The letter

Titelnummeret på Bruce Springsteens nye udspil, ”Letter to you”, indskriver sig i en lang række af brevsange i rockmusikken. Til forskel fra flertallet af sangene om breve handler Springsteens nye sang ikke om kærlighed, men er derimod en slags selvbiografisk brev, hvori jeg-fortælleren gennemgår alle de faktorer, der har været med til at forme ham og til at skabe hans liv. Sangerens ”letter to you” kan ses som en samlende metafor for det selvbiografiske islæt i hans produktion, hvis sange bl.a. gengiver hans holdninger, oplevelser, erfaringer, osv. i løbet af et langt liv. Måske man kan tale om, at Springsteens sangbrev har karakter af et testamente – forhåbentlig i utide.

Dette seneste eksempel på en brevsang er dog som antydet ganske atypisk i forhold til hovedparten af brevsange i rockmusikken, hvor brevene stort set altid handler om kærlighed – lykkelig eller ulykkelig. Den måske mest kendte brevsang nogensinde er nok den sang, der blot hedder ”The letter”. Sangen er skrevet af Wayne Carson og blev sunget af den dengang kun 16 år gamle Alex Chilton i spidsen for en gruppe, som ved udsendelsen af nummeret på plade i august 1967 fik navnet The Box Tops. Sangen blev nr. 1 på hitlisterne i Canada og USA og blev et stort hit over det meste af resten af verden – med god grund. Med sin relativt uhøjtidelige holdning til versefødderne, med sin formidabelt mundrette tekst og med sin kraft- og soulfulde formidling af indholdet var – og er – ”The letter” en født klassiker, som da også indtager en fornem plads på tidsskriftet Rolling Stones liste over alle tiders bedste rocksange. Og hvad med brevet i alt dette? Jo, det spiller en vigtig rolle i sangens ultrakorte historie om adskillelse, savn og stor kærlighed: ”Well she wrote me a letter / said she couldn't live without me no more”. Her er det heldigvis den lykkelige kærlighed, der kommer til orde.

The Beatles har ved forskellige lejligheder sunget om breve i deres numre, mest i den tidlige del af sangkataloget, hvor både musikerne og deres publikum var unge og drømte om at holde i hånd og det, der var værre. I sangen ”P.S. I love you” fra 1962 går ordet ”love” igen i næsten alle verslinjerne – og dermed i det brev, jeg-personen er ved at skrive til sin elskede. Og hvis nogen alligevel skulle være i tvivl om personens varme følelser for den udkårne, slutter han for en sikkerheds skyld brevet med et: ”P.S. I love you”: ”I'll be coming home again to you, love / and till the day I do, love / P.S. I love you”. Så skulle budskabet vist også være trængt igennem.

Breve og postbude

Allerede i 1963 var The Beatles igen ude med en brevsang om løfter om evig troskab, formidlet via det britiske postvæsen: ”All my loving”. Igen var det Paul McCartney, der stod for sangen og brevet til den elskede, og igen var det heldigvis idel lykke, der gennemstrømmede sangens tekst: ”And then while I'm away / I'll write home every day / and I'll send all my loving to you”. Et brev om dagen lyder som ren fantasi i vore dages misligholdte postlandskab (i hvert fald i Danmark); men i 1963 var begrebet ”post til tiden” ikke blot udtryk for en udsigtsløs forventning til postetatens formåen. Postbuddet skulle nok komme til tiden – men om han også havde et brev med til den posthungrende, var en ganske anden sag.

I sangen ”Please Mr. Postman” fra 1961, oprindelig skrevet til gruppen The Marvelettes, men i dag nok bedst kendt i The Beatles' version fra 1963, trygler jeg-fortælleren det sagesløse postbud om at kigge efter en ekstra gang, om der dog ikke skulle være et brev fra den fraværende kæreste: ”Please Mr. Postman, look and see / if there's a letter, a letter for me”. Og efter det formodentlig negative svar beder jeg-personen minsandten postbuddet om at kigge efter endnu en gang – bare for en sikkerheds skyld. Her har vi vist at gøre med en brevsang med en knap så lykkelig kærlighedshistorie gemt mellem linjerne.

