Is this land your land?

Da jeg var ung, havde vi et meget ambivalent forhold til USA. På den ene side var landet den store skurk pga. krigen i Vietnam, og modstanden mod Vietnamkrigen fungerede i en årrække som det samlende fokus for et stort antal unge i Danmark og andre vestlige lande. På den anden side fremstod USA som det forjættede land, der i en lige så lang årrække forsynede landet selv og resten af den vestlige verden med sublime oplevelser inden for musik, litteratur, film og andre former for kunst. Ikke mindst musikken fra USA var i mange år (specielt efter den såkaldte britiske invasion) en dominerende faktor i rockmusikkens udvikling og er det til dels stadig.

Imellem afslutningen af Vietnamkrigen i 1975 og i dag har USA både oplevet politiske lavpunkter og højdepunkter. Invasionen af Irak og krigen i Afghanistan kan næppe kaldes stjernestunder i USA's historie, mens Carters Camp David-aftale og Obamas sundhedsreform kan ses som to lyspunkter i en lang række opture og nedture for USA, såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk. De seneste 50 år har budt på mange mærkværdige tiltag fra USA's side; men der har dog det meste af tiden været noget at glæde sig over i forbindelse med den store supermagt – om ikke andet, så i hvert fald på det kulturelle område.

Desværre ser det ud til, at USA lige nu, primo januar 2026, har nået et historisk lavpunkt og fremstår som et land uden ære og værdighed, uden moralsk kompas og uden samvittighed. Der er formodentlig mange grunde til denne moralske deroute, og en ryggesløs og løgnagtig præsident kan ikke være den eneste eller blot den vigtigste grund til landets tab af troværdighed og selvrespekt. 

Mindst lige så væsentlig en grund finder man i det store antal medløbere og rygklappere, der ser en personlig fordel i at hylde den oprindelige amerikanske drøm langt ud over, hvad de sociale regler for et samfund tilsiger og kræver. ”Mig, mig, mig” lyder mottoet for den amerikanske drøm i dag, og så længe der er nok af utilfredse og egoistiske borgere, som blot ønsker en større del af kagen til sig selv, kan det have lange udsigter med at bringe USA ud af landets selvskabte morads.

This land is your land
Er det muligt at spore USA's aktuelle politiske og moralske nedsmeltning via de pop- og rocksange, der er skrevet siden anden verdenskrig – en periode, hvor landet er gået fra at være et lysende fyrtårn i den vestlige verden til at være en skamplet på samme verden? Ja, det kan sagtens lade sig gøre, og der er sikkert lige så mange løsninger af opgaven, som der er personer, der holder af amerikansk pop- og rockmusik – og det er mange. I det følgende vil jeg prøve at nærme mig problemstillingen via nogle sange fra perioden, inden jeg i en senere artikel vil forsøge at se nærmere på et par markante sange, der netop stiller skarpt på den amerikanske selvforståelse – eller mangel på samme.

En sang, der kan bruges som pejlemærke i diskussionen om USA før og nu, er Woody Guthries nyklassiske ”This land is your land” fra 1940. Sangen er skrevet som et svar på og en reaktion mod Irving Berlins ”God bless America” (1918, 1938), der ofte regnes som USA's alternative nationalsang. Guthrie var utilfreds med, at Berlins sang så stort på de sociale uligheder og de mange problemer i USA og kun hyldede det på overfladen fantastiske land. Derfor skrev han en sang, som samtidig med at lovprise naturen og friheden i Guds eget land ikke var blind for bagsiden af den strålende medalje: landets skævvridning af ejerskabet til dets rigdomme, fattigdommen og nøden blandt landets almindelige mennesker, osv.

Senere blev Guthrie selv lidt ambivalent over for sangens mest USA-kritiske vers, ligesom han ved flere lejligheder ændrede i sangtekstens indhold. Overordnet set blev ”This land is your land” dog – med eller uden et par af de oprindelige vers – en enorm succes og blev hen ad vejen en slags ny folkelig nationalsang. Sangen synges således ved mange forskellige nationale begivenheder – i officielle sammenhænge dog uden de mest kritiske vers – og den blev i 2002 (i Guthries egen version) udvalgt til at indgå i Library of Congress´ liste over de 50 mest betydningsfulde indspilninger i USA. Det er en vigtig sang i forhold til den amerikanske selvforståelse af nationen som et land af frie, selvbestemmende enkeltindivider; men også kontroversen omkring dele af sangteksten fortæller noget om landets splittelse mellem forskellige interesser.

Born in the USA
Bruce Springsteen har kaldt ”This land is your land” en af de smukkeste sange, der nogensinde er skrevet, og han har også selv spillet Guthries sang ved forskellige lejligheder. Springsteen er en varm tilhænger af Woody Guthries sangunivers, der har virket som inspiration for hans egen sangskrivning. Mange af Springsteens sange er blevet til i Guthries ånd, og sjovt nok har en af sangene opnået en lignende position i hans sangkatalog, som ”This land is your land” indtager i Guthries sangunivers: sangens tekst er ret kritisk over for USA og forholdene i landet – og alligevel er ”Born in the USA” en af Springsteens mest elskede sange, med status af noget, der ligner en moderne nationalsang.

