Le temps des copains

I september 2025 udsendte det franske forlag Casterman tegneserien ”Le temps des copains” (”vennernes tid”, eller mere frit ”venskabernes tid”). Tegneserien har som omdrejningspunkt et emne, der ikke er den store viden om i Danmark - og vel heller ikke den store interesse for at vide noget om: starten på den franske rockmusik i 1957 og årene derefter. Her til lands vækker navnet Johnny Hallyday måske en vis genklang hos en del ældre rocklyttere, og især kender vi Francoise Hardy, som i starten af 1960´erne var med i kredsen af musikere, der introducerede den nye rockmusik i Frankrig. Men navne som Jacques Dutronc, Eddy Mitchell og Hadi Kalafate er vist ikke kendt i Danmark uden for en snæver inderkreds.

Dette forhold kan Castermans nye tegneserie imidlertid være med til at lave om på – hvis den ellers blev oversat til dansk, hvilket næppe vil ske. For de fleste danskere vil indholdet i Cuvellier og Porquiés tegneserie nok kun have marginal interesse, mens den i sit hjemland rammer direkte ned i en central del af franskmændenes kulturelle selvforståelse og af samme grund også er blevet slået særdeles stort op i medierne og i butikkerne. 

Både som tidsbillede og som baggrundsmateriale til en forståelse af rockens fremvækst i Frankrig er ”Le temps des copains” et vellykket værk, selv om selve musikken nok må siges at spille en birolle i handlingen, der primært koncentrerer sig om at placere de kommende rockstjerner i tid og sted. Men det er jo heller ikke så dårligt, og selv om man som dansk læser ikke skulle være interesseret i fransk rockmusik, kan man sagtens få noget ud af tegneseriens fine pariserstemninger.

Tegneseriens titel er naturligvis ikke tilfældigt valgt. I Frankrig er ”Le temps des copains” både titlen på en TV-serie fra 1961-62 i 115 afsnit om 3 unge, der tager til Paris for at studere, og titlen på en spillefilm fra 1963 om 3 kammeraters ferieoplevelser. Desuden er ”Le temps des copains” titlen på et musikalbum fra 1990 med gruppen Les Vagabonds – og først og fremmest i forbindelse med det nye tegneserialbum er titlen identisk med den anden linje i Francoise Hardys hitsang ”Le temps de l´amour” fra 1962: ”C´est le temps de l´amour/ le temps des copains/ et de l´aventure/ quand le temps va et vient/ on ne pense à rien/ malgré ses blessures”. 

Det er altså et særdeles velkendt udtryk – og et udtryk med stærkt positive konnotationer – de to tegneserieforfattere har valgt til deres nye udgivelse, hvilket nok ikke har været en hindring for dets publikumssucces.

Vennerne
Den nye franske tegneserie er en udmærket anledning til at præsentere nogle af hovednavnene bag rockmusikkens spæde start i Frankrig, og det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i det følgende. Jeg var der på sin vis selv dengang, og jeg husker også et navn som Johnny Hallyday. Men jeg kan ikke påstå, at jeg fulgte den franske rockmusik tæt, for på det tidspunkt var jeg trods alt lidt vel ung, og desuden havde jeg rigeligt at gøre med at prøve at følge med i den engelsksprogede rockmusiks udvikling. ”Le temps des copains” er altså ikke en fortælling om mig og min tid; men derfor kan det jo være ganske interessant for mig selv og mine samtidige at trække et par navne fra tiden frem og forsøge at sætte ansigter på musikken.

Francoise Hardy er der ingen grund til at give en udførlig introduktion af. Hun blev født i 1944 i Paris´ niende arrondissement – hvor handlingen i ”Le temps des copains” også udspilles – og allerede som 18-årig fik hun sit største hit nogensinde med en sang, hun selv havde skrevet: ”Tous les garcons et les filles”. Derefter fortsatte hun med at skrive sange, især på fransk, og hun var i en lang årrække en form for musikalsk superstjerne i sit hjemland, selv om hun ud over musikken også forsøgte sig inden for andre kunstarter. Francoise Hardy var en muse i kredsen af mandlige stjernefrø, som i tiden omkring 1960 mødtes på Square de la Trinité i Paris´ niende arrondissement, og som via deres venskaber lagde grunden til den franske rock. Man kan læse meget mere om Hardy i flere artikler på denne hjemmeside.

