Genrer
Krig, krig, krig
Selv om de nyere regeringer har gjort, hvad de kunne for at give danskerne et indtryk af, hvordan det er at være en krigsførende nation, kan vi dog ikke hamle op med amerikanerne i den henseende. USA er verdens førende militærmagt og den mest krigsførende nation i verden p.t. Men selv om amerikanerne efterhånden har været med i en del krige, er der én krig, som mere end nogen anden i nyere tid har sat sit aftryk i den amerikanske bevidsthed: Vietnamkrigen.
Ud over 2. verdenskrig er Vietnamkrigen selve krigen par excellence i amerikansk nutidskunst og -kultur, selv om – eller måske netop fordi – krigen blev afsluttet med et eklatant nederlag til USA. En af hovedårsagerne til, at netop denne krig fylder så meget i den amerikanske bevidsthed, er naturligvis, at det er en krig, de fleste nulevende amerikanere har et personligt forhold til – enten som direkte involverede i krigen, som bekendte til involverede i krigen og/eller som modstandere af krigen. En del har haft krigen helt tæt på livet i form af en trussel om indkaldelse, mens andre har måttet flygte til Canada for at undgå at blive indkaldt. Osv. osv.
Under alle omstændigheder er Vietnamkrigen en vigtig - og traumatisk - del af USA's nyere politiske og kulturelle historie, og det afspejles både i malerkunst, litteraur og musik. Et af de seneste vidnesbyrd om krigens betydning i den amerikanske kollektive bevidsthed er et kæmpemæssigt boxsæt med 13 cd'er, der alle indeholder sange om Vietnamkrigen. Next stop is Vietnam: the war on record - 1961-2008, hedder udgivelsen, som ud over cd'erne også indeholder en cd-rom og en bog.
Country Joe og krigen
En af de flittige bidragydere er gamle Country Joe McDonald, som til dels byggede sin musikalske karriere på modstanden mod Vietnamkrigen. Hans "I-feel-like-I'm-fixin'-to-die-rag" med det kendte FISH-cheer er og var en kendingsmelodi for Country Joe og hans Fish, og nummeret er da også retfærdigvis med på bokssættet. Her finder man også et par af musikerens senere Vietnam-sange, nemlig "The girl next door: combat nurse" og "Agent orange song". Men Country Joe har faktisk lavet en del flere Vietnam-sange end de tre anførte, som man bl.a. vil kunne overbevise sig om på hans hjemmeside: countryjoe.com.
Nok så interessant som Country Joes sange om Vietnamkrigen er imidlertid en håndfuld anti-krigssange, som musikeren udsendte på plade i 1971. Det drejer sig om de ni sange på pladen War, War, War, som Country Joe indspillede på pladeforlaget Vanguard, og som siden blev genudgivet på cd i 1995 i et meget lille oplag (derfor er pladen/cd'en i parentes bemærket også i dag meget eftertragtet på samlermarkedet. I Danmark findes grammofonpladen på ét folkebibliotek og på Statsbiblioteket). På grund af problemer med ophavsretten er pladen/cd'en ikke genudsendt.
Melodierne er lavet af Country Joe selv, mens teksterne er digte af den engelsk/canadiske digter Robert Service (1874-1958), der brugte soldaternes liv og oplevelser under 1. verdenskrig som motiv i sin digtsamling fra 1916: Rhymes of a Red Cross man. Digtene er enkle og ligefremme i deres formsprog, og det samme kan siges om melodierne – samt om fremførelsen af sangene: Country Joe alene med guitar og mundharmonika. Men selv om (eller netop fordi) det er enkelt, er det enormt effektivt og effektfuldt, og man skal vist være gjort af sten, hvis man ikke bliver berørt af de følelsesladede sange om almindelige mennesker, som ved skæbnens ugunst er havnet i håbløse situationer og langt borte fra dem, de holder af. På et vist plan kan man måske godt kalde sangene drivende sentimentale; men samtidig rummer de almenmenneskelige og alment genkendelige følelser og sindsstemninger, som lytteren kan kende fra sig selv. Der er ikke noget at sige til, at Services digtning var særdeles populær i samtiden.
Fra Athabasca til Mars
Hør f.eks. disse linjer fra sangen "The man from Athabasca", hvor en soldat fortæller kammeraterne om sit herlige liv i de vidtstrakte canadiske skove og på den måde indgyder dem håb og nyt mod:
So I brag of bear and beaver while the batteries are roaring,
And the fellows on the firing steps are blazing at the foe;
And I yarn a fur and feather when the marmites are a-soaring,
And they listen to my stories, seven poilus in a row,
Seven lean and lousy poilus with their cigarettes aglow.
And I tell them when it's over how I'll hike for Athabasca;
And those seven greasy poilus they are crazy to go too.
And I'll give the wife the "pickle-tub" I promised, and I'll ask her
The price of mink and marten, and the run of caribou,
And I'll get my traps in order, and I'll start to work anew.
Country Joe fremfører den 6½ minutter lange sang med en smittende glød, som får lytteren til at tro på situationen. Åbenbart var sangeren også selv meget tilfreds med nummeret, for han genbrugte det senere i en ændret version på pladen Child's play (1983). I sangen "Picks and lasers" er 1. verdenskrigs skyttegrave ganske vist skiftet ud med slagmarkerne i et fjernt univers, og de lyttende soldater i Services digt er byttet ud med en flok arbejdsrobotter, som andægtigt lytter til fortællerens beretning om arbejdet i minerne på planeten Mars. Men ellers er situationen den samme (hvis man kan sige det på den måde). Et dramatisk sceneskift i sangens kulisser – men fortsat en fin sang til en smittende melodi.
De dødes march
De øvrige numre på War, War, War er indbyrdes ret forskellige, men lige så direkte appellerende til lytterens indlevelse som "The man from Athabasca". Mest (melo)dramatisk i sin anklage mod krigens destruktive indflydelse er helt sikkert den næsten 10 minutter lange ballade om drengen Jean Desprez, som giver sit liv for noget, der er større end ham selv. Men mest rygradsrislende uhyggelig er i denne lytters ører nok pladens afsluttende nummer, "The march of the dead" (oprindelig skrevet i anledning af Boer-krigen):
They were coming, they were coming, gaunt and ghastly, sad and slow,
They were coming, all the crimson wrecks of pride;
With faces seared, and cheeks red smeared, and haunting eyes of woe,
And clotted holes the khaki couldn't hide.
Oh, the clammy brow of anguish! The livid, foam-flecked lips!
The reeling ranks of ruin swept along!
The limb that trailed, the hand that failed, the bloody fingertips
And, oh, the dreary rhythm of their song!
Sangene på War, War, War er hver for sig (og ikke mindst tilsammen!) stærkere argumenter mod krigen og dens rædsler end nogen af de sange, man møder på 13-cd-boksen om Vietnam-krigen. Derfor er det ekstra ærgerligt, at pladen ikke er genudgivet siden 1995. Men Country Joe, som selv var irriteret over de ophavsretmæssige problemer i forbindelse med en genudgivelse, fandt i 2007 en form for løsning på problemet: han genindspillede simpelt hen de ni sange live i sammenhæng med et jubilæum for gamle Vietnamkrigs-modstandere. Resultatet blev War, War, War – live, som kan bestilles på ophavsmandens hjemmeside, men som ikke er i almindelig handel, og som da heller ikke er nået frem til vore hjemlige breddegrader (i hvert fald ikke i biblioteksregi).
For os, der er i besiddelse af en gammeldags grammofon, er der heldigvis fortsat mulighed for at nyde Country Joes stærke anti-krigssange, som overraskede ophavsmanden selv ved deres råstyrke, da han genindspillede dem i 2007: "Just last year when I sang them all together I thought: man, this is great stuff, the most powerful anti-war musical piece I've ever heard in my life. That I had a part composing it is unbelievable. I just did it because I was inspired, and I'm amazed that it's lasted this long."
Om Country Joe har ret i sin vurdering? Lyt selv til pladen og døm. Du kan låne den i Odense og fra Statsbiblioteket.