Lav lyd lammede indadvendt indiehelt

Det var simpelthen for svært at høre, om Matthew E. White havde noget på hjertet, da han gæstede Odeon. Lydmanden og den ufokuserede frontmand må tage hver sin del af skylden.

 

Anmeldelse: Matthew E. White, Roskilde Festival, Odeon, Lørdag 15.00

På ingen tid har Matthew E. Whites navn bredt sig via hippe musikplatforme som Soundvenue og P6 Beat. Der for kunne man også have forestillet sig, at han kunne samle mennesker nok til at fylde teltet, der kaldes Odeon lørdag eftermiddag. Det kan være, at sollysets længeventede gennembrud fik nogle til at blive liggende på campingområderne, og at få havde lyst til at gå i skyggen, når det nu endelig var blevet sommer.

Den tilbagelænede attitude havde også sneget sig op på scenen, hvor Matthew E. White og hans band virkede cool grænsende til det dovne. Med det orgelbåret intro nummer, forsøget han at spille energien frem hos sig selv og alle andre, men det var umanerligt svært at høre Matthew E. Whites stemme. Nok synger han lidt mumlende, og nok er hans melodier tit dybe de meste af tiden, men han gjorde selv alt for lidt for at fokusere sin vokal ind i mikrofonen og lydmanden gjorde mindst lige så lidt, for at få de sparsomme lydbølger forstærket godt nok.

Derfor blev det svært at være fuldstændig opslugt af koncerten, der for mange endte som soundtracket til en sommerdag, der blev tilbragt i solen ved en fint lag af hyggesnak ovenpå.

Det var slående, at det mest medrivende track var en coverversion af Neil Youngs ”Are You Ready For The Country”. Desværre var det ikke en coverversion, der tilførte noget som helst nyt til det klassiske rock-hit.

Til tider virkede det som om, Matthew E. White burde droppe at spille guitar. Når man kan tillade sig at spille 4-5 numre med en sprunget streng uden at skifte guitar, er der noget galt. Og når han samtidig virker så distraheret af at skulle finde de rigtige akkorder, at det går ud over hans evne til at synge ind i en mikrofon, bliver man irriteret som lytter. Der var i perioder alt for langt fra den velproducerede pladelyd til liveversionen.

Mod slutningen af koncerten bevægede musikken sig i retning af rock. Det var forfriskende at få mere volume og energi på, og Matthew E. White er unægtelig en god sangskriver og en charmerende performer. Særligt målmandsanekdoten om barndomsidolet Peter Schmeichel trak som forventet store klapsalver. Men for dem, der kender pladerne og sætter pris på den afdæmpede energi, var der ikke nok hul igennem til den rigtige Matthew.