Kvelertak er et af verdens bedste livebands

Lørdag aften klokken 20.30 valfarter heavy-folket ned til Arena for at varme op til Metallica med en omgang norsk heavy metal. Stavangerbandet Kvelertak har lige udgivet deres andet anmelderroste album ”Meir”, hvor der på Stavangerdialekt findes numre med titler som: Tordenbrak, Månelyst, Trepan, Evig Vandrar og Åpenbaring.

Et kig rundt i det efterhånden fyldte telt afslører måske ikke overraskende at der er flest mænd blandt publikum. Mange af dem har ’enten eller’ frisurer dvs. enten har de et langt hår eller også er de helt kronragede. På diverse T-shirts står der blandt andet Iron Maiden og op og ned af armene snor tatoveringerne sig i farvestrålende mønstre. En enkelt hawaiiskjorte lusker dog rundt og en skolelærer med en Fjeldræv på ryggen har også indfundet sig. Samt selvfølgelig en hel del nordmænd som vil heppe på deres landsmænd. Og så er der ham den stærkt berusede halvnøgne mand som ser helt kogt ud i øjnene. Han vælter forvirret rundt mellem folk, som smiler overbærende mens de filmer ham på deres mobiltelefoner.

På scenen bag trommerne hænger et banner med bandets navn påført med fede typer, og ind kommer konferencieren som introducerer Kvelertak med ordene ”… er et af verdens bedste livebands”.

Til dæmpet belysning skrider så Fætter Et fra familien Adams ind på scenen i ført en enorm hjelm (og her taler vi ikke om en cykelhjelm, snarere en der leder tankerne hen på den nordiske mytologi). Med sig har han fem bandmedlemmer.

Hvad lægger det op til det her? Er det rollespilsheavy? Partyheavy? Pastichemetal? Kvelertak brander sig selv som melodisk black´n´roll.

Efter en håndfuld melodiske og hæsblæsende numre med periodevis twinguitar og dobbelt trommepedal lader det faktisk til at være en meget rammende beskrivelse. Forsangeren ryster garnet og ser ud som om han slår på tromme mens han growler og brøler. Ikke som de ondeste metalbands, hvor growlen lyder som når man trykker en flodhest på maven på det tykkeste sted. Mere moderat gurglen glasskår– som dog opnår anerkendende nik rundt om i teltet og en mand som ytrer: ”Det bliver godt det her”.

Pludselig er der tumult nede bagved. Det er den berusede mand som bæres livløs ud af fem mænd og en security vagt. Tyve minutter længere inde i koncerten ses den berusede mand igen. Denne gang med en flaske mineralvand i hånden mens han vakler nogenlunde målrettet op mod pitten. Folk viger til side for ham, og han når det lige i tide til at se forsangeren foretage et af de forbudte stagedives.

Det er hele vejen igennem en forfriskende koncert der renser ørerne fri for støv. Kompetent og energisk og underholdende uden at være komisk.