dummy

Legendariske covernumre

29-06-2020
Redaktionen

Der findes coverversioner inden for alle musikgenrer. Nogle covers tilføjer ikke noget særligt til originalen, og så kan de synes overflødige. Andre kan få os til at høre en sang med nye ører ved at fortolke den ind i en anden kontekst.

Bob Dylan

Bob Dylan startede sin karriere med at spille folkemusik. Det er en genre der baserer sig på fortolkninger af traditionals, som alle kan synge med på. Derfor virker det rimeligt, at andre kunstnere har haft stor succes med at fortolke Dylans sange. Mest berømt er The Byrds' elektriske "Mr. Tambourine Man" og Jimi Hendrix' definitive "All along the watchtower".

John Coltrane

Inden for jazz er det almindeligt at indspille fortolkninger af kanoniske standarder, men der bliver også indspillet jazzudgaver af moderne pophits. Det var John Coltrane med til at åbne døren for, da han i 1961 udgav sin version af musical-hittet "My favorite things".

The Clash

Coverversioner kan gøre opmærksom på slægtskaber mellem forskellige genrer. The Clash fortolkede reggaesangen "Police & thieves" på deres første album, og punkgruppen lod sig gennem hele karrieren inspirere af jamaicanske rytmer. Coverversioner kan også bruges til at vrænge ad en genre, som når Sid Vicious snerrer sig igennem en anarkistisk udgave af Frank Sinatras "My way".

Jeff Buckley

Der findes også sange, som bliver reddet fra glemmebogen af coverversioner. Det er i høj grad Jeff Buckleys fortjeneste, at næsten hele verden kender Leonard Cohens "Hallelujah", der indtil Buckleys udgave var en overset perle. Det samme gælder Princes "Nothing compares 2 U" fra 1985, der ikke blev udgivet som en single før Sinead O'Connors storsælgende udgave i 1990.
Endelig kan covers give sange crossover-potentiale og introducere lyttere for sange fra genrer, de normalt ikke lytter til. Da Johnny Cash i 2002 udgav sin version af Nine Inch Nails' "Hurt", nåede sangen pludselig ud til et enormt publikum. Cashs cover er en kunstnerisk succes, og det skyldes måske især, at sangen resonerer helt anderledes, når den synges af en mand, der er døden nær.

Først bragt på Bibzoom 26.7. 2014