Lars Winnerbäck og Danmark

Lige siden jeg hørte Ulf Lundells debutalbum, ”Vargmåne”, i 1975, har jeg lyttet meget til svensk rockmusik, og i løbet af de godt 50 år, der er gået siden dengang, har et stort antal svenske musikere og grupper roteret flittigt på mine afspilningsmaskiner: Staffan Hellstrand, Bo Kaspers Orkester, Peter Lemarc, Eldkvarn, David Urwitz, Lisa Ekdahl, osv. Ulf Lundell er stadig den svenske kunstner, der står mit musikhjerte nærmest; men lige efter ham følger Lars Winnerbäck, som er et kvart århundrede yngre end Lundell, men som spiller samme slags musik som veteranen: melodiøs, guitarbaseret rock med eksistentielt ladede tekster – og gerne med flere guitarer og korsangerinder på scenen, når der er tale om live-musik. Publikum skal jo have noget for pengene!

Lars Winnerbäck udsendte sin første cd på sit eget pladeforlag, Elvira Records, i 1996; men der skulle gå et par år, inden publikumssuccesen indfandt sig. Med udgivelsen af cd´en ”Med solen i ögonen” (1998) havde Winnerbäck imidlertid slået sit navn fast i musik-sverige, og fra og med albummet ”Singel” (2001) var Winnerbäck at finde på de svenske salgslisters førsteplads for hver ny udgivelse. 

Efter årtusindskiftet har Lars Winnerbäck været et af de mest succesrige koncertnavne i Sverige, og i tidens løb er han blevet belønnet med adskillige guldplader, Grammis`er og Rockbjörne samt et stort antal øvrige hædersbevisninger; svenskerne elsker simpelt hen Lars Winnerbäck, og det samme gælder nordmændene, som også overværer hans koncerter i stort antal, og som altid tager godt imod hans nye albums. Lars Winnerbäcks seneste 25 år har været et rent triumftog gennem Skandinavien – undtagen i Danmark, hvor ingen kender ham.

Lars Winnerbäcks udgivelser kunne ikke købes i de danske pladebutikker, dengang der stadig fandtes pladebutikker, og man støder stort set aldrig på hans albums i danske brugtpladeforretninger eller på danske plademesser. Og hvad værre er: hans udgivelser kan ikke lånes via de danske biblioteker, som holdt op med at købe hans albums i 2009 efter udsendelsen af cd´en med den underfundige titel: ”Tänk om jag ångrar mig och sen ångrar mig igen”. 

Den danske Wikipedia-artikel om Winnerbäck er også stoppet ved årstallet 2009, hvorefter der er total tavshed på denne front. I 2011 forsøgte Winnerbäck sig med et forsigtigt koncertfremstød i Koncerthuset i København (hvor jeg naturligvis var til stede), og i 2012 optrådte han på Roskilde Festival – men derefter ingenting. Danskerne er helt åbenbart ikke så interesserede i Lars Winnerbäck, som man er det i det øvrige Skandinavien.

Lars Winnerbäck om Danmark
Men selv om Danmark tydeligvis ikke bryder sig om Lars Winnerbäck – eller om den type musik, han spiller – har Winnerbäck meget til overs for Danmark, som det fremgår af flere af hans sangtekster, der direkte fortæller om hans oplevelser i og kærlighed til Danmark. Pladen ”Söndermarken” (2003), der trods navnet ikke handler om Søndermarken på Frederiksberg, blev indspillet i Puk studiet ved Randers, og et af numrene på pladen, ”Över gränsen” fortæller om et af Winnerbäcks ophold i København, hvor han samler kræfter til at tage hjem til Sverige igen for dér at møde ”clownerna i TV”. København beskrives som et ånderum, hvor Winnerbäck (eller jeg-personen i teksten) kan slappe af og være sig selv – eller som musikeren lidt pudsigt formulerer det: ”Här över gränsen får man vara/ vem man vill”. Mon ikke de fleste bare gerne vil være sig selv?

Pointen i Lars Winnerbäcks københavnerhyldest er dog klar nok: hvis man løber træt i hverdagen derhjemme og godt kunne tænke sig at se og høre noget andet end det, der fylder på hjemmebanen, kan det være en god ide at skifte opholdssted for en stund og få et andet perspektiv på tingene. Eller bare komme til kræfter igen, som Winnerbäck også formulerer det et sted i sangen. F.eks. kan man tage til København: ”Jag har tagit mig ner till Köpenhamn/ jag hyr ett rum av en vänlig dam/ jag vandrar gatorna i timmer”.

