Længsler, håb og drømme

Den 23. maj i år udkom bd. 10 og 11 af Ulf Lundells løbende dagbogsudgivelse, ”Vardagar” (dvs. hverdage). De to nye bind knytter sig til de forudgående 9 murstenstykke bøger med dagbogsoptegnelser om stort og småt fra musikerens hverdag, dækkende perioden fra 2017 til efteråret 2022.

De to nye bind omfatter det meste af 2023, hvormed udgivelsesprojektet nu nærmest er à jour med virkeligheden. Det er ikke alle notaterne i dagbøgerne, der er lige interessante; men ind imellem støder man alligevel på formuleringer, som giver læseren noget at tænke over, og nogle af Lundells sætninger i dagbøgerne har næsten karakter af aforismer – ligesom det er tilfældet med en række af formuleringerne i hans sangtekster. Det er nogle af disse aforisme-lignende sangcitater, jeg i det følgende vil præsentere – vel vidende, at en anden Lundell-fan formentlig ville have valgt nogle andre skriftsteder.

Alla är romantiker
En stor del af Lundells sangtekster afslører ham som fuldblods romantiker, og mange af teksterne handler da også direkte om, hvad det for ham vil sige at være romantiker. Det var et sådant citat fra bd. 9 af ”Vardagar”, der gav mig ideen til denne lille artikel om den svenske rockmusikers evner som sprogkunstner. I ”Vardagar” 9 kan man nemlig bl.a. læse følgende overvejelse: ”Alla som går upp på morgonen är romantiker, och alla som lever länge nog bliver ofelbart nostalgiker”.

Det må siges at være en radikal fortolkning af begrebet ”romantiker”, at man bare behøver at stå op om morgenen for at kunne kalde sig romantiker; men Lundells mening er god nok. Selve det at ville leve endnu en dag er udtryk for en optimistisk livstro, som man med god ret kan kalde romantisk; for hvis man som kyniker ikke tror på noget eller nogen, er der jo ret beset ingen grund til at stå op om morgenen. Betragtningen (hvis man kan kalde udsagnet det) er i familie med Camus´ overvejelser om selvmordet, som ifølge ham er det vigtigste filosofiske problem at tage stilling til i forhold til tilværelsens meningsløshed. I Lundells terminologi handler det dog ikke om selvmord eller ej, men ”kun” om at vælge at stå op om morgenen og se det meningsfulde i at leve endnu en dag.

Ulf Lundells fortolkning af, hvad det indebærer at være romantiker, dukker som nævnt også op i hans sangtekster. I sangen ”Ut ur mörkret” (1995) lyder det således: ”Är inte alla romantiker, kan en människa va nånting annat/ om hon vill leva det här livet rätt och riktigt?” Og et andet sted i produktionen, nemlig i sangen ”Folk” (1988), synger Lundell endnu mere programagtigt: ”Alla här är romantiker/ ingen här är ateist”. Men hvordan skal det nu forstås? Er man ateist, hvis man ikke er romantiker? Og hvad er det i så fald for en gud, man ikke tror på?

Heldigvis finder man svaret på spørgsmålene et andet sted i Lundells omfattende sangkatalog: ”Jag vet att det enda som finns/ är kvinna och man/ och dom barn som dom får/ Ändå vill jag det/ som inte finns” (”Du tog mej”, 1979). At ville det, som ikke kan lade sig gøre – længslen efter det uopnåelige – er nok dybest set definitionen på det at være romantiker, således som Lundell også formulerer det et andet sted i produktionen: ”Du längtar hela livet/ sen en dag tag livet slut/ Då vet du äntligen: att leva/ är att ständigt längta ut” (”Levande och varm”, 1996). Det er ikke let at være menneske med alle mennesketilværelsens drømme og længsler – men det er svært at være andet.

Menneskets splittelse mellem realiteternes verden og drømmen om det uopnåelige er det brændstof, der nærer vores længsler og håb og får os til at overskride vores egne grænser. Romantikerens dualistiske splittelse er en livserfaring, der er gennemgående i Ulf Lundells sangunivers, og man møder den allerede i den tidlige ”Sista porten” (1981). Her er den umulige drøm om noget andet tydeligt til stede, og splittelsen mellem det opnåelige og det uopnåelige er næsten helt håndgribelig: ”Och jag tänkte: ingen har sej själv/ bara drömmen om nåt annat/ Det är allt vad människan har/ det är allt hon har att leva för och dö”. Det kan måske lyde meget ungdommeligt og spleen-agtigt; men tematikken er central i hele Lundells forfatterskab og dukker altså også op i hans allernyeste skriverier, dagbogsoptegnelserne fra 2022.

