La Lusid på utaknemmelig opgave

Fra den kolde sol træder vi ind i det dunkle Atlas ved åen. Her er de sædvanlige olietønder på gulvet som høje borde, og den tomme scene er indhyllet i røg. Og her er tomt, tomt – næsten indtil koncertstart.

Det er dagens første koncert på det mindre spillested Atlas. Dagen har budt på kulde og ind i mellem gevaldige byger, så der er knap så mange mennesker i byen denne fredag eftermiddag. Men præcis på den programsatte tid træder La Lusid, fem unge stockholmere, ind på scenen og kaster sig straks ud i første nummer.

Med Karl Hovmarks dominerende stortromme i bunden klinger første nummer ud i rummet, som nu har et halvt hundrede tilhørere.
Samuel Collmar lægger en stabil bas uden de store dikkedarer – og med et stoneface bag det lændelange hår. Så er der lidt mere liv i guitaristen Johan Nilsson, der spiller en ferm, rumklingende Stratocaster. Ved scenens bagkant gør tangentspilleren Fabian Ballago ikke meget væsen af sig, men formår alligevel at lægge klange med kant på La Lusids velklingende popballader.

La Lusids hovedperson er sangerinden Paulina Palmgren, der stille og roligt får sunget sig varm, og i flere omkvæd sekunderes hun af drengenes korklang.

Det svære brodersprog
I nummeret ”Not for us” brillerer tangentspilleren med klange og toner fuldstændig magen til indledningen til ”Drengene fra Angora”, så der sikkert nogen, der forventer en entré fra Simon Kvamm. Nå, han kommer ikke, men alligevel giver vi en høflig applaus.
Både Palmgren og Nilsson siger pænt thank you og tack og spørger efter en kunstpause ”Eeh, shal we speek english or swedish?” Og så er det her, flere i nordisk overstadighed råber ’svenska’, og sådan bliver det. Tyvärr, for her bliver der desværre en barriere mellem de fem på scenen og dette publikum i Jyllands hovedstad, som altså ikke er helt klar til den stockholmske dialekt.

Plads til begejstring?
Vi hører fine trestemmige vokalharmonier i ”Holding the door”, hvor Paulina Palmgren får lov til at vise en stor stemmepragt med en klang, der minder mig om Pernille Rosendahl smukke råstyrke. Og med noget mere knald på her live end på La Lusids indspilning. Men stadigvæk er gruppens medlemmer lidt afdæmpede – måske på grund af det sparsomme publikums ligeledes dæmpede begejstring. Og lidt øv, for musikken er faktisk velklingende som…, ja som de fede analoge klange fra verden af i går.

”Every word / A conversation in a crowded place / Trying to read your lips / But missing out on the meaning”. Sådan indledes det ellers fine uptempo-nummer ”Credits”, og det er et strejf af denne stemning, der hviler over koncerten. Og da guitaristen fortæller en længere historie – eller er det en vittighed? – er der nærmest ingen reaktion…
Johan Nielsen præsenterer ’koncertens andra sist nummer’, og med ”Empty bones” viser gruppen mere dynamik og spilleglæde – nu er La Lusid ved at være varme.

Svensk. Pop. Godt
Og så er det tak for i dag, og husk at høre os på Spotify og iTunes…
Slutnummeret ”Gran Canaria” er gruppens singleudspil, og det er en virkelig ørehænger. Måske skulle La Lusid have spillet den som nummer to? ”Gran Canaria” er minsandten en værdig efterfølger til Roxettes ”Milk and toast and honey”; de kan altså noget, de svenskere! Jeg hører faktisk publikummer nynne omkvædet på vej ud. Og det er da den fineste anbefaling af en popsang.
Men det var desværre ikke de optimale vilkår for koncerten på Atlas denne fredag eftermiddag. La Lusid skal have en chance mere – og som de selv sagde: Tjek os ud på Spotify!
Og navnet La Lusid? Angiveligt navnet på guitaristens gamle hund…

(Foto: Peter Elmelund)