af en række mere eller mindre interesante cd'er. For en plademesse er jo trods alt først og fremmest et marked for køb og salg af musik på cd og lp.

At en plademesse er et sted, hvor der handles musik, er logik for burhøns. Men den er mere end det. Bl.a. er messen ud over at være et forum for køb og salg også et sted, hvor man udveksler og opsamler informationer – om musik, om musikere og om musikforhandlere. På en plademesse er der altid én, som netop har været i London og har hørt, at man nu arbejder på at udsende den fuldstændige udgave af en given koncert med samtlige ekstranumre. For dem, der nu måtte være interesserede i den slags. Eller der er én, som mener at vide, at der snart udkommer en super deluxe-udgave af et værk, der tidligere "kun" er udsendt i en deluxe-udgave. Osv. (En opklarende bemærkning: de besøgende på en plademesse er ofte lidt oppe i årene, og derfor er genudsendelser (eller genudsendelser af genudsendelser) af musik fra de handlendes ungdom altid et centralt emne).

Med omtalen af informationsudvekslingen mellem ligesindede på en plademesse er et andet vigtigt aspekt samtidig antydet: der er i høj grad tale om en social begivenhed, hvor mennesker mødes og sød musik diskuteres og handles. Og dem, der mødes, er næsten altid – i hvert fald på den plademesse, jeg besøger (dvs. den i Nørrebrohallen) - gamle kendinge.

At gå rundt på en plademesse er lidt som at være til en sammenkomst for fjerne slægtninge, som man kun ser en sjælden gang, og som man derfor har et venligt og let distanceret forhold til. Selv om der selvfølgelig også er mange med tættere indbyrdes forbindelser på messen, både blandt købere og sælgere. Når man går rundt mellem standene, hører man således en del replikudvekslinger om, hvad de talende har lavet siden sidst – dvs. siden sidste plademesse – og der er så godt som altid tale om hjertelige ordvekslinger. Naturligvis; en plademesse er jo en festlig begivenhed, så de sure miner har fået lov til at blive hjemme.

Et af de mest karakteristiske træk er, at deltagerne stort set altid er af hankøn, hvad enten de befinder sig foran eller bagved standene. Der er naturligvis undtagelser fra denne regel, men de er sjældne. En plademesse virker som en magnet for nørdede samlertyper, og nørdede samlere – ikke mindst samlere af musik – er nærmest pr. definition mænd. Sådan er det bare.

Nogle af de besøgende er selvfølgelig mere nørdede end andre (f.eks. dem, der udelukkende er ude efter en speciel vinyludgave af Peter Framptons solo-debut, el.lign.). Men fælles for de fleste deltagere i en plademesse er, at de trods deres specialområder, som de interesserer sig mest for og håber at gøre et fund inden for, på forbløffende vis ofte har en uventet detailviden om udgivelser og udøvere inden for andre områder end deres eget primære interessefelt. Derfor er der altid meget at kigge på på en plademesse, selv for de mest hardcore samlere af specifikke musikudgivelser – for det kunne jo være, at man en dag pludselig fik brug for sin viden om andet end favoritmusikerne. Eller måske man ligefrem fik lyst til at høre noget nyt? Det gælder om at have antennerne ude.

Et sjovt kendetegn ved en plademesse – og det gælder også for de almindelige kræmmermarkeder – er, at sælger- og køberrollen ikke altid er entydigt defineret. Sælgerne er næsten altid personer, der selv er dybt interesserede i musik, og som derfor ofte er på udkig efter denne eller hin udgivelse, som lige netop mangler i samlingen. Selv om jeg altid selv kun optræder i køberens rolle, kan jeg se, at mange sælgere lige tager en runde til de andre stande for at se, om der skulle være noget af interesse.

Den fælles interesse for den solgte vare hos købere og sælgere er da også netop årsagen til, at der lige så meget er tale om et informationsmarked som et salgsmarked. Synspunkter, holdninger og oplysninger udveksles med stor iver på en plademesse, og man skulle være et skarn, hvis man ikke kunne bruge nogle af de informationer, man støder på. Måske løber man ind i en hjemmeside, der lige skal undersøges, eller måske får man kendskab til et hidtil ukendt plademærke, der ser ud til at stå bag nogle spændende titler. Eller måske er en ellers uopdrivelig cd netop blevet genudgivet. Der er næsten altid noget at tjekke op på, når man har været på en plademesse.

Man kunne desuden nævne messens karakter af internationalt træfpunkt som et af dens mest iøjnefaldende karakteristika. På den kvartårlige plademesse i København møder man altid sælgere fra Tyskland og Sverige, og disse stande er bestemt ikke de mindst interessante. De udenlandske sælgere har hver deres særkender, og som garvet plademessegæst ved man nogenlunde, hvilke typer udgivelser, man vil møde ved de forskellige salgsborde – på godt og ondt.

Det er altid dejligt at blive overrasket, og overraskelser kniber det måske lidt med efterhånden, selv ved de tyske og svenske borde. Men samtidig har tyskerne og svenskerne næsten altid udgivelser med, som man ingen chance har for at finde i de danske butikker: specielle koncert-cd'er, udgivelser fra marginale forlag, osv. Og det er bestemt ikke til at kimse ad.

Messestandene kan naturligvis ikke hamle op med internettet, hvor man jo kan finde stort set alting; men plademessen har den fordel, at den præsenterer de udsøgte varer i fysisk form, og det er typisk for messens publikum af samlere og andre nørder, at man gerne vil have musikken i en eller anden fysisk fremtrædelsesform, hvor man kan læse om de optrædende, kigge på billeder, osv., samtidig med at man lytter til musikken.

