Genrer
Lad de gode tider rulle
Vi kender ordene, men hvor kommer de fra? Let the good times roll. Er det rock 'n' roll, soul eller blues? Jerry Lee Lewis, Ray Charles, B.B. King?
Udtrykket er nok ældre end som så. Meget taler for, at det stammer fra en musikkultur, som har et par hundrede år på bagen, men stadig er sprællevende. Nemlig cajun, som høres i det sydlige Louisiana. Folkene i cajun-land er kendt som livsglade mennesker, der griber enhver lejlighed til at feste. Når de kommer sammen, hører man ofte råbet: Laissez les bons temps rouler. Det kunne være deres motto.
Fest og farver
Cajuns har ellers aldrig fået noget forærende. Hovedpunktet i deres historie er en deportation. De har måttet knokle for føden. De udgør en minoritet i USA, ikke mindst sprogligt, da de taler fransk (en lokal, afsnuppet version, som man ikke ville nå langt med i Paris). Cajun-kulturen har været trængt og overset af det øvrige USA, og det er først i nyere tid, at befolkningen har lært at vise den frem med stolthed. Så den livsglæde og lyst til at slå sig løs, der er så iøjnefaldende hos cajuns, er nærmest vokset frem på trods. Den er robust.
Hårde vilkår kalder på simple glæder. Man mødes på den lokale bar eller danserestaurant. Får et par glas, en svingom, tramper i gulvet og glemmer dagen i morgen. Eller man pakker bilen og drager af sted til en af de mange folkefester, hvor tusinder fylder gaderne i en by. Den berømte Mardi Gras. Grisefestival i Broussard. Krebsefestival i Breaux Bridge.
Herhjemme forbinder vi vel først og fremmest "cajun" med mad. Og sandt er det, at når folk finder sammen, må der føde til. Cajun-køkkenet er kraftigt og farvet med en bred palet af krydderier, hvoraf hvidløg og chili er de mest fremtrædende. Klassiske retter er gumbo, en tung suppe på kylling og pølse, og jambalaya, en gryderet med ris og frit slag inden for kød, skaldyr og grøntsager. Maden skylles ned med øl. Til slut en kaloriebombe af en kage og en kop hamrende stærk kaffe. Og så skal der danses. Musik!
Quick quick slow
Ligesom så megen anden folkemusik er cajun vokset fra det helt simple - en stemme, et instrument - til noget, der balancerer på kanten til mainstream rock. Cajun-folket var oprindelig franske nybyggere i Nova Scotia, som midt i 1700-tallet blev smidt ud af englænderne og rejste sydpå. De slog sig ned i Louisianas sumpe. Den musik, de havde med sig, var enkel, rolig og klagende. Ballader fremført af en eller to sangere, med tekster der kredsede om det daglige slid og ulykkelig kærlighed. Var der akkompagnement, bestod det i en violin. Senere var det i lang tid almindeligt med to violiner.
Sidst i 1800-tallet kom harmonikaen til. Den blev indført af tyske immigranter, som flyttede ned fra Texas. Squeeze-box'en, som den populært kaldes, er et lille, let instrument med bare ti melodiknapper og to i bassen, som kan spille til bal hele natten, også selv om der brækker et blad eller to. Den blev cajun-musikkens hovedstemme og er det stadig, selv om der var en periode midt i 1900-tallet, hvor guitaren gjorde sig vældig gældende. Og nu til dags er alt tilladt. Der spilles traditionel cajun med opstillingen harmonika-violin-akustisk guitar, og rock-cajun med elguitar, trommer og bas.
Teksterne i cajun er ikke noget at skrive hjem om. Ingen følsom posei eller social kritik her. Det handler mest om kærlighed, jalousi og om at gå til bal. Cajun er brugsmusik, der spilles, når folk skal ud på dansegulvet. Der er to slags: twostep og vals. Til et publikum, hvor hovedparten er under tres år, spiller bandet to twosteps for hver vals. Er publikum ældre, må man over i to langsomme til én hurtig.
Cajun og zydeco
Cajun er herlig, livsbekræftende musik med en rytme, man genkender efter ganske få toner. Den skyldes især harmonikaen, som skifter tone ved tryk og træk, og ofte synes at presse musikken fremad, hurtigere!
Et tilbagevendende spørgsmål er, hvorfor det hedder "cajun". Ordet stammer fra acadien. Forfædrene, de franske nybyggere oppe i Canada, kaldte deres område for Acadia og sig selv for acadiens.
Og hvordan er det med zydeco og cajun, er det ikke nærmest den samme musik? Jo, et stykke hen ad vejen. Cajun og zydeco høres i det samme område - det sumpede Louisiana - og lyder umiddelbart ens. Men zydeco er mere synkoperet og får tilskud fra instrumenter som vaskebræt (båret på maven), blæsere og keyboards. Og traditionelt spilles zydeco af og for kreolere. Cajun er hvid dansemusik, zydeco sort. Eller - sådan var det, for i dag blander man og alt er tilladt.
Dyrk det selv
Ligesom så megen anden folkemusik har cajun direkte bud til os i dag. Her kan vi lære et og andet om tempo og værdier. Os, der flyver fra det ene gøremål til det andet og kun er lykkelige, hvis vi har et tv, der fylder en væg. Hvad med at kigge lidt tilbage på de enkle livsværdier og gøre det i ro og mag? Noget godt i vommen, glad musik med ordentlige rødder (af et levende orkester, tak) og så ud at svinge livsledsageren. Mit hjerte, hvad vil du mer?
En af de bedste introduktioner til cajun-kulturen er en bog skrevet af to danskere, der er udøvende cajun-musikere, Elsebeth Krogh og Karen Vinding. De har rejst i Louisiana og fortæller indgående. Og maden kommer man ikke uden om. Her er man godt tjent med Henning Petersens Jeg elsker cajun, der både er sjov og indbydende. Petersen giver sit bud på den klassiske cajun krydderiblanding og skriver: "Alt hvad der udsættes for denne blanding vil med garanti smage af jazzmusik." Åh ja, eller få en til at vrikke med rumpen i cajun-takt.
Musikken. Man kan kaste sig direkte ud i cd'er fra store navne som Balfa Toujours, Bruce Daigrepont, Savoy-Doucet Band, Nathan Abshire, Beausoleil eller Steve Riley & the Mamou Playboys. Eller først snuse lidt til området hos en af de mange gode opsamlinger, der findes. Hovedsagen er, at man prøver. Find tilbage. Lad de gode tider rulle.