Hvordan kan det nu være? Svaret er formentlig ganske enkelt, nemlig at mange af de lyttere, der har taget sangen til deres hjerter, kun har hæftet sig ved omkvædets tilsyneladende kærlighedserklæring til USA, mens de mere kritiske tekstlinjer om udsigtsløsheden og nederlagene i hverdagen for landets borgere – ikke mindst for Vietnamveteranerne – glider helt i baggrunden i lytternes ører.

Situationen minder dermed temmelig meget om den brede folkelige accept af Woody Guthries sangtekst – i dens amputerede form. Hvis man lytter til Springsteens ord om problemerne i dagens USA, er der ikke megen stolthed over at være amerikaner at finde; men netop det store publikums selektive lytning til sangteksterne fortæller sikkert en vigtig sandhed om amerikanernes selvforståelse som befolkning: man hører det, man vil, og lader resten ligge. Selvbedrag kunne man kalde det, og selvbedraget er måske en del af forklaringen på USA's aktuelle moralske deroute.

Bruce Springsteen er dog til dels selv skyld i den udbredte misforståelse af hans sang som en nationalistisk hyldestsang til USA, og det er han på grund af det hymneagtige og tilsyneladende superpatriotiske omkvæd til sangen: ”I was born in the USA!” Omkvædets mange gange gentagne, bombastiske udsagn må nok siges at stå i skarp kontrast til sangens grundlæggende fortælling om et koldt og ekskluderende samfund, der ikke interesserer sig for sine udstødte og kasserede mennesker, så i det perspektiv kan man med god grund anklage sangen for at udsende dobbelttydige budskaber.

En af dem, der sikkert kun har hæftet sig ved sangens omkvæd (hvis han overhovedet har hørt den), er Ronald Reagan, som under sin præsidentkampagne i 1984 fremhævede Bruce Springsteen som en sangskriver, der giver håb til unge amerikanere og hjælper dem med at lade deres drømme komme til fuld udfoldelse. Det kan dog næppe være sangen ”Born in the USA”, Reagan her talte om, selv om det var den sang, der dominerede medierne i 1984: ”Born down in a dead man´s town/ the first kick I took was when I hit the ground/ end up like a dog that´s been beat too much/ ´til you spend half your life just coverin´ up, now”. Ikke meget håb eller fremtidsoptimisme at hente her – men måske et eksempel på selektiv lytning fra præsidentens side.

Hvis man vil have en sang med et mere entydigt og enkelt billede af samtidens USA ifølge Bruce Springsteen, er der dog rigeligt med muligheder i sangerens bagkatalog. Sangen ”The river” (1980) har flere gange tidligere været behandlet her på hjemmesiden, og sangtekstens historie om (bl.a.) arbejdsløshed og stigende inflation kan genfindes for fuldt udtræk i en af sangene fra albummet ”Born in the USA”: ”My hometown”. I denne sangtekst møder lytteren et amerikansk samfund under hastig forandring fra et trygt lilleby-samfund til et land med raceuroligheder og senere nedlukninger og arbejdsløshed. Det er et samfund uden fremtid, sangens jeg-person og hans kone i sangens sidste vers ser sig nødsaget til at forlade – et samfund med fremtiden bag sig.

Hurricane
Bob Dylans ”Hurricane” kan i disse dage fejre 50 års jubilæum, og når sangen skal fremhæves her i forbindelse med skildringer af USA´s moralske forfald, er det, fordi dens indhold synes at pege direkte frem mod den nuværende præsidents bestridelse af sit embede – selv om sangen altså blev skrevet i 1975. ”Hurricane” handler om den sorte mellemvægtsbokser Rubin Carter, som blev offer for en falsk mordanklage og derefter tilbragte 18 år i fængsel, inden han ved en ny retssag blev frikendt for alle anklager.

Dylans sang gennemgår det faktuelle forløb i mordsagen, med navns nævnelse af samtlige involverede, og sangen fik stor gennemslagskraft i samtiden – selv om den altså ikke kunne få bokseren frikendt i 1976. Men sangen har formentlig været en medvirkende årsag til omstødelsen af det begåede justitsmord i 1985. 

Der er tale om en fejende flot sang med en melodi og en tekst, der bliver husket meget længe af alle, som har hørt den. Men det, der gør sangen interessant i forbindelse med en beskrivelse af USA´s aktuelle moralske krise, er dens vers om retssikkerheden i landet – eller manglen på samme. De afsluttende betragtninger i ”Hurricane” kunne lige så godt handle om nutidens arbitrære retstilstande i USA og dermed om en af årsagerne til landets deroute gennem de seneste mange år: ”Couldn´t help but make me ashamed to live in a land/ where justice is a game/ Now all the criminals in their coats and their ties/ are free to drink martinis and watch the sun rise”.

Eller med andre ord: skam dig, USA, og find hurtigst muligt tilbage til din tidligere rolle som ”land of the free, home of the brave”, som en af linjerne i nationalsangen ”Star spangled banner” lyder. Desværre minder forholdene i USA p.t. mere om situationen i en anden Dylan-sang, der sagtens kunne være skrevet om den aktuelle amerikanske administration: ”Slow train coming” (1980). Hør blot nogle af linjerne i sangteksten: ”Jefferson turning over in his grave/ fools glorifying themselves, trying to manipulate Satan”. Eller hvad med disse linjer fra samme sang: ”Big-time negotiators, false healers and woman haters/ masters of bluff and masters of the proposition”. Her kan man da virkelig tale om en sang, der er forud for sin tid!