Desuden rummer messen trods alt mange eksempler på det ovenfor omtalte fænomen: overraskelsen, det uventede fund. Hvilket naturligvis også er årsagen til, at både sælgere og købere gider ulejlige sig med at bladre igennem de mange tusind cd'er og lp'er på en plademesse. Der er ingen, der regner med at finde kostbarheder til dumpingpriser, når kendere handler med andre kendere, men mindre kan også gøre det.

Dels har vi jo forskellig smag inden for musik og går efter forskellige udgivelser. Og dels er det utrolig let at blive fristet, når man pludselig står med en cd fra en gruppe, som man ikke har hørt i mange år eller måske endda helt havde glemt. En plademesse handler – også – om pludselige indskydelser, om pludseligt opståede lyster, om at blive fristet. Og fristelser er som bekendt til, for at man skal give efter for dem. Derfor ender selv de mest inkarnerede specialsamlere ofte med at komme hjem med noget andet end det, de lige tog ind på messen efter. Heldigvis.

Mine egne køb

Og hvad kom denne samler så hjem med fra den nyligt afholdte plademesse? Jo, det blev til en håndfuld cd'er af lige så blandet karakter, som ovenstående gennemgang lægger op til. Samt naturligvis en række indtryk og informationer, som jeg kan arbejde videre med.

De første to cd'er købte jeg af Dieter fra Tyskland, som altid har en masse klassisk rockmusik med sig i forskellige indpakninger, denne gang bl.a. en stribe halvofficielle, udvidede udgaver af gamle udgivelser. Necrophilia med The Rolling Stones er en planlagt, men aldrig udsendt plade med en række alternative versioner af kendte Stones-numre. Absolut interessant, hvis man ikke har stoffet i forvejen. Og det tror jeg ikke, at jeg har (de fleste samlere har en god fornemmelse af, hvad der befinder sig i deres samling; men helt sikre er de sjældent).

Noget tilsvarende gælder cd'en Brian's back med The Beach Boys: mere eller mindre spændende outtakes og alternative versioner af mere eller mindre spændende Brian Wilson-numre. Oven i handelen med den udmærkede Dieter fik jeg så – som sædvanlig – en favorabel pris og et overstrømmende: "Ah, mein Freund. For you, special price." Og et venligt klap på skulderen. Kom ikke og sig, at en plademesse ikke (også) er et socialt arrangement!

Den tredje cd købte jeg også af en gammel kending på Nørrebro-messen, nemlig endnu en tysker (ved navn?), som styrer sin stand med hjælp fra en valutaomregningskyndig veninde/kone. Denne gang havde tyskeren bl.a. en stribe genudgivelser og opsamlinger af det navnkundige Blues Band med sig, og jeg valgte en dobbeltudgivelse af gruppens to første lp'er. Paul Jones var og er bare en fænomenal sanger! Men det kunne såmænd lige så godt være blevet til en koncertoptagelse med Spencer Davis Group fra 1973, eller noget helt tredje. Måske til februar-messen?

Så var der det traditionelle besøg hos de to Bob Dylan-specialister, Frank og Per (med hver sin stand), og denne gang blev det til en koncertoptagelse med Dylan fra Stockholm, juli 1981, hvor han rejste rundt med sit Born Again-band.  Jeg har ganske vist flere andre optagelser fra denne tur, men det er en periode i Dylans lange karriere, som jeg godt kan lide. Dylan var i 1981 stadig under stærk påvirkning af sin nyfundne religiøsitet, og selv om jeg ikke selv er specielt religiøs, kan jeg godt høre, at inspirationen ovenfra for Dylans vedkommende resulterede i en lang række usædvanligt stærke numre. Så jeg gav Born Again-bandet endnu en chance for at omvende denne hedning. Oven i handelen med Frank fik jeg så en nypresset koncertoptagelse fra Dresden 2012 stukket i hånden som bonus. God jul – og som sædvanlig tak fra en trofast kunde.

Mit sidste køb på plademessen må klassificeres under kategorien impulskøb. Det drejer sig om en cd med Rickie Lee Jones, The sermon on exposition boulevard, som jeg hverken kender eller har hørt om tidligere. Jeg har oven i købet flere cd'er med damen, som vistnok befinder sig nederst i en stor stak cd'er, som jeg med skam at melde faktisk aldrig hører. Men måske netop af den grund fik jeg lyst til at høre hende igen, så jeg købte cd'en – ganske billigt, skal det tilføjes. For selv om cd'er generelt er billige på en plademesse (hårdt trængt af nettet), er der ingen grund til at bruge penge på usikre investeringer, når konkurrencen fra andre fristende tilbud nu er så stor. Men jeg lod mig altså friste af en kombination af pris og kunstnernavn til at genoplive bekendtskabet med Rickie Lee Jones.

Og så skulle jeg ikke have mere med hjem den dag. Dels er der trods alt grænser for, hvor mange penge, man kan/vil bruge på formålet. Og dels er der altid det voldsomt påtrængende problem med pladsen i den toværelses lejlighed. På dette område har den digitale musik et rigtig godt argument. Men mon ikke jeg alligevel kommer hjem med endnu en håndfuld cd'er fra den næste messe i februar? Det ville i hvert fald være et kvalificeret gæt. Og selv om jeg skulle vende helt tomhændet hjem fra plademessen, ville det ikke gøre så meget, for messen er – som det gerne skulle være fremgået – først og fremmest god underholdning. For mig i hvert fald.

Læs om de kommende plademesser