Lidt lad Lamar lod sig hylde på Arena

Vestkyst rapperen Kendrick Lamar gav koncert på Arena klokken 20.30 torsdag aften. Han blev introduceret som et lysende stjerneskud og den ”hotteste rapper in the game” foran et pakket publikum. Der var mere end stuvende fuldt. Måske 20.000 unge mennesker i alderen 15-25 år. Nærmere betragtet efterskole - og gymnasiesegmentet med omvendte kasketter på, tatoveringer med ”yolo” og ret så alternative cigaretter i mundvigene. Måske var der så propfuldt pga. den tiltagende regnvejr eller måske skyldes det Lamars voksende velfortjente omdømme som arvtager til navne som Dr Dre, Tupac, Snoop Dog og Eminem. Der er skrevet mangt og meget om Lamar bl.a. at han er sprunget ind i hiphop kongernes arverække med sit nye mesterværk ”good kid, m.A.A.d. city”, der efter sigende leverer tænksomme, kløgtige, melankolske lyriske tekster til et overlegent, improviseret, tilbagelænet rap med et godt flow, der giver den klassiske hiphop en kæmpe genrejsning. Han er også kendt for at levere et godt sceneshow med megen kommunikation med publikum, og han skulle være nede på jorden og sådan lidt ”boy next door agtig”.

Det er derfor med nogen spænding at vi alle stuver os sammen som grise i en gammeldags svinebesætning. Og der hyles op hver gang en lydmand viser sig på scenen. Klokken 20.30 går 4 personer på scenen. Fra hvor jeg står, ligner det en guitarist, en keyboardspiller med tilhørende bas, en trommeslager og en krøltoppet fyr bag en mixerpult. Lysene på scenen skifter mellem gul og grøn og musikken begynder at spille. Men stadig ingen Lamar.

Endelig efter 10 minutters intro med noget rodet opvarmningsrap dukker HAN endelig op i en hvid t-shirt, jeans og røde Nike sko. Det kan godt være han er beskedent klædt på men hans udstråling er enorm. Han guider kyndigt det entusiastiske publikum gennem blandt andet “West Side Right On Time”, “Hol’ Up”, “Pussy & Patron”, ”Seven Nation Army”, “Fuckin Problems” og ”Bitch, don´t kill my Vibe”. Men p.t. af en okay lyd på Arena var det faktisk lidt svært helt præcist at høre HVAD der blev spillet deroppe på scenen når folk skrålede sådan med. På et tidspunkt gik der for meget ”lålålå” i koncerten og det dræbte meget af intensiteten. Lamar lod også til at gå mere op i at få publikum til at danse til sangene, synge med på både vers og omkvæd og vifte med armene end selv at levere varen på scenen.

Det var koncertens største anke. Og det var Lamars egen fortjeneste for han opildnede netop konstant sit publikum til at lave alt arbejdet med dans og næseblodstruende armsving (den knebne plads taget i betragtning) og fællessang med ord som:

”What´s your favorite song?”

“Make some noise in the back/in the middle/to the left/to the right/to yourselves”

“Is this the loudest side tonight?”

“Raise one hand/two hands”

“Want to come to California with me?”

“I will come back to you”

“Let me see your hands up”

Efter en god times tid forlod Lamar og hans mænd scenen for at komme tilbage igen med et hvidt håndklæde over hovedet, som en anden bokser, og et ekstranummer og følgende venlige ord i bagagen: “You are the loudest motherfucking crowd of my career”.