København som et tiltrængt pusterum møder man igen i sangen ”Köpenhamn och överallt” fra 2009, hvor jeg-personen igen er på besøg i den danske hovedstad, som åbenbart giver ham ro i sindet: ”I Köpenhamn/ vandrar jag lättere och lugn/ (-) / röker upp tystnaden/ och blåser ut Sverige”. I København kan man vandre uforstyrret rundt og tænke over livet, døden og kærligheden, og det er netop, hvad jeg-personen i sangen gør, da det tilsyneladende er nødvendigt for ham at komme lidt væk fra Sverige. Titlen på sangen antyder dog, at det lige så godt kunne have været et andet sted end København, der var lokaliteten for tankevirksomheden: ”Köpenhamn och överallt”.

For ganske nylig, i september 2026, har Lars Winnerbäck føjet endnu en sang til samlingen af sange, hvori han udtrykker sin glæde over Danmark. Det drejer sig om sangen ”Nordsjælland” fra hans helt nye cd, ”Längtan till våren”, hvori Winnerbäck (eller hans alter ego i sangen) tilbringer en fredfyldt ferie i Nordsjælland ved Kattegat-kysten. Danmarksopholdet beskrives igen her som ren idyl, og der lyder da også dejligt i den nordsjællandske natur med dådyr, ”gräs och rosor, dagg och grill”. 

Men det allerbedste ved ferien er selve det at komme væk fra stessen og pligterne derhjemme: ”Och inget folk och inga tvång/ och vi har inget vi ska imorrn”. Og det er nok i virkeligheden her, man finder hovedårsagen til Winnerbäcks begejstring over Danmark: her er der ingen, der kender eller genkender ham.

Lars Winnerbäck uden Danmark
For privatpersonen Lars Winnerbäck kan det helt sikkert være en fordel at kunne færdes frit på gader og stræder I Danmark uden hele tiden at blive tiltalt af fans, som føler, at de kender ham og derfor gerne lige vil veksle et par ord. Men for kunstneren Lars Winnerbäck må det vel trods alt være lidt ærgerligt, at det netop er ukendtheden og anonymiteten, der gør hans besøg i Danmark så attraktive for ham og får ham til at lovprise landet. 

For ret beset burde musikeren Lars Winnerbäck vel være interesseret i, at der var nogen, som kendte ham og kunne lide ham, fordi de havde hørt hans musik. Men sådan er det som ovenfor omtalt ikke; i Danmark er Lars Winnerbäck blot en turist som alle andre og ikke en person, de lokale kunne være interesserede i at møde. For i Danmark eksisterer musikeren Lars Winnerbäck slet ikke.

Men hvad er det så, danskerne går glip af ved ikke at vide noget om en af Sveriges absolut mest populære musikere? Som man bl.a. kan høre det på Winnerbäcks helt nye udgivelse er det først og fremmest en moderne repræsentant for Sveriges lange tradition for store visekunstnere, som via deres kunst foreviger hverdagen, naturen, kærligheden og alt det andet, der gør os til de mennesker, vi er: navne som Evert Taube, Olle Adolphson, Fred Åkerström, mv. 

Lars Winnerbäck slutter sig smukt til denne gruppe kunstnere, der også omfatter mange nye navne som Ulf Lundell, Lasse Tennander, Håkan Hellström, osv. Netop arven fra den svenske visetradition adskiller på mange måder den svenske rockmusik fra den danske rock og giver den en helt speciel tone, som nok bl.a. hænger uløseligt sammen med at være vokset op i et stort land med meget skov, mange søer og med korte somre.

Titlen på Lars Winnerbäcks nye cd, ”Längtan till våren”, er jo heller ikke tilfældig, men derimod udtryk for den melankoli og det vemod, man møder i store dele af den svenske rockmusik, og som ofte gør den mere mørk og mere reflekterende end den danske rockmusik, men samtidig også mere dybdeborende. Winnerbäck tænker en del over livet og menneskets vilkår i sin samtid, og det kommer der næsten altid nogle interessante tekster ud af, som lytteren gerne vil høre flere gange og tænke lidt nærmere over. I de nye sange har fortiden og minderne naturligt nok fået en større plads end tidligere (selv om Winnerbäck kun er 50 år); men trods eftertænksomheden og de mange tilbageblik hylder musikeren alligevel nuet og glæden over livet i sine tekster: ”och jag tar dagen som den kommer”.

Musikerne på det nye Winnerbäck-udspil er en blanding af gamle og nye navne: bassisten Jerker Odelholm har været med i rigtig mange år, mens de øvrige musikere, heraf flere kvinder, er relativt nye i Winnerbäck-sammenhæng. Flere af dem har dog også været været på besøg på nogle af de senere udgivelser, bl.a. trommeslageren Jonna Löfgren; men uanset hvem der betjener instrumenterne, og uanset hvor musikken er indspillet – denne gang i Provence i Frankrig – er der altid en umiskendelig Winnerbäck-følelse over det færdige resultat. Og tak for det! Det er jo derfor, vi lytter til hans musik.

Lars Winnerbäcks kommende koncert-turné på baggrund af den nye udgivelse starter d. 23. oktober i Linköping og bringer ham til en række byer i Sverige og Norge. Desværre fører turnéen ham – stadig – ikke til Danmark.