Lilholt classic

Da Danmark blev lukket ned i marts sidste år, gik Lars Lilholt op på sit arbejdsværelse og skrev 20 nye, personlige sange. I sensommeren blev 11 udvalgt, indspillet og færdigproduceret, så Lars Lilholt Bands nye plade ”Decameron” kunne præsenteres til en releasekoncert fredag aften d. 9. april.
Men altså.
Ikke sådan rigtigt, vel? Det dér med rigtige koncerter er jo ikke muligt endnu.
Så også Lars Lilholt præsenterede den ny plade live – på internettet. PR-apparatet fungerede fint: Op til dagen kom små snigkig på bandets hjemmeside, vi blev opfordret til at sende ønsker til ekstranumre ind, og folkene bag havde fremstillet en ’festpakke’, så det kunne ligne noget: Seks Lilholt-øl, en Lilholt-T-shirt, et brev solsikkekerner, sanghefte med noder og tekst – og så naturligvis selve skiven.
Så vi var godt forberedte; jeg fik spillet alle elleve sange godt og grundigt igennem. Alle sange i gedigne kryds-tonearter – dét kan vi strengespillere godt li’. Så det var bare C-dur, D-dur, G-dur, ikke så meget pjat der. Nå ja, en enkelt i F-dur, det går an.

Alene med 6.000
Fredag aften præcis kl. 20 bliver der blændet op for koncerten fra Gammel Rye. I højre hjørne kan vi læse, at mere end 6.000 ser med, wow.
Første nummer ”Intet menneske er en ø” er såre aktuelt i disse isolationstider. John Donnes digt fra 1600-tallet blev for to år siden gendigtet af 15 danske digtere. Men her er det sangskriveren Lars Lilholt, der gi’r sit ligefremme bud: ”Det jeg fik den allerstørste glæde ved / det var noget at dele og nogen til at dele med / du vil altid være min nødvendighed / godt du var her, da jeg slog mig ned”.
Nummeret er ellers sidste skæring på pladen, men her bliver det en stille indledning. Og også lidt for stille, da Lilholts vokal er lidt for langt tilbage i lydbilledet. Det bliver der dog rettet op på. ”Og jeg klodsede i omkvædet” må han erkende. Evigheder siden, han havde stået i en live-situation?
”Under brostenene ligger stranden” er en frit fabulerende morgensang med melodi af sønnen Sofus. Her er en fin melodilinje, men det skurrer altså i ørerne, når trykket ligger på tredje stavelse i brosteNEne. Ja ja, nu har vi vel vænnet os til, at Thomas Helmig ”lukker mine øjne i AarHUS…”

Genkendelsens glæde
Heller ikke melodien til ”Der findes en vej” er af Lars Lilholt. Her er det bandets forholdsvis nye keyboardspiller Kristian Fogh, der har komponeret, men så sandelig i klassisk Lilholt-stil. Både melodiføringen og harmoniseringen er foruroligende tæt på ”Kald det kærlighed”. Lars udtaler, at han er ked af, han ikke skrev den for halvandet år siden, for så var den kommet med i Højskolesangbogen. Det er jeg nu ikke så sikker på.
Her bliver koncerten afbrudt første gang med filmklip fra 1973, hvor vi ser en ung Lars Lilholt med rygsæk i Jerusalem. Det er der blevet en fin erindringssang ud af: ”Onkel Moustache”, som havde en morgenmadscafé i Jerusalem, som Lars ofte frekventerede, og hvor betalingen kunne være en sang.

Familien Lilholt
I et filmklip hører vi Lars Lilholt fortælle vennen Peter Ingemann om tilblivelsen af pladen og titlen Decameron, som jo stammer fra Boccaccios fortælling fra 1350, hvor 10 unge flygtende fra pesten isolerer sig – og fortæller hinanden historier. Her kommer så pladens mest personlige sang ”Til min far”, hvor Lilholt fortæller om sin far, en stille nordjyde, hvor ”vi spilled’ flere toner end vi brugte ord”.
Vi bli’r i familien; ”At være tæt på dig” er med melodi af broderen Kristian. Kristian var i mange år et centralt medlem af Lars Lilholt Band. Det fik en ende, og de to brødre sås ikke ofte. For godt et år siden sendte Kristian denne melodi til Lars – ”Den skal du ha’” Teksten er holdt i almene vendinger, men når Lars Lilholt præsenterer sangen som ”Drømmer om at være tæt på dig”, opfatter jeg det som et uudtalt ønske om at se broderen mere. Vi bli’r jo alle ældre.
Der er ellers ikke meget ælde over orkestret. En tæt, dynamisk folkrockklang. Her er unge musikere; kun guitaristen Gert Vincent har været med siden starten i 1982. Fløjtenisten Mads Kjøller synger også fint kor sammen med de to korsangere Malene Mailand og Lærke Lilholt. Ja, hun er forsangerens datter.

Violin, piber og trommer
Så er der lagt op til fest: Lars Lilholt har fundet spændstig spillemandsmusik fra gemmerne og tilsat sort magi: ”Den magiske møhårspensel” er en drabelig folkesang med utugt og død. I koncertversionen er koret noget tættere og dynamisk end på pladen – nu er alle i Lars Lilholt Band spillet varme.
Og det er en direkte udsendelse, skam! Lars Lilholt må i hyldestsangen til vennen Shaka Loveless ”En lille flig af evigheden” lige trække vejret, så vi får fire ekstra instrumentale takter. I øvrigt lige før, Lars synger ”Det er alt for let at blive magelig og godt tilfreds / når man som jeg er blevet langt, langt, langt, langt over tres.” Det er måske ligefrem planlagt koreografi?
Den ordinære koncert slutter med den stille proklamerende ”En lille bøn hver dag”, digterens daglige aftenbøn.

Giro 413
Så er det tid til ekstranumrene. Under hele koncerten er der blevet chattet flittigt, og et gennemgående ønske – også i forhold til datoen 9. april – er ”Hvidsten Kro”.
Men Lars Lilholt har (naturligvis) allerede besluttet, hvad der skal spilles. Og ”Ja ja, vi skal nok slutte med ”Kald det kærlighed””. Men først får vi en lettere skramlet udgave af den 20 år gamle ”Den hvide dværg” og den intense ”Hvor går vi hen, når vi går”, som ofte benyttes til begravelser. Endnu har ingen af Lilholts melodier fundet vej til Højskolesangbogen, denne synes jeg ellers er et godt bud.
Overraskende får vi også Lilholts punk-folk’ede ”Gik i byen med det grimme hold”, som er en fordanskning fra udsendelsen ”Toppen af poppen” af Kwamie Livs sang ”New Boo”.
Og som en rigtig Lars Lilholt koncert slutter vi selvfølgelig med ”Kald det kærlighed” Så må vi regne med, der er blevet skrålet med i de mange tusinde hjem, der har haft Lilholt i stuerne. Og som altid i Eb-dur med modulation til F-dur efter den obligatoriske fløjtesolo.

Vi længes
Ja, det var da en rigtig koncert med Lars Lilholt og hans festorkester. Men alligevel ikke helt. Fællessangen – eller fællesbrølet – er altså kun i vores erindring eller fantasi.
Men som så meget andet i denne tid er det næstbedste det bedste. Endnu.
Så tak for sangen, Lars!
Der var en, der skrev i chatforummet: ”Hvor skal vi betale? Musik er jo ikke gratis.”

Nej, det er fuldstændig rigtigt. Så husk at betale, når vi skal høre musik – sådan rigtigt live.