Legenden David Lindley indfriede alle forventninger

Anmeldelse af David Lindley samt af torsdag aften på Roskilde Festival

Torsdag den 4.7.2013, Gloria

Gloria virkede nærmest som en lille intimscene ift. Roskilde Festivalens øvrige scener. Den skulle med dens perfekte lyd blive den optimale ramme for legenden David Lindley, som har spillet sammen med de største navne inden for den amerikanske musikscene. Ti minutter før hans optræden var teltet ikke særlig fyldt. På den i forvejen lille scene stod et minimalistisk podium med en stol, to mikrofoner og en guitar, en mandolin + en guitarkasse med endnu en guitar i. Nogle af de unge gæster havde forventet et band og jokede om musikeren måske havde gemt noget eller nogen et eller andet sted. De kom til koncerten, fordi de søgte den mere ”skæve” musik.

Præcis kl. 20 kom amerikaneren David Lindley ind på scenen – ene mand og uden band. En ældre herre på 69 år, som med sit lange grå hår og mindst lige så lange grå bakkenbarter lignede Jim Carreys filmudgave af den amerikanske fabelfigur Grinchen (sorry Mr. Lindley!). Han blev introduceret som en troldmand på alt, der har strenge og en fornyer af ”psychograss” (bluegrass). Lindley sad på sin stol, greb guitaren, lagde den i skødet og spillede på den som en citer …

Fra første sekund sendte Lindley en utrolig melodisk fyldig indisk inspireret countrymusiklyd ud blandt et publikum, der hurtigt fyldte hele teltet. Et publikum, der overvejende bestod af en mere moden aldersgruppe. Lindley sang med en lidt ”squeaky” countrymusik-stemme, mens han skiftevis spillede på guitar og mandolin, hvor sidstnævnte havde en lidt indisk sitar-klang. Det var en oplevelse ud over alle forventninger at høre en enkelt persons virtuositet i fingerspil frembringe en gennemført musikalsk rytme og et klangbillede, der mindede om et helt orkester. En musikalitet fra de gode gamle dage med den rene akustiske lyd! Musikken vekslede bl.a. mellem country-rock og blues-rock, og et begejstret publikum kvitterede med store klapsalver og jubel efter hvert nummer.

Folk, der ikke kendte Lindley i forvejen blev mildt sagt overraskede og var meget glade for deres koncertvalg. Men der var også fans blandt publikum som f.eks. 56-årige René, som siden 1976 havde deltaget hele 34 gange i festivalen. Med stor begejstring råbte han flere gange: ”Play the Mercury Blues!”. Lindley svarede: ”Okay, you want that? So this is what you get!” René blev selvfølgelig vildt begejstret! En anden gæst bemærkede med et smil: ”Nå, jeg vidste ikke, at han [Lindley] stadig har fans!” Samme René sagde, at Lindleys musik mindede ham om Roskilde Festival fra de gode gamle tidlige år. Det som Roskilde Festival faktisk skulle være!  Andre festivalgæster nævnte også koncerten med ”Suicidal Tendencies” som et godt eksempel på, hvad Roskilde Festival burde være. Lyden havde godt nok være mudret, men som en festivalgæst bemærkede: ”Nå ja hvad så, de spiller jo også mudret”. En anden gæst beskrev deres musik som: ”Det var MAND – ikke som den omsiggribende folkemusik-romantiske-tøsetudemusik som f.eks. Rihanna-koncerten” (efterfulgt af et panderynkende ansigtsudtryk).

Ud over denne koncert kunne jeg konstatere, at Roskilde Festival lignede sig selv. Allerede på den første vigtige dag lå de sædvanlige alkohol-”lig” på græsplænen, folk havde lidt fjerne blikke, og festivalområdet lignede en svinesti, hvor man skulle passe på ikke at få nye ”snesko” ved at træde i de utallige papbakker med sennep og ketchup. Men bortset fra det var der en masse glade festivalgæster, der nød tilværelsen og den gode musik. Desuden overværede jeg en optræden af Dorit Chrysler og den transseksuelle storbarmede Baby Dee med vildt rødt hår i det interessante område Art Zone. Et område, som tilbyder ekstraordinære performanceprogrammer. Showet og musikken mindede mest om noget, jeg havde set og hørt i en gammel horrorfilm. Lige over for den minimalistiske scene stod der passende et bur, hvor horrorfiguren King Kong blev gennempisket af romanens/filmens kvindelige hovedperson Ann Darrow (her personificeret af en smuk ung blondine i frækt undertøj!).