Og sandt at sige er det nok også de problematiske kærlighedsforhold, der dominerer brevsang-genren. I sangen ”Love letters”, som Elvis Presley gjorde til et hit i 1966, er der ganske vist ingen problemer med kærligheden: ”And darling, then I read again right from the start / love letters straight from the heart”. Men der er ikke langt fra ”love letters” til ”Love letters in the sand” – og hvis det er tilfældet, er den gal. Sangen med sidstnævnte titel stammer fra 1931, hvor den blev et pænt hit; men det var Pat Boones version fra 1957, der gjorde sangen til en udødelig klassiker om ulykkelig kærlighed. For det kan jo være godt nok at skrive kærlighedsbreve i sandet: ”We passed the time away / writing love letters in the sand”; men det er en flygtig fornøjelse. Enhver ved, at det, man skriver i sand, forsvinder – og således også her: ”Now my broken heart aches / with every wave that breaks / over love letters in the sand”.

Kærlighedsbreve skal skrives på et mere holdbart materiale end sand, hvis de skal have nogen betydning, og desuden skal de naturligvis afleveres til rette vedkommende. Det sidste skal postvæsenet nok tage sig af – men hvad nu, når ens kærlighedsbreve bliver ved med at vende tilbage, uåbnede? Det har Scott og Blackwell skrevet om i en sang, hvis indhold i virkeligheden er dybt tragisk, men som er turneret så elegant og vittigt, at man næsten glemmer den triste baggrund for teksten, når man hører sangen. Elvis Presleys ”Return to sender” fra 1962 blev et stort hit i samtiden og er stadig et af de mange gode Elvis-numre, man hører i tide og utide. Teksten er da som nævnt også sjovt formuleret: ”She wrote upon it / return to sender / adress unknown / no such number / no such zone”. Her kan man i sandhed tale om grundighed i forbindelse med brevmodtagerens afslag – og alligevel forstår brevskriveren det ikke (eller vil ikke forstå det). Hvilken del af ”nej” er det, du ikke forstår, kunne man være fristet til at spørge med henvisning til en anden tragikomisk sang om ulykkelig kærlighed.

Mere komplicerede brevsange

Leonard Cohens ”Famous blue raincoat” (1971) er en brevsang med både en modtager og en afsender, nemlig L. Cohen. ”It's four in the morning, the end of December / I'm writing you now just to see if you're better”. Men bortset fra disse oplagte kendetegn på et bidrag til brevsang-genren må man nok sige, at Cohens kærlighedshistorie er noget mere kompliceret end flertallet af brevsangs-historierne. Sangens indhold er mere melankolsk end egentlig ulykkeligt, og der er ingen tydelige skurke eller helte i handlingen. Der er ingen tvivl om, at det er en trist beretning, der skjuler sig bag historien om den blå regnfrakke; men der er fortolkningsmuligheder i teksten, som gør, at sangen ikke er helt ligetil at rubricere. Og godt det samme. Leonard Cohen var digter, og gode digte skal ikke nødvendigvis rubriceres.

Endnu en relativt kompliceret brevsang vil det være oplagt at nævne i sammenhængen: Bob Dylans ”Desolation Row” fra 1965. At sangen hører til i brevsang-genren, er der ingen diskussion om: ”Yes, I received your letter yesterday, about the time the doorknob broke / (-) All these people that you mention, yes, I know them, they're quite lame / I had to rearrange their faces and give them all another name / Right now I can't read too good, don't send me no more letters, no / not unless you mail them from Desolation Row”. Sangens 10 vers med det ene fantasifulde påfund efter det andet er i tidens løb blevet udlagt på mange forskellige måder, bl.a. som et politisk budskab. Selv foretrækker jeg dog en noget mere enkel læsning af sangens indhold, en læsning, som oven i købet tager direkte udgangspunkt i formuleringerne i sangens sidste vers (citeret ovenfor).

Jeg læser de mange kryptiske personkonstellationer i Dylans brevsang som udtryk for brevmodtagerens irritation over indholdet i det brev, han har modtaget. Brevmodtageren er irriteret over brevskriverens endeløse tirader om, hvad denne eller hin ligegyldige person har gjort eller sagt og bliver derfor nødt til at omformulere indholdet totalt for overhovedet at kunne holde ud at læse de mange uinteressante beskrivelser. Derfor beder han brevskriveren om ikke at sende flere ørkesløse breve – med mindre han/hun skriver om noget, der angår ham/hende personligt, altså er skrevet med hjerteblod og er sendt fra det ensomme sted, hvor alle mennesker dybest set befinder sig: Trøstesløshedsvej. Keine Hexerei, nur Behendigkeit – og formentlig det længste brev nogensinde i brevsang-historien.

Se også artiklerne Send me a postcard og Et postkort fra Californien