Somliga män
En ofte forekommende ingrediens i splittelsen mellem det mulige og det umulige er kærligheden. Mange af Lundells sangtekster handler da også netop om kærlighed, og forfatterskabet rummer både tekster om lykkelig og mindre lykkelig kærlighed. Den lykkelige kærlighed møder man bl.a. i sangen ”Jag hade en älskling en gång” (1995), hvor datidsformen i titlen ganske vist antyder, at det hele ikke mere er så lykkeligt, men hvor man til gengæld støder på den smukke, aforisme-lignende formulering: ”Hon tog min hand och la den tätt mot sin mage/ Hon sa: ”Nu är vi en del av ett under”. Og i sangen ”För dom som älskar” (1991) er der også en tro på den mulige og opnåelige kærlighed at hente i formuleringer som disse: ”För dom som älskar/ är det aldrig för sent/ För dom som älskar/ är ljuset alltid tänt”.

Men mange af Lundells sange handler naturligvis også om mindre lykkelig kærlighed - et universelt emne, som plejer at få det mest kreative frem i forfatterne. Sangen ”Aldrig så ensam” (1985) er en sang om ulykkelig kærlighed (men også om håb), og denne sangtekst er fuld af aforisme-lignende citater: ”Heartbreak Hotell har stängt för säsongen”, ”Det tar tid för tårar att torka” eller ”Du måste igenom vintern/ om du vill se sommarn igen”. Fine formuleringer i en i øvrigt glimrende sang.

Aforisme-lignende karakter har også nogle af formuleringerne i sangen ”Hemlös (1991), hvori det bl.a. hedder: ”En lögn ärr bättre än en sanning, som ingenstans bär”. Man kan diskutere indholdet i udsagnet, som vel heller ikke er Ulf Lundells egen opfindelse; men der er næppe tvivl om, at udsagnet er værd at tænke over. Og der er flere interessante formuleringer i sangen ”Hemlös”, f.eks. disse: ”Lycken är en uppgift/ en man måste bevisa att han finns/ Lycken är en handling/ en man måste göra nåt som han minns”.

Manden og manderollen er også til diskussion i den lange sang ”Somliga män” (1996), som angiver en række vidt forskellige måder, man(d) kan leve sit liv på – og ikke alle måderne er lige anbefalelsesværdige. Her er mange fine bud på, hvad det vil sige at være ”En man av i dag” (endnu en titel på en Ulf Lundell-sang), og adskillige af buddene har karakter af aforismer. Sangen indledes f.eks. med disse linjer: ”Somliga män/ blir aldrig hjältar/ Somliga hjältar/ blir aldrig män”. Så kan man jo tænke over, hvordan det skal forstås, og om citatet kan relatere til ens eget liv.

Lad mig slutte denne kortfattede gennemgang af en række markante Ulf Lundell-citater med et citat, som jeg ofte har brugt over for mig selv, når jeg var i det humør. Citatet kommer fra julesangen ”Snart kommer änglarna att landa” (1981), som Lundell for nylig har genindspillet til sit seneste album ”Rött guld” (2023). Sangen slutter med de forsonende ord: ”Fred och lugn inatt i mänskoland”, som det passer sig i en rigtig julesang. Men inden afslutningsordene kommer sætningen: ”Var inte rädd för det som är verkligt”, og det har jeg altid betragtet som et godt råd. Lad være med at lade dig slå ud af virkeligheden, som den ser ud lige p.t., for den bliver ikke anderledes af, at du bekymrer dig om den. Virkeligheden er, som den er – hvilket vel er den samme erkendelse, som ligger i det gamle visdomsord: ”Lad være med at bekymre dig om det, du alligevel ikke kan gøre noget ved, og nøjes med at bekymre dig om det, du kan gøre noget ved”.

Når det er sagt, må det naturligvis anbefales at tage Ulf Lundells råd med et gran salt. Der er jo rent faktisk al mulig grund til at bekymre sig om virkeligheden, som den ser ud i dag. Og derfor vel også al mulig grund til at forsøge at gøre noget ved den, selv om det ser svært ud. Men det er nok også Lundells egen holdning, når det kommer til stykket. Desuden kan man kommentere udsagnet i sangen med at tilføje, at der i hvert fald slet ikke er nogen grund til at bekymre sig om det, som ikke er virkeligt. Det har religionen og overtroen ganske vist haft held med at prædike i mange år; men det gør jo ikke sagen bedre. Og det er selvfølgelig heller ikke det, Ulf Lundell har tænkt på med sin formulering.