Kvartet i dødens skygge

I 1974, da Dmitrij Sjostakovitj var 68 år, havde han to hjerteanfald bag sig, og hans lungekræft var begyndt at brede sig til nyrerne og leveren. Han havde et år tilbage at leve i. På dette tidspunkt skrev han sin femtende og sidste strygekvartet. Det er ikke underligt, at mange har opfattet dette værk som kunstnerens requiem. En kritiker har kaldt kvartetten "det mest deprimerende stykke musik, man kan komme til at høre".

Musikken er streng, men det betyder ikke, at den er svær. Sjostakovitj er nok den enkleste og mest direkte af alle 1900-tallets klassiske komponister. Her behøver man ikke analysere en masse - man skal bare møde musikken med et åbent sind.

Kvartetten er opbygget af seks adagio-satser, der spilles ud i ét. Allerede ved de første toner er stemningen på nul. Man hører en langsom og ganske enkel melodi. Det er som om, instrumenterne hver for sig stiller spørgsmål ud i et uhyre tomrum og egentlig ikke interesserer sig for at spille sammen. Sådan må det lyde, når alting er slut og ligegyldigt. Det meste af vejen er musikken rolig, smuk og melodiøs - men også fuld af sorg. Og så er der indlagt et par skræmmende passager, hvor instrumenterne skriger og skærer som knive.

Nej, det er ikke rart, men ikke desto mindre en stor oplevelse. På samme måde, som en Bergman-film kan være det.

Valget mellem de bedste indspilninger af nr. 15 har i mange år stået mellem Emerson- og Borodin-kvartetten. Fordelen ved Emerson-indspilningen er, at den kun fås i en boks, så man er nødt til også at låne - og høre - de andre 14 kvartetter. Storartet. Personligt vil jeg pege på Borodin. De er ikke så polerede som Emerson, men går lidenskabeligt til værks, så der kommer en glød under de frysende toner. De er russere, og det betyder noget her. Men hør for en sikkerheds skyld amerikanerne bagefter.

Hør kvartetten med Borodin

Hør kvartetten med Emerson