dummy

Kristian Jørgensen: Meeting Monty

1-03-2012
Thorbjørn Sjøgren

Et lille land uden høje bjerge har faktisk fostret tre af verdens bedste jazzviolinister. Jeg tænker selvfølgelig på Svend Asmussen, Finn Ziegler og Kristian Jørgensen. Jørgensen er unægtelig benjamin i det selskab, men der er nu ikke noget benjamin-agtigt over hans cd Meeting Monty, hans tredie i "helt" eget navn.

Jørgensen har allieret sig med sin hyppige makker Jacob Fischer (guitar) og to af vore unge, rygende talentfulde folk: bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Kresten Osgood, og desuden (jvf. titlen) indforskrevet den amerikanske pianist Monty Alexander som gæst, og hvis ikke sidstnævnte har nydt denne session skulle han da være et slemt skarn. At seks af cd'ens ti stykker er Jørgensens medfører også, at vi undgår det alt for velkendte, der jo sommetider kan få amerikanske gæster til at spille lidt forudsigeligt, og der spilles med en smittende energi og veloplagthed hele vejen rundt. "Jespers vuggevise" er så smuk at man næsten kan mærke hjertet krible lykkeligt, "The mill" er en skæg, country-jazz-agtig ørehænger og balladerne "A flower is a lovesome thing" og "Willow weep for me" tolkes med den mest betagende indlevelse og fordybelse.

Og er Monty Alexander nok grånende at se til, er han det ikke i sit klaverspil. Hans baggrund er ikke for ingenting Caribien. Jacob Fischer gør måske knap så meget væsen af sig som vanligt, men til gengæld er Fonnesbæk en stensikker ankermand med en stor, smuk tone og Osgood (vildmanden i det danske jazzvåben) er lige præcis så disciplineret, at han tilfører musikken et ordentligt skud energi og fremdrift uden at vælte alle keglerne.

Det kan godt være, at der ikke er noget specielt nytænkende eller grænsesøgende ved denne cd, men til gengæld er jeg temmelig sikker på, at man kan tage den frem år efter år og stadig have lige stor glæde af den.