Hovedfiguren i tegneserien og den centrale skikkelse på forsiden af ”Le temps des copains” er dog ikke Francoise Hardy, men derimod Jean-Philippe Léo Smet (1943-2017), der senere skulle blive kendt som Johnny Hallyday. Det er i første række Jean-Philippes meritter og hans første møder med den nye musik fra USA – personificeret via Elvis Presley – der udgør handlingen i tegneseriealbummet, og denne del af historien har måske lige så stor vægt som tidsbillede og Paris-billede, som den er et reelt bidrag til fortællingen om fransk rockmusiks tidligste år. Men samtidig løber den nye musik fra USA som et tydeligst lydspor til handlingen gennem hele albummet: ”One, two, three o´clock/ four o´clock rock/ five, six, seven o´clock/ eight o´clock rock”.

Johnny Hallyday var hurtig til at opsnappe vibrationerne fra det store land på den anden side af Atlanten; men hans primære genistreg bestod i at omsætte rock- og twist-sangene fra USA til fransk for derved at få et fast greb i det hjemlige publikum, som foretrak og altid havde været vant til at lytte til og synge med på sange på dets eget sprog. Hallyday indspillede Chubby Checkers millionhit ”Let´s twist again” som ”Viens danser le twist” i 1961, og en række tilsvarende rocksange fik samme behandling.

Snart var Johnny Hallyday et af de største musiknavne i Frankrig, og alt, hvad han rørte ved, blev til guld(plader). Han blev aldrig så stor i udlandet som i sit hjemland, men her har han fortsat gudestatus. Ud over at være krediteret for at have bragt rock´n´roll til Frankrig har hans 57-årige karriere kastet 79 albums af sig med salgstal på over 110 millioner plader på verdensplan. Imponerende.

Johnny Hallyday er den centrale figur i tegneseriealbummet ”Le temps des copains”, hvor han dog kun optræder under sit borgerlige navn Jean-Philippe. Ud over Hallyday og Hardy møder man i albummet også sangeren Long Chris (Christian Blondieau)(1942- ), som i starten af 1960´erne skrev teksterne til en række af Johnny Hallydays sange, men som også havde sin egen rockgruppe, Long Chris & les Daltons. Blondieau er bl.a. forfatter til (i Frankrig) kendte Hallyday-sange som ”La generation perdue”, ”Je suis né dans la rue” og ”Gabrielle”.

Et par andre navne fra kredsen omkring Jean-Philippe Smet/Johnny Hallyday er Hadi Kalafate og Eddy Mitchell; men den mest betydningsfulde af de unge mennesker fra Square de la Trinité i starten af 1960´erne er nok sangeren Jacques Dutronc (1943- ), som ikke spiller nogen væsentlig rolle i tegneseriealbummet ”Le temps des copains”, men som til gengæld fik en pæn betydning for udviklingen af den fransksprogede rockmusik. I starten af 1960´erne spillede Dutronc guitar i sin egen gruppe El Toro et les Cyclones, dog uden den store succes. Samtidig skrev han sange til andre musikere, heriblandt instrumentalnummeret ”Fort Chabrol”, som Francoise Hardy satte ord til og fik et stort hit med under titlen ”Le temps de l´amour”.

Dutroncs karriere blev afbrudt af hans aftjening af værnepligt; men da han vendte tilbage til musikscenen i midten af 1960´erne, akkompagneret på bas af sin gamle ven fra Square de la Trinité, Hadi Kalafate, tog karrieren igen fart, og hans ”Et moi, et moi, et moi” fra 1966 blev et stort hit. Samme år udsendte pladeselskabet Vogue Dutroncs debutalbum med hitsangene ”J´aime les filles” og ”L´idole”. Men det var med sangen ”Il est cinq heures, Paris s´eveille” fra 1968, Jazques Dutronc for alvor fik fat i et stort publikum, også uden for Frankrigs grænser. Sangen kan måske knap nok kaldes for rock; men den er voldsomt iørefaldende og er da også blevet en klassiker – i de fransktalende lande. 

I 1978 giftede Dutronc sig med Francoise Hardy, som han havde kendt siden ungdomsårene, og sammen fik de sønnen Thomas, der blev musiker ligesom sine forældre. Men den historie ligger meget langt fra tegneseriealbummets handling, og den ligger også lang tid efter starten på den franske rock